Står ikke bare Europa men også dets demokratiske vugge så usikkert, at det snarligt skrider i graven? Dette er ikke som sådan udgangspunktet for de to bøger, der her behandles i en samlende dobbeltanmeldelse.
Men det er vanskeligt ikke at læse samtidens begivenheder ind i værkerne. Det er vanskeligt – under læsningen – ikke at ihukomme det skrantende kontinent og den skrantende styreform. Tanker om Ukraine dukker op. Tanker om den skæbnesvangre europæiske energipolitik dukker op. Tanker om højredrejningen i Ungarn og Østrig. Og ikke mindst tanker om direkte angreb på demokratiet såsom stormløbene på den amerikanske kongres og det brasilianske parlament. Ergo er disse to værker i den grad værker om og til tiden.
Rémi Bragues – eksentriskhed
Lad os starte med Rémi Bragues bog Eksentrisk kultur – en teori om Vestens sivilisasjon, der mest af alt er en søgen efter det europæiske. Hvori består det særligt europæiske og hvordan er Europa egentlig blevet til som kultur og folkeslag? Det er afsættet for værket, som Brague går til med stor iver, nysgerrighed og flott formidlingsevne.
Hvori består det særligt europæiske og hvordan er Europa egentlig blevet til som kultur og folkeslag?
Det er dog sigende, at indholdsfortegnelsen i Eksentrisk kultur breder sig over hele fire sider trods det faktum, at bogens samlede længde er knap 300 sider. Det skyldes ergo de bemærkelsesværdigt korte afsnit, som udgør bogens strukturelle anatomi. Det bliver lige lovlig kvikt og lige lovlig abrupt, når Brague skriver. Jeg kan sagtens se hensigten med at få teksten til at glide lettere ned ved at lave så hyppige inddelinger, men desværre får det også teksten til at fremstå unødigt fragmentarisk og grupperet. Jeg er sikker på, at Brague godt kan skrive sammenhængende og flydende, så det er muligvis en redaktør, vi skal anklage for dette besynderlige strukturelle valg.
Nuvel, lad os se på selve indholdet. Vi er vant til at forstå ordet ‘eksentrisk’ som et ord, der beskriver en afvigelse fra en norm. Det kan være en person, der opfører sig aparte, særegent eller det kunne være en film, hvis stil vi bedømmer som værende besynderlig, måske corny eller flippet. Men ordet har også en anden betydning, og det er den betydning, som Brague plæderer for i sit værk. Her er forståelsen af ordet en angivelse af noget, som ligger udenfor et midtpunkt. Altså noget der har sit centrum udenfor sig selv. Dette er tilfældet med Europa, hvis vi skal abonnere på Bragues analyse.
Græsk, jødisk og romerrigets kultur
Mere specifikt allokerer Brague Europas særegenhed i dets påvirkning fra dels græsk kultur, dels jødisk og – måske ikke mindst – dels romerrigets tid. Den overordnede analytiske pointe er så at Europa qua sin eksentriskhed også lider af et mindreværdskompleks. Igen skal ordet ikke forstås, som vi normalt ville bruge det; som noget negativt – men tværtimod afstedkommer dette mindreværd en åbenhed overfor omverdenen. I anerkendelsen af at vi står på skuldrene af andre i en sådan grad, at hele kontinentets kultur er et resultat af andre kulturer, har vi bestandigt øje for det fremmede og det, der måtte omgive os.
Værket udkom på engelsk i 2009 og på originalsproget fransk tilbage i 1992. Er det så et bedaget, ligefrem et forældet værk? På ingen måde. Måske er det vigtigere end nogensinde at ihukomme den historie, der ligger til grund for kontinentet.
I forordet bliver det på kløgtig vis behandlet, hvordan demokrati først i nyere tid har fået så positive konnotationer.
Bragues analyse er skarp og original, men jeg er ikke sikker på, at jeg køber den i sin helhed. Hvis Europa skulle have et mindreværd drevet af en bevidsthed om hvorfra vi kommer, hvorfor har vi bestandigt på arrogant og brutal vis søgt at indlemme andre, overtage, besejre? Det paradoks synes jeg at Brague burde have berørt i sin ellers modne analyse. Der er med andre ord en rigelig hullethed over Bragues argumentation. Måske emmer analysen også af en dybfølt kærlighed til det europæiske. Hvem vil ikke gerne have et centrum udenfor sig selv? Det er – i al fald set med nutidens øjne – en attraktion at bekende sig til et virke, der ikke kredser om sig selv men bestandigt søger inspiration andre steder og bevarer en åbenhed qua dette perifere centrum. På næsten paradoksal vis søges Brague således at være for centralt rodfæstet i det Europæiske til at fremkomme med sin ikke-central-fokuserede analyse.
Demokratiske tekster
Alder – eller måske vil et mere præcist ord være modenhed – har også værket Demokrati. Det er nemlig fremdeles en samling af historiske tekster, tre styk for at være mere præcis. Her får vi Karl Marx’ «Kritiske randbemærkninger» til artiklen «Kongen af Prøjsen og socialreformen. Af en prøjser», Claude Leforts «Spørgsmålet om demokratiet» samt Mario Trontis «Til en kritik af det politiske demokrati».
Ikke mindst får vi så også et velskrevet og veloplagt forord i form af teksten essayet «En afsked med (det faktisk eksisterende) demokrati» skrevet af Mikkel Bolt og Dominiqiue Routhier. I forordet bliver det på kløgtig vis behandlet, hvordan demokrati først i nyere tid har fået så positive konnotationer og blevet det, som alle (?) søger at efterstræbe.
Den svingende vurdering af demokratiets styrker og svagheder er en vigtig reminder i vores tid og en understregning af at demokrati ikke er defineret ens overalt og til alle tider. Tag eksempelvist Leforts skriv. Demokratiopfattelsen er her rodfæstet i et modspil til alt, der måtte være totalitært. Demokrati er opposition og modstand mod enhver form for undertrykkelse. Således er demokratiet kendetegnet ved “en radikal åbenhed”, som det formuleres i forordet.
Hos Tronti finder vi et andet fokus. Her er ‘homo oeconomicus’ og the ‘homo democraticus’ uadskillelige størrelser. Demokratiet sammenbinder frihed og dominans. Vi går rundt og siger «den frie verden», når vi taler om demokratier og med Trontis tanker skyldes det udelukkende, at der iboende i demokratiet er en søgen efter dominans – nogle vil bestemme over andre. Nogle vil have magten. Ergo bliver der noget at søge frihed for eller frihed efter. Men friheden og dominansen er måske mest af alt et resultat af kapitalismen, som nærmest er synonym med demokrati hos Tronti.
Den altafgørende styrke ved Bolt og Routhiers værk er spændet af tekster, der går i dialog eller skænderi med hverandre. Det giver en hel anden nuancerighed end tilfældet er hos Brague.
Iboende i demokratiet er en søgen efter dominans – nogle vil bestemme over andre.
De to værker – Europabogen og demokratibogen – udgør dog til sammen et nyttigt samtalepar, der i fællesskab gør os ikke blot klogere på kontinentet men på den styreform, der synes uløseligt forbundet med vårt sted.
Se også omtale av Demokrati her.
