Et globalt arbejdsmarked i bevægelse

For et halvt århundrede siden rejste de første filippinske arbejdere tværs over kloden for at arbejde på fabrikker og hoteller i blandt andet Danmark og Norge . Deres rejse giver indsigt i et globalt arbejdsmarked i bevægelse.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 24.08.2019

«Vi var de stolteste af de stolte», fortæller Teresa Diaz om dengang hun – der kom til Danmark i 1967 for at arbejde – var med til at etablere Filipino Association of Denmark (FAD, 1970). På det tidspunkt, årtier før au pair-spørgsmålet bragte Filippinerne på den offentlige dagsorden i Norden, var der blot et par hundrede filippinere i Danmark. Mange var uddannede lærere, bogholdere, håndværkere og sygeplejersker, men de blev primært rekrutteret til ufaglært arbejde. Ligesom de fleste andre «gæstearbejdere».

Filippinske arbejdere skilte sig imidlertid ud fra det typiske billede af gæstearbejderen. Selvom filippinere ligesom for eksempel tyrkere og jugoslaver også fandt arbejde i fremstillingsindustrien, blev de først og fremmest ansat i serviceindustrien. Især blev de hyret ind til at bemande de moderne storbyhoteller, der skød op i 1960’erne og 1970’erne. Og selvom der også var filippinske mænd, der fandt arbejde på danske hoteller og fabrikker, var migrationen fra starten domineret af kvinder.

Kvinder, der søgte arbejde, som var bedre betalt, end det begrænsede udbud i hjemlandet. Kvinder, der i nogle tilfælde var blevet rekrutteret med filippinske embedsfolk som mellemmænd. Kvinder, der faciliterede yderligere migration af venner, gamle naboer, studiekammerater og slægtninge.

Det at sælge sin arbejdskraft kræver, at man er konstant i bevægelse.

Som Benita Medina fra landsbyen Samal, der i 1969 blev rekrutteret som stuepige af Hotel Kong Frederik i København, og kort efter havde sikret arbejde til otte af sine ti voksne børn. I dag har stort set alle familier i hendes gamle kvarter slægtninge i København.

Overskudsbefolkninger

Da den filippinske stat fra slutningen af 1960’erne begyndte at opbygge et system til administration af arbejdskrafteksport, var mange lande i Europa begyndt at rekruttere udenlandske arbejdere til en økonomi i eksplosiv vækst.

Men et årti forinden havde situationen været omvendt i Europa. Anden Verdenskrig havde bragt mange europæiske økonomier i knæ og skabt millioner af internt fordrevne. Massearbejdsløshed og flygtningekaos var politisk sprængfarlig, mente europæiske – og amerikanske – magthavere, der satte sig for at komme af med Europas «overskudsbefolkning».

I 1952 blev Intergovernmental Committee for European Migration (ICEM) etableret. ICEM skulle facilitere, at personer, som ikke var brugbare eller velkomne der, hvor de aktuelt befandt sig, kunne sendes enten til de europæiske økonomier, der manglede arbejdere – eller til andre kontinenter.

At man efter en krig med millioner af døde kunne tale om «overskudsbefolkning» i Europa, illustrerer, at begrebet ikke handler om demografi, men om politik.

Arbejdsministerens eksportvision

Udenfor Europa var Filippinerne et af de lande, der var blevet hårdest ramt af Anden Verdenskrig. Efter en brutal japansk besættelse blev hovedstaden Manila bombet til ukendelighed under den amerikanske «befrielse». Derpå trak USA sine investeringer i den tidligere koloni ud for i stedet at kanalisere pengene mod Europa.

Tilbage stod Filippinerne med en økonomi, hvor landbrugseksport, handel og industri var gået i stå – fabrikker og miner, infrastruktur, værfter, skibe og pakhuse var enten totalt ødelagt eller ude af funktion.

Da den senere berygtede diktator Ferdinand Marcos blev valgt til præsident i 1965, sad Filippinerne stadig fast i denne postkrigs- og postkoloniale situation. Hvad der til gengæld var i bevægelse, var arbejdere.

Filippinske arbejdere skilte sig ud fra det typiske billede af gæstearbejderen.

USA havde længe brugt filippinske arbejdere til blandt andet landbrug i Hawaii og Californien og til arbejde for den amerikanske hær over hele verden. Christina Santos Madsen, der i 1973 var en af 49 filippinske kvinder, der blev rekrutteret som stuepiger på Hotel Scandinavia, havde for eksempel måttet undvære sin mor, mens moren arbejdede som kok bag de amerikanske frontlinjer under Vietnamkrigen.

Samme år som Marcos blev valgt, åbnede USA desuden for at filippinske professionsuddannede – især ingeniører og sygeplejersker – kunne få arbejdstilladelser i stort antal.

Marcos’ arbejdsminister Blas F. Ople fik den «vision» at sætte arbejdsvandringen i statsligt system. Dermed kunne man sikre, at indtægter fra formidling, rekruttering og remitter landede i statens kasser. Da arbejdsministeren og hans embedsfolk skulle gøre visionen til virkelighed, var de ikke alene. Parat stod organisationer som ILO, Verdensbanken og IMF for at give råd – og skubbe på for en generel eksportorientering af den filippinske økonomi. Parat stod også vestlige økonomer med begreber om overskudsbefolkning, der kunne legitimere denne masse-exodus af arbejdere.

Modsat foranstaltningerne for at komme af med Europas «overskudsbefolkning», var det ikke primært arbejdsløse filippinere, der rejste ud for at bidrage med deres arbejdskraft til fremmede økonomier. Det var arbejdere med ressourcer, og deres kvalifikationer kom til at mangle i Filippinerne.

Mobilitet som betingelse
Arbejdsgivere verden over var fra starten begejstrede for den filippinske arbejdskraft, der ofte var overkvalificeret og af den filippinske stat blev opmuntret til at arbejde hårdt og aldrig brokke sig. Det såkaldte indvandringsstop, som blev indført over det meste af Europa i kølvandet på oliekrisen i midten af 1970’erne, betød da heller ikke at rekrutteringen af filippinske arbejdere stoppede. Fem år efter at Danmark havde vedtaget sit indvandringsstop, var landet stadig på listen over kunder hos det, der dengang hed Overseas Employment Development Board i Filippinerne. Betingelserne for arbejdsmigrationen ændrede sig imidlertid. Opholds- og arbejdstilladelser blev bundet op på ægtefæller med dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse, og på arbejdsgivere. For de tusinder filippinske arbejdere, der efter 1974 blev rekrutteret til hotelarbejde i Danmark, var mobilitet på en og samme tid en mulighed og en betingelse – i stadigt højere grad en permanent betingelse. For hotelarbejdere blev branchen fra 1980’erne ramt af udliciteringer og virksomhedsoverdragelser. En prekarisering af en allerede prekær branche, som filippinske stuepiger bekæmpede som fagligt aktive i det daværende Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund (HRF). Samtidig måtte flere af dem kæmpe for at beholde arbejds- og opholdstilladelser, når ægtefæller og arbejdsgivere viste sig upålidelige.

På to fronter

Ruth Theil, for eksempel, havde i 1985 forladt sit højtelskede, men fattige landbrug og giftet sig med en dansker på en venindes anbefaling – «for at kunne give min mor et liv, hun aldrig før havde kendt», som Ruth forklarer. Hun blev stuepige på Hotel Sheraton og indså hurtigt, at der var noget helt galt med lønningerne. Senere viste det sig også, at der var noget helt galt med hendes mand. Ruth tog derfor kampen op på to fronter: organisering af sine stuepigekolleger, der – med rette, viste det sig – frygtede at miste deres job, hvis de meldte sig ind i fagforeningen, og at blive skilt fra sin mand uden at miste opholdstilladelse og forældremyndighed over deres datter. Hun blev en af de centrale kræfter i HRF, der fik mobiliseret et filippinsk netværk, som stod i spidsen for faglige kampe på københavnske hoteller og fordoblede medlemsantallet i Københavnsafdelingen i løbet af 1990’erne. Selv måtte Ruth hoppe fra job til job, når de fagforeningsfjendske arbejdsgivere blev for truende. At mobilitet i dag er blevet lige så meget – eller mere – en betingelse som en mulighed, hænger sammen med udviklingen i det internationale migrationsregime: Migrantens arbejdskraft er fortsat eftertragtet, men under stadigt mere usikre og kriminaliserende vilkår. Det hænger sammen med udviklingen på arbejdsmarkedet generelt – i Filippinerne såvel som i Norden – hvor det at sælge sin arbejdskraft kræver, at man er konstant i bevægelse. Mellem kontrakter, mellem arbejdssteder, mellem brancher, mellem landsdele og på tværs af landegrænser.


Essayet er baseret på skribentens nye bog Labor Pioneers. Economy, Labor, and Migration in Filipino-Danish Relations 1950-2015, Ateneo de Manila University Press, 2019. Trige Andersen er freelancejournalist og historiker. Boken er til salgs hos Litteraturhuset i Oslo og Studentens Beste på Stavanger Universitet.
Nordisk distribution: filippinernesdanmarkshistorie.dk/labor-pioneers/  

Gratis prøve
Kommentarer