Jasna Jozelic

Et opprop mot politisering på Balkan


I en ny antologi spørres det ikke om, men i hvor høy grad religionsundervisningen på Balkan er politisert. Redaktørene unnlater imidlertid å argumentere for hva politisering i det hele tatt betyr.

Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 2018-05-02
Education in Post-Conflict Transition. The Politization of Religion in School Textbooks
Forfatter: Gorana Ognjenovic og Jasna Jozelic (red.)
Palgrave MacMillan, Storbritannia

Et år før Martti Ahtisaari modtog Nobels fredspris, fik jeg et ti minutters interview med den finske socialdemokrat og FN-fredsmægler. Det var september 2007, og Ahtisaari var i København til en konference for at dele sine erfaringer fra nogle af verdens mest fastlåste konflikter, heriblandt Kosovos/Kosovas status i eks-Jugoslavien. Ahtisaari havde brugt det forgangne år på at mægle mellem Serbien og den albanske oprørshær UCK. At indsatsen havde været forgæves og både Serbien og UCK havde afvist Ahtisaaris løsningsforslag, var han upåvirket af: «Min plan er god,» slog han fast, og mente i øvrigt, at alle andre end Serbien og UCK var enige med ham. Jeg var dengang netop startet i journalistpraktik og var dybt forbløffet over denne selvsikre fredsmægler i stift jakkesæt, som fandt det betimeligt at give offentligt udtryk for, at han opfattede de stridende parter som tåbelige og utaknemmelige. Lidt samme følelse som den eftermiddag med Ahtisaari fik jeg, da jeg gik i gang med at læse Education in Postconflict Transition, der beskæftiger sig med religionsundervisning i skolen i eks-Jugoslavien.

Et sekulært manifest? I antologiens forord opridser professor emeritus i religionsstudier, Paul Mojzen, sin tese om fire forskellige modeller for relationen mellem kirke og stat i et givent samfund: gejstlig absolutisme (én religiøs retning «monopoliserer det religiøse rum»), religiøs tolerance (staten «favoriserer en eller flere religioner») sekulær absolutisme («undertrykkelse af religiøse udtryksformer i det offentlige rum») og pluralistisk frihed (et «socialt arrangement, hvor et sekulært samfund fremmer en fri, ikke-indgribende tilgang» til religionsudøvelse).

Hva slags bok er dette? En analyse, en policy-anbefaling eller et sekulært manifest?

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=”1″ ]

Allerede i karakteristikken af de forskellige modeller aner man, at dette ikke er en deskriptiv, men en normativ modeloversigt med henblik på forbedret religionspolitik, og ganske rigtigt, i forlængelse af «pluralistisk frihed» – hvor den sekulære stat «nådigt accepterer positive bidrag fra religiøse overbevisninger og praksisser» (hvad det end skal betyde) – skriver Mojzen: «Dette er, efter min mening, den ønskværdige sociale fremtidsmodel, som et land som det tidligere Jugoslavien burde stræbe efter at udvikle.» …


Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?

Abonnement kr 195/kvartal

Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)