Etter industrien er industrien

The Deindustrialized World analyserer konsekvensene av fabrikk- og minenedstengningene som har funnet sted i Vesten siden 1960-årene. 

Andersen er historiker og frilansjournalist.

The Deindustrialized World. Confronting Ruination in Postindustrial Places

Steven HighLachlan MacKinnon og Andrew Perchard

UBC Press

Canada

Titlen The Deindustrialized World. Confronting Ruination in Postindustrial Places lover ikke nødvendigvis en analyse af hele verden; stedet kan forstås mere afgrænset som nogens verden. I denne antologis tilfælde er disse «nogen» primært hvide, mandlige manuelle arbejdere, og deres verden er den fremstillings- og råstofindustri der har været under afvikling i Europa og Nordamerika over det sidste halve århundrede.

Det er resultatet af en økonomisk udvikling der ofte beskrives i abstrakte vendinger og typisk er delt i to narrativer: den nostalgiske, der fokuserer på tabet af arbejdspladser og nedvurderingen af en bestemt form for arbejder(kultur) eller forestillingen om denne, og den optimistiske, der fokuserer på de miljømæssige gevinster når forurenende fabrikker og miner lukker ned.

De samfundsdiagnosticerende abstraktioner går imidlertid sjældent i dybden med de meget konkrete måder hvorpå udviklingen har påvirket folks liv og livsverdener på i generationer. Den amerikanske historiker Judith Stein har kritiseret det økologisk orienterede narrativ som et udtryk for middelklasseblindhed overfor den smerte afindustrialiseringen har påført manuelle arbejdere. Konsekvenserne for de mennesker der levede omkring og arbejdede på de nu lukkede industriarbejdspladser i Vesten er netop hvad The Deindustrialized World har fokus på.

Pittsburghs «post steel future» innebar at skorsteinene ble erstattet av skyskrapere – men hvor kom så stålet til disse nye bygningene fra?

«Avindustrialisering.» Jeg husker selv da min vens far blev arbejdsløs efter lukningen af det store Burmeister & Wain Skibsværft i København, og hvordan den tunge, sødlige lugt fra fabrikkerne i Nordvestkvarteret forsvandt i løbet af 1980- og -90’erne. På Frederiksberg blev «plattedamerne» – hvis faglige organisering man talte om med ærefrygt i min barndom – i 2005 erstattet af undervisere i ledelse, da Copenhagen Business School indtog Royal Copenhagens gamle fabriksbygninger efter at porcelænsproduktionen var flyttet til forstaden Glostrup og til Thailand.

For flere af bidragsyderne i The Deindustrialized World er det deres personlige erfaringer med den såkaldte afindustrialisering der har fået dem til at studere fænomenet. Bogens store styrke er at den zoomer ind på vilkårene for levet liv i en tid med økonomisk omstrukturering. Bogen store svaghed er at ingen af de mange nedslag i Canada, USA, Frankrig, Storbritannien og Australien i perioden fra 1950 til starten af 2000’erne interesserer sig for levet liv de steder hvor industrien flyttede hen. Forsvandt gjorde den i de fleste tilfælde nemlig ikke.

Ikke lukket, bare flyttet. Antologiens analyser spænder over adskillige former for afindustrialisering. Kampen om hvem og hvad der har en plads i lokalhistorien efter Moulinex-imperiets fald i Frankrig i 2001; britiske minearbejderes sorg – og glæde – over afviklingen af nogle af de mest beskidte job man kan forestille sig; de store sundhedsmæssige konsekvenser af koksafbrænding som først begyndte at komme frem i forbindelse med lukningen af Sydney Steel Corporation i Canada; byplanlæggeres held med forvandlingen af den amerikanske by Pittsburghs økonomi i takt med at fremstillings- og stålindustrien flyttede væk, og hvorfor lignende planer ikke lykkedes i Hamilton, Ontario, der undergik en nærmest identisk proces.

En tidligere minearbeider i Durham forteller at bardisken i den lokale puben ble kalt «Death Row». 

Nogle steder skabte industriafviklingen rum for at for eksempel mine- og koksarbejdere begyndte at kræve erstatninger for de sygdomme og skader det beskidte arbejde havde påført dem. En tidligere minearbejder i Durham fortæller at bardisken i den lokale pub blev kaldt «Death Row».

«Når man kom ind, var der en række, og der plejede at sidde ti minearbejdere … og man så det gå fra ti til ni, otte, syv – og det var alt sammen, i det store og hele, minerelaterede skader og sygdomme der slog dem ihjel. Og man kan se dem der er heldige at være i live, men de kan ikke få ordene frem, de kan ikke trække vejret ordentligt … så der kan man se arven efter minen. Man kan forstå hvilken vrede vi føler.»

Den type erfaringer er en betimelig påmindelse om de barske vilkår arbejdere indtil for ganske nylig har haft i de mest snavsede dele af industrien i lande som Storbritannien. Det ville imidlertid have styrket antologien hvis disse historier fra Vesten var blevet sat i relation til de aktuelle vilkår for arbejdere i mine- og fremstillingsindustrien i Latinamerika, Afrika, Asien og Østeuropa.

Selv i de tilfælde hvor konkrete virksomheder ikke flyttede, men i stedet lukkede og slukkede, var det ikke nødvendigvis fordi efterspørgslen på deres varer og råstoffer ophørte; det var fordi de kunne produceres og udvindes billigere andre steder. For eksempel indebar Pittsburghs «post steel future» at skorstenene blev erstattet af skyskrabere – men hvor kom så stålet til disse nye bygninger fra? Det ville have været interessant at få med.

Industrien fortsetter. I den forstand er titlen The Deindustrialized World misvisende, også selvom «world» forstås som «nogens verden» og ikke «hele verden». Uden global og translokal rækkevidde bliver både «tabet af arbejdspladser»-perspektivet og den økologi-optimistiske fortolkning af såkaldt afindustrialisering meningsløs.

Titlen er også misvisende i en anden betydning, som flere af bidragene til gengæld diskuterer eksplicit: Arbejdsformerne i de dele af økonomien der erstattede fremstillings- og mineindustrien i Vesten, er i vid udstrækning begyndt at opvise lignende kendetegn: standardisering, mekanisering og sundhedsrisici præger i dag både service- og vidensindustrien.

Uten globalt og translokalt perspektiv blir både «tapet av arbeidsplasser»- og det økologioptimistiske narrativet av såkalt avindustrialisering nytteløs.

Cathy Stanton argumenterer i kapitlet «Keeping ’the Industrial’. New Solidarities in Postindustrial Places» for at gentænke hele «industrialisering–afindustrialisering–postindustri»-fortællingen, fordi den «tilslører den fortsatte udvikling af industriel kapitalisme» og dermed gør det vanskeligere både at «forstå dens forløb og bekæmpe dens mest lumske og splidskabende virkninger».

«Hvad hvis vi i stedet overvejede muligheden af at mens kapitalflugt, fabrikslukninger og økonomisk omstrukturering åbenlyst har fundet sted i mange dele af verden, så har der aldrig været tale om noget der kan kaldes ‹afindustrialisering›.» Et sådant perspektiv har måske været utænkeligt både følelsesmæssigt og intellektuelt, skriver Stanton, under «de mest smertefulde årtier af økonomisk omstrukturering». Men det er et perspektiv der bør undersøges nu, mener hun, «ikke fordi vi og de steder og mennesker vi studerer er ‹kommet videre›, men netop fordi vi ikke bør komme videre – fordi det faktisk langt fra er slut.»

---
DEL