Et opprop mot politisering på Balkan

I en ny antologi spørres det ikke om, men i hvor høy grad religionsundervisningen på Balkan er politisert. Redaktørene unnlater imidlertid å argumentere for hva politisering i det hele tatt betyr.
Jasna Jozelic
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 02.05.2018
Education in Post-Conflict Transition. The Politization of Religion in School Textbooks
Forfatter: Gorana Ognjenovic og Jasna Jozelic (red.)
Palgrave MacMillan, Storbritannia

Et år før Martti Ahtisaari modtog Nobels fredspris, fik jeg et ti minutters interview med den finske socialdemokrat og FN-fredsmægler. Det var september 2007, og Ahtisaari var i København til en konference for at dele sine erfaringer fra nogle af verdens mest fastlåste konflikter, heriblandt Kosovos/Kosovas status i eks-Jugoslavien. Ahtisaari havde brugt det forgangne år på at mægle mellem Serbien og den albanske oprørshær UCK. At indsatsen havde været forgæves og både Serbien og UCK havde afvist Ahtisaaris løsningsforslag, var han upåvirket af: «Min plan er god,» slog han fast, og mente i øvrigt, at alle andre end Serbien og UCK var enige med ham. Jeg var dengang netop startet i journalistpraktik og var dybt forbløffet over denne selvsikre fredsmægler i stift jakkesæt, som fandt det betimeligt at give offentligt udtryk for, at han opfattede de stridende parter som tåbelige og utaknemmelige. Lidt samme følelse som den eftermiddag med Ahtisaari fik jeg, da jeg gik i gang med at læse Education in Postconflict Transition, der beskæftiger sig med religionsundervisning i skolen i eks-Jugoslavien.

Et sekulært manifest? I antologiens forord opridser professor emeritus i religionsstudier, Paul Mojzen, sin tese om fire forskellige modeller for relationen mellem kirke og stat i et givent samfund: gejstlig absolutisme (én religiøs retning «monopoliserer det religiøse rum»), religiøs tolerance (staten «favoriserer en eller flere religioner») sekulær absolutisme («undertrykkelse af religiøse udtryksformer i det offentlige rum») og pluralistisk frihed (et «socialt arrangement, hvor et sekulært samfund fremmer en fri, ikke-indgribende tilgang» til religionsudøvelse).

Hva slags bok er dette? En analyse, en policy-anbefaling eller et sekulært manifest?

[ihc-hide-content ihc_mb_type=»show» ihc_mb_who=»1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=»1″ ]

Allerede i karakteristikken af de forskellige modeller aner man, at dette ikke er en deskriptiv, men en normativ modeloversigt med henblik på forbedret religionspolitik, og ganske rigtigt, i forlængelse af «pluralistisk frihed» – hvor den sekulære stat «nådigt accepterer positive bidrag fra religiøse overbevisninger og praksisser» (hvad det end skal betyde) – skriver Mojzen: «Dette er, efter min mening, den ønskværdige sociale fremtidsmodel, som et land som det tidligere Jugoslavien burde stræbe efter at udvikle.» Spørgsmålet er ikke så meget, hvorfor Mojzen mener det, men hvad hans personlige mening laver på siderne. Hvilken slags bog er dette? En analyse, en policy-anbefaling eller et sekulært manifest?

Velmenende forargelse. Også i introduktionen er beskrivelsessproget omkring religion som fænomen værdiladet i udgangspunktet. Det kunne være galt nok, men introduktionen er på nogle punkter også decideret misvisende. Det påstås for eksempel, at den katolske kirke i Kroatien «saboterede» forsøgene på at indføre faget «religiøs kultur» som et alternativ til elever, der ikke ønsker forkyndende religionsundervisning. Ifølge Ankica Marinovics bidrag om, hvordan ateisme bliver behandlet i katolsk religionsundervisning i Kroatien, var det dog ikke helt sådan det foregik. Marinovic forklarer, at der i 1990’erne pågik en årelang diskussion med inddragelse af adskillige aktører om konfessionel versus ikke-konfessionel religionsundervisning – dette i en kontekst, hvor religion i årtier havde været helt bortvist fra skolen. Den diskussion vandt den katolske kirkes teologer. Det kan man mene er ærgerligt, men at kalde det «politisk sabotage», er umotiveret, ligesom det åbenbart er fejlagtigt at beskrive «religiøs kultur» som et fag, der skulle have været udbudt parallelt med et forkyndende fag; ifølge Marinovic var det et enten-eller.

Introduktionen forsømmer også at kvalificere to begreber, politisering og indoktrinering, hvoraf det første er centralt for hele bogen, det andet for den ene af redaktørerne Jasna Jozelics bidrag (se bildet). Begge begreber bliver i sig selv ofte brugt politiserende, og som sådan kommer bogen fra start til at fremstå som religionsskeptiske/ateistiske personers forargede opråb, snarere end som en undersøgelse af faktiske forhold. Det er en skam, for flere af bidragene – heriblandt Marinovics samt for eksempel Zrinka Štimacs kapitler om katolsk og islamisk religionsundervisning i spændingsfeltet mellem nationale, teologiske, missionerende og EU-politiske hensyn – leverer sobre, historisk informerede og empirisk velfunderede analyser.

Politisering som bokens forutsetning. Selvom bidragene er af svingende kvalitet, og flere skæmmes af forstyrrende omend velmenende påstande (for eksempel at menneskerettigheder er bedre end religiøs «etik», eller at skolen bør opdrage til demokrati), er antologiens store svaghed den ramme, redaktørerne sætter. Det grundlæggende spørgsmål er ifølge redaktørerne ikke om undervisningsbøger til religionsfaget i eks-Jugoslavien er politiserende, men i hvilken grad de er det. Ognjenovic og Jozelic synes, at religion(sundervisningen) er politiserende, altså er den det, og altså behøver de ikke forklare, hvad de mener med det. Redaktørernes kapitler er lige så påståelige som deres introduktion. Ognjenovic skriver for eksempel: «Enhver, der er bare en smule bekendt med religionshistorie i området, vil vide, at to af de tre abrahamske religioner er fjendtlige overfor kvinder.»

Arsenalet av meninger er like fullt som det empiriske grunnlaget er tynt.

Herfra fortsætter hun med at omtale kristendom og islam som generiske størrelser, der i sig selv fungerer kvindeundertrykkende, og som derfor – når de får lov at indtage det offentlige rum – skal indhegnes med «menneskerettigheder».

Arsenal av meninger. Jeg tvivler ikke på, at konkrete religiøse institutioner og aktører har spillet og fortsat spiller en uheldig rolle i den (kvindefornedrende) brutalisering og segregering af civilsamfundet, som fulgte Tito-Jugoslaviens sammenbrud. De to redaktører formår bare ikke at vise hvordan. Arsenalet af meninger er lige så fuldt, som det empiriske grundlag er tyndt.

Eksempelvis bruger Ognjenovic en enkelt kroatisk undervisningsbog – som hun endda ifølge eget udsagn har fundet frem for anledningen – til at konkludere: «At dømme ud fra ovenfor beskrevne og dokumenterede sexisme, kvindehad og religiøse nationalistiske politik, som hersker i Balkan i dag […] er man tvunget til at konkludere, at civilisationens tilbageslag i denne kontekst er et historisk faktum.» Fra én undervisningsbog i Kroatien til selve civilisationens tilstand i hele Balkan. Det står kun marginalt bedre til med empirien i Jasna Jozelics kapitel. Hun bruger først og fremmest FN’s erklæringer om menneskerettigheder og skolegang til at sige, at … det er godt med menneskerettigheder i skolen.

Det er uklart, hvem redaktørerne egentlig henvender sig til med deres opråb mod religionens magt i eks-Jugoslavien. Men ligesom Ahtisaari var det, er de overbeviste om, at deres plan er god – og at dem, der måtte være uenige, er om ikke tåbelige, så i hvert fald politiserende.

[/ihc-hide-content]
Gratis prøve
Kommentarer