Et skruppelløst imperium står for fall

I en ny bok samler Alfred W. McCoy sine analyser av USA som imperium. Han beskriver hvordan volden som utøves i periferien alltid vil følge med hjem.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

In the Shadows of the American Century. The Rise and Decline of U.S. Global Power

Alfred W. McCoy

Ateneo de Manila University Press

Filippinene

Krigen vender altid hjem. Det er en af historikeren Alfred W. McCoys centrale pointer i beskrivelsen af USA som globalt imperium, og den forståelse har han grundlagt ud fra egne livserfaringer. Han er født i 1945, ved afslutningen af Anden Verdenskrig, der samtidig blev starten på amerikansk krigsførelse verden over. McCoys egen far var i hæren, og det samme var de fleste andre fædre, han kendte. Udadtil så det pænt ud: «Uanset hvor vi slog os ned, var vores naboer omtrent som os – far, krigsveteranen, mor, forstadshusmoren, to eller tre børn, en hund, et lille hus, et lån, en bil, en lokal kirke, overfyldte skoler, og, selvfølgelig, spejderne. Da jeg gik i grundskole, føltes det alt sammen helt fint. […] det virkede som om, Amerika havde vundet mere end en krig.» Men det viste sig, at der var en «mørk side», skjult under «velstandens glød». Druk, vold og selvmord på grund af de psykiske skader fra krigen, som det ikke måtte hedde sig, at fædrene havde pådraget sig, og McCoy lærte snart, at «Washingtons ønske om magt havde store omkostninger». Præcis hvor store fik han lejlighed til at studere nærmere, da han senere uddannede sig til historiker.

Destillert analyse. In the Shadows of the American Century er en destilleret analyse baseret på McCoys historiske undersøgelser af blandt andet CIA’s delagtighed i narkoproduktion, etableringen af det militærindustrielle kompleks og brugen af den tidligere koloni Filippinerne som laboratorium for overvågningsteknologier. Første del af bogen introducerer fænomenet geopolitik og dets historiske opkomst og beskriver USA’s strategier til at sikre globalt herredømme, der ikke sjældent har omfattet aktiv støtte til etablering af diktaturstater og andre tvivlsomme aktiviteter som for eksempel tortur, også længe før billederne fra Abu Graib gik viralt. Anden del retter opmærksomheden mod udviklingen af grænseløs overvågningskapacitet og omlægningen af amerikansk militær indflydelse fra traditionel våbenmagt til højteknologisk cyberkrigsførelse, mens tredje del opstiller scenarier for den måske snarlige afslutning på ‘det amerikanske århundrede’.

Krigen vender alltid hjem.

Megalomani. CIA, det amerikanske militær og amerikanske embedsfolk, politikere og diplomater har – ofte med aldeles skruppelløse metoder – i årtier forsøgt at gennemtvinge amerikanske interesser globalt ved at iværksætte eller påvirke udfaldet af begivenheder i Europa, Mellemøsten, Latinamerika og Asien. McCoy beskriver overbevisende og nådesløst de katastrofale konsekvenser, både når projektet lykkedes og når det slog fejl. Der er imidlertid noget iboende megalomant ikke blot ved USA’s kamp for global dominans, men også ved McCoys analyse af samme. Det kan vanskeligt være anderledes. For at man skal kunne beskrive rækkevidden af amerikansk indblanding i verdens gang, må vægten selvsagt lægges på USA’s handlinger og ansvar. Men netop den rammesætning for historiefortællingen giver momentvis også følelsen af, at McCoy paradoksalt nok – fra sit ganske vist kritiske udsigtspunkt – deler den amerikanske stats opfattelse af verden som nærmest passivt objekt for amerikanske interesser. Det ændrer dog ikke ved, at udsigtspunktet for analysen af USA’s storhed og mulige fald er indsigtsfuldt, og har krævet mod at opbygge.

I introduktionen fortæller McCoy – med en velskreven kriminalromans spændstighed – historien om sit eget første møde med efterretningstjenesten. Som ung historiestuderende i starten af 1970’erne gik han i gang med at undersøge baggrunden for det massive heroinmisbrug blandt amerikanske soldater i Vietnam. Han startede i arkiverne med koloniale rapporter om opiumhandlen i Sydøstasien og endte med et manuskript, der fik en CIA-leder til – forgæves – at presse forlaget til at stoppe udgivelsen. «Efter nederlaget på den offentlige arena fortrak CIA ind i skyggerne og hævnede sig ved at trevle i enhver mulig tråd i en universitetsstuderendes beskedne tilværelse,» skriver McCoy. Beskrivelserne af det net af militarisering og efterretninger, som historikerens eget liv blev viklet konkret ind i, og som siden er blevet spændt stadigt strammere ud over hele verden, er på én gang nøgterne og utilgivende. Nerven i det indledende kapitel, hvor McCoy beskriver sin opvækst med en far, og venners fædre, der bragte krigens vold med hjem i stuerne, løber gennem hele bogen. Det er den nerve, der gør det muligt at indoptage bogens indimellem endeløse stabler af kolde fakta om våbenmagt og opiumproduktion.

Vel er USAs imperium bygget med militær makt, men det er understøttet av global økonomisk infiltrasjon.

Læren fra Vietnam. In the Shadows of the American Century kommer kun yderst sparsomt omkring amerikanske erhvervsinteresser, blandt andet med løse henvisninger til Pentagons alliancer med private leverandører af våben og teknologier og opbygningen af et ‘militærindustrielt kompleks’. Det ville have bidraget til forklaringseffekten, hvis McCoy havde forfulgt forbindelserne til amerikanske private virksomheder, og måske i stedet sparet på den våbennørdede detaljeringsgrad i beskrivelserne af oprustningen. USA’s imperium er ganske vist bygget med militær magt, men understøttet af global økonomisk infiltration.

McCoy vurderer, at USA er et snart forhenværende globalt imperium. Men hvis noget skulle kunne redde håbet for dem, der fortsat mener, at verden er bedre stillet med amerikansk dominans, ville det ifølge McCoy være den «teknologiske revolution inden for forsvarsplanlægning», som blev sat i system under præsident Obama, nemlig opbygningen af kapacitet til «cyberkrigsførelse og fuldskala militarisering af rummet»: «Mens Amerikas økonomiske indflydelse er vigende, kan dette gennembrud i ‘informationskrigsførelse’ måske blive afgørende, hvis dets globale hegemoni på en eller anden måde holder stand ind i det 21. århundrede.» Men, minder historikeren om – med reference til Vietnam – «historien byder på nogle pessimistiske paralleller hvad angår muligheden for at opretholde regionalt eller globalt hegemoni alene ved hjælp af militariseret teknologi».

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.