Der er masseprotester hele tiden. I juni tvang voldsomme studenterprotester Sheikh Hasina til at træde tilbage som statsminister i Bangladesh. Samtidig gik titusinder på gaderne i Kenya i protest mod nye skatter, rådhuset i Nairobi blev sat i brand og parlamentet stormet. Og på Ny Kaledonien er protesterne mod valgreformer, der vil reducere de indfødtes indflydelse til fordel for tilflyttede franskmænd, blusset op igen i løbet af efteråret 2024 med bilafbrændinger og plyndringer. Og studerende på universiteter og uddannelsessteder i USA og mange andre steder fortsætter deres mobilisering mod den israelske stats folkemord i Gaza.
Der har fundet så mange masseprotester sted rundt omkring i verden de seneste 15 år, at man bliver helt stakåndet, hvis man skal forsøge at nævne de vigtigste: fra de arabiske revolteri 2011 til den feministiske opstand i Iran i 2022 og de mange aktioner mod infrastrukturprojekter, agroindustri, flytrafik og andre klimaødelæggende aktiviteter. (Se også artikkel om destitusjon på side 21).
Tidligere eksisterende klassetilhørsforhold og følelser af solidaritet er blevet erstattet af usikre og kortvarige identiteter af alskens slags, stort set alle medieret af vareformen.
På alle kontinenter har vi set folk strømme ud på . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement
