I en officiel pressemeddelelse fra Det hvide hus den 31. oktober meddelte Trump i et sjældent højstemt embedssprog at han opfordrer alle amerikanere til at tage del i fejringen af november «i det herrens år to tusinde og sytten» som en «national entreprenørskabs måned». Den særlige amerikanske iværksættertradition skal ifølge Trump hyldes for sin «innovative, hårdtarbejdende entreprenøriale ånd». Men det er ikke kun i Amerika at entreprenørskabet hyldes. Også i Frankrig, der ganske vist endnu ikke er gået så vidt som til at indstifte en ny nationalmåned, er start-ups af præsident Macron gentagne gange blevet fremhævet som grobunden for nationens fremtidige vækst og velstand.
Selvom Trump og Macron fremstår som noget nær hinandens politiske modsætninger, så deler de begge tilsyneladende en tiltro til den mystiske entreprenørånden, der fremstilles som et livgivende og velgørende princip for samfundsorganismen. Som Trump sagde det i sin pressemeddelelse: «Entreprenørskabet er det brændstof som driver den amerikanske økonomis motor, og denne måned appellerer jeg til alle amerikanere om at hædre de entreprenører som styrker vores økonomi, driver kreativiteten og fremmer vor storslåede nations vitalitet.»
Fra klosteret. For den franske filosof Pierre Musso er troen på denne entreprenørånd et udtryk for den seneste fase af hvad han i sin bog af samme navn kalder la religion industrielle, «den industrielle religion». Bogens grundantagelse er at religionen ikke er forsvundet, men blot har forandret sig gennem tiden, sideløbende med fremkomsten af kapitalismen.
Opprinnelsen til den industrielle religion finner vi «i klostrenes stillhet, i manufakturens dårlig opplyste lokaler og inne bak fabrikkens røyk og damp …»
Mussos tese leder således uundgåeligt tankerne tilbage til den berømte tyske sociolog Max Weber, der som bekendt udviklede en tese om sammenhængen mellem protestantismens etik og kapitalismens ånd. I et slags udvidet forsøg på en nyweberiansk fremstilling af denne udvikling beskriver Musso fremkomsten af hvad vi i forlængelse af Trump kunne kalde «den entreprenøriale ånd». Denne ånd er sidste fase i et langt og komplekst historisk forløb, som Musso forsøger at rekonstruere. Hvor Weber tog afsæt i reformationen, skal vi med Musso helt tilbage til klosteret for at finde oprindelsen til den industrielle religion: «I klostrenes stilhed, i manufakturens dårligt oplyste lokaler og inde bag fabrikkens røg og damp har denne religion udviklet sig frem mod i dag, hvor den træder fuldt oplyst frem som entreprisens triumf …»
Religionens Imago mundi. Mussos undersøgelse af hvordan den entreprenøriale ånd kom til at gennemsyre såvel etableret politik som teknologientusiasmen i for eksempel Silicon Valley – hvor entreprenørialismen nærmest må betragtes som officiel trosartikel – er en underholdende og medrivende tour de force i Vestens idéhistorie, en slags Da Vinci Mysteriet for intellektuelle. Ambitionen er vidtrækkende, som bogens overdimensionerede format på 800 sider vidner om. Metoden er den såkaldte genealogiske, i den franske tradition fra Michel Foucault, men Mussos undersøgelse af klosterverdenen forekommer temmelig groft skåret i sammenligning med Giorgio Agambens filosofiske akkuratesse i Homo sacer-serien.
Bogens historiske forløb skæres således op i tre store stykker – som undertitlen Monastère, manufacture, usine også angiver – der hver især omhandler en historisk periode i formationen af hvad Musso kalder «den industrielle religions imago mundi», dens verdensbillede: Det drejer sig om henholdsvis klosteret og den kristne verdensanskuelse; om manufakturen og den til perioden tilhørende mekanistiske virkelighedsopfattelse; og endelig om fabriksentreprisen (l’usine-entreprise) som «den moderne industrielle religions katedral».
Med teknologi mot paradis. Entreprisen er således det ikke-sted i den kollektive forestillingsverden hvor den industrielle religion deponerer tidligere religioners forfaldne mytologi. Himmel og helvede genindfinder sig som den konstante vekslen mellem to poler, mellem utopi og dystopi. Udbytningens helvede modstilles altid drømmen om «automatiseringens paradis» og afskaffelsen af arbejdet, skriver Musso. Det er den centrale modsætning i det verdensbillede der ifølge Musso har ledsaget den industrielle udvikling frem til i dag, hvor vi efter sigende skulle befinde os på tærsklen til den «fjerde industrielle revolution».
Mussos tese om den industrielle religion er altså motiveret af forsøget på at identificere og kritisere le grand récit de la «Revolution industrielle», «den industrielle revolutions store narrativ», fra den første til den fjerde, femte – Gud ved hvilken revolution vi nu snart er nået til. Narrativet er det samme hele vejen igennem, nemlig at industrielt og teknologisk fremskridt (for eksempel i form af automatisering af produktionen) i sig selv vil bære menneskeheden frem mod realiseringen af paradis på jord: «Den industrielle tro opererer med denne fundamentale idé om en ’revolution’, der indvarsler en kommende lykketilstand … løftet om denne lykketilstand gentages med enhver ny teknovidenskabelig bølge, snart af en ny social klasse med messianske aspirationer, snart af helteentreprenører eller teknogenier, fra Henry Ford til Steve Jobs.»
Horisontal verdensorden. Selvom det givetvis kan være vanskeligt at se hvad præcis det er Musso bidrager med i forhold til både Weber og Agamben hvad angår kristendommens sekulære efterliv i kapitalismen, så er det netop analysen af den entreprenøriale ideologis tilsynekomst midt i den tidlige industrielle kapitalisme der gør at Mussos bog fortjener al mulig opmærksomhed. Dette især fordi den her tager sigte på den excentriske aristokratsøn Henri de Saint-Simon (1760–1825) og dennes utopiske socialisme, som var en afgørende inspirationskilde for store dele af den gryende socialistiske massebevægelse i det 19. og 20. århundrede.
Selv om Trump og Macron er hverandres politiske motsetninger, deler de begge en tiltro til den mystiske entreprenørånden.
Saint-Simon lancerede sin industrielle religion under betegnelsen «en ny kristendom», hvor, som Musso skriver, videnskaben og industrien indtog første rang i stedet for teologi og politik. Dermed var den vertikale verdensorden, med dens ancien-régime-hierarkier, ved at vige pladsen for en vision om verden som en horisontal netværksstruktur; en moderne «ateistisk» religion uden nogle former for forankringer i det hinsidige. En verden hvor både religionen og politikken er blevet overflødiggjort til fordel for hvad teknologikritikeren Evgeny Morozov andetsteds har beskrevet som «en politik uden politik», baseret på idéen om at samfundet og produktionen trives bedst når bare den overlades til en «algoritmisk regulation».
Kristendom i metamorfose. En af de helt centrale elementer af Saint-Simons lære var således også idéen om produktionens spontane «organisation», en idé der genindfinder sig i meget af tidens såkaldte new-public-management-virksomhedsfilosofi såvel som i Silicon-Valley-ideologien om at teknologi kan erstatte politik. Med Mussos fremstilling af den saint-simonistiske lære begynder man at forstå at sådanne forestillinger er tæt sammenvævede med kristendommens historie. Men ikke, som Weber mente, som en affortryllelse af den religiøse verden, ikke som en sekularisering af den kristenprotestantiske etik, men snarere, som Musso argumenterer for, «som en ny metamorfose af kristendommen» der antager en «industrielvidenskabelig form».
La religion industrielle er næppe en nyklassiker på linje med Agambens Homo-sacer-værk, og kommer nok heller ikke til at gå over i historien som afløseren til Webers vidt berømte bog. Ikke desto mindre er den et godt sted at starte hvis man samler skyts til en mere fundamental kritik af dogmet om menneskehedens almene «fremskridt» som båret frem af industriteknologisk udvikling alene. Bogen bidrager også til en forståelse af den nyreligiøse iver og lidenskab hvormed Trump som Macron (og videre over Elon Musk til Mark Zuckerberg) promoverer den entreprenøriale ånds okkulte kvaliteter.
