Videnskaben har i IPCC’s 6. statusrapport udtalt sig entydigt om klimaets fremtidige tilstand [se side 2]. Men videnskabens indsigter kan være ilde hørt – også i dag er det nødvendigt at sociale kræfter forlanger indsigterne om eksempelvis klimaets udvikling bragt frem for myndighederne.
Landbrug, mobilitet og energi er store temaer i et omstillingsprogram for Europa.
Med Covid-19-pandemien måtte vi alle erfare, hvor lidt verdenssamfundet vidste om pandemi som et meget dynamisk risikoscenario. Og endnu ikke helt afdækket, så bliver vi med sommerens oversvømmelser i Centraleuropa vækket til at indse og til at skulle finde et sprog om sammenhængene mellem klimakatastrofer, klimasikring og omstillingen til bæredygtighed. Ganske vist foreligger omfattende data om vejret, klimaet og biosfæren, men nu bliver vi for alvor udfordret hvad angår viden om og kompleksiteten inden for jetstrømme, hydrologi og orografi.
Nye pagter
Kun 15 år efter EU fremlagde en ambitiøs vækststrategi om «Global Europe» står Europa i dag tilbage med en række krisesymptomer, som ikke umiddelbart står foran deres afklaring og løsning. Den tidligere leder af tænketanken «Europa», danske Bjarke Møller, har på knap 800 sider beskrevet Europas situation og udfordringer. Møller kommer vidt omkring og når frem til, at Europa står med tre helt afgørende udfordringer, som bør løses, før Europa kan indtage pladsen som en grøn supermagt og blive en inspirator for resten af verden.
De europæiske medborgere identificerer overvejende EU med et topstyret eliteprojekt, der er sat i verden for at styre relationerne mellem staterne. Derfor må en ny demokratipagt ifølge Bjarke Møller indgås, således at EU «også bygger på et stærkt demokratisk engagement fra neden». Yderligere må der etableres en grøn pagt så fossil afbrænding og fortsat destruktion af miljøet og klimaet kan skrottes – og en grøn omstilling kan etableres til gavn for klimaet og biodiversiteten. Det skal ifølge Bjarke Møller ske i stor skala og vil indebære, at de foreslåede ressourcer afsat til EU’s Green Deal skal mangedobles.
Som en tredje forudsætning for etablering af Europa som en grøn supermagt skal gennemføres en socialpagt. Den skal sikre europæerne tryghed med omlægning af skatterne, der kan sikre «en solidarisk EU-udvidelse af de nationale velfærdsmodeller og sikre borgerne gode og solide arbejdspladser». Forskning, uddannelse og en bæredygtig infrastruktur skal have høj prioritet, «så Europa kan bevare sin konkurrencedygtighed og genvinde sin teknologiske autonomi».
Ganske vist har Bjarke Møller blik for det «demokratiske engagement fra neden». Men tilbyder forfatteren med sine tre grundpagter andet end at civilsamfundets deltagelse i det eksisterende «europæiske hamsterhjul» bør intensiveres?
Lokale og regionale initiativer?
Møller har i bogen fokus på at «bygge broer» og ønsker at bevare samfundets sammenhængskraft. Men det går galt for forfatteren når der tages udgangspunkt i den internationale arbejdsdeling, der er et resultat af den økonomiske globalisering.
Efter finanskrisen i 2008 har konkurrencestaten med nationalismen og populismen markeret en ny epoke i efterkrigstidens set-up af systemet af internationale institutioner. Et set-up som i forening med den lette adgang til billig olie har resulteret i «den store acceleration». Størstedelen af den produktion som eksempelvis Europa har haft henlagt til Østens lande bør hjemtages, af mange grunde.
Hvor finanskrisen – som nu Corona-krisen – kunne have givet anledning til mere omfattende nyreguleringer af kapitalismen, så har vi i stedet set hvordan den sociale ulighed har været i kraftig tiltagende. Mens eliten har understøttet regeringernes støtte til banker mv., så har arbejderklassen stået mere og mere ideologisk splittet, idet det ikke har været muligt at undgå eksempelvis de indvandrefjendske positioner fra Socialdemokratiet.
Hvor Møller yderligere har fokus på de centrale nationale og europæiske løsninger, så overser han den mulighed der ligger i at det lokale og regionale kan danne rammen for et perspektiv, som skal bidrage til at udvikle et nyt paradigme, der kan afløse illusionen om den vedvarende vækst på en endelig planet. De europæiske lande har umiddelbart kunnet blive enige om et fælles marked for varer, arbejdskraft og service. En produktionspagt som supplement til de allerede tre nævnte pagter bør derfor indgå, bl.a. med henblik på at udvikle demokratiet på det lokale og regionale niveau.
Og sandt nok har bl.a. «det indre marked» bidraget til at sikre en fred i Europa efter to verdenskrige. Men som politisk projekt har Europas nationer ikke formået at finde fæll0es fodslag. Hertil har Europas forskellige folk været for bundne af egne historiske interesser og fortællinger. Folkenes fælles interesse i at indrette sig efter en global bevidsthed er endnu ikke særlig udviklet.
Allerede i dag kan der dog peges på en række af sådanne lokale og regionale initiativer som følger FN-sporet om «tænk globalt, handle lokalt». Her transformeres en «fremmedføring» til en «selvledelse» med ansvar for at udvikle bæredygtige «life support systems» (infrastruktur) og baseret på råds-tanken helt ned i det lokale og regionale (borger- og områderåd). Fra den centralistiske og strengt hierarkiske globale arbejdsdeling bør der – af borgergrupper – fra det globale til det lokale udvikles direkte netværksdemokrati. Og hvorfor ikke også med EU-institutionernes deltagelse?
Landbrug, mobilitet og energi
Samtidig med at den internationale bistand til biodiversitet skulle have været fordoblet i 2020 så er eksempelvis den danske bistand faldet voldsomt (INKA-rapport, se Politiken, 15.6.21). Er også EU’s handlingsplan om at virkeliggøre EU´s fælles mål om at reducere CO2 emissionerne med 55 procent frem mod 2030 udtryk for det samme? At det folkelige pres ikke er stort nok til at kunne overholde Paris-aftalen?
I det tidlige forår 2021 vedtog EU at starte «Conference on the Future of Europe», og vi har borgerpaneler etableret i enkelte EU-medlemslande. Som dele af De gule Veste i Frankrig og sammenslutningen «Fearless Cities» har påpeget, så må en planlægning af Europas fremtid starte nedefra – med fokus på og udgangspunkt i «stedet», i hjemmet og boligen, by-land relationen med forsyningssikkerhed og med understøtning fra «life-support-systems» (infrastruktur). Uddannelse og forskning må tilrettelægges med basis i kvalitet og «det gode håndværk» og ske inden for planetens grænser.
Som også påpeget af Møller er landbrug, mobilitet og energi store temaer i et omstillingsprogram for Europa. Med Kina («Riget i midten» mod Øst og med USA mod Vest) så bliver det helt afgørende, om et samlet Europa kan løfte et program for menneskerettighederne og bæredygtighed – som inspiration for andre dele af verden. Først med indgåelse af omtalte produktionspagt (sammen med en socialpagt og en demokratipagt) og dermed en tilbagetrækning fra det «globale hamsterhjul» vil det give mening at tale om Europa som en grøn supermagt.
