Donald Trump brød med en norm ved at være den første præsident i USA’s historie, der ikke uden videre anerkendte valgresultatet og trådte til side for sin efterfølger. Dette er kun et af mange forhold, der tegner billedet af Trump som en svindler, der har ført USA på katastrofekurs.
Karen J. Greenberg, som er direktør for Center for National Sikkerhed ved Fordham University i New York, betragter 6. januar 2021 som en milepæl i nyere amerikansk historie. Det var den dag, hvor Trump-tilhængere trængte ind og besatte Capitol i Washington, og i sin seneste bog beskriver Greenberg den som et foreløbigt klimaks i en udvikling, der omfatter to andre vigtige datoer – 11. september 2001 og 7. december 1941. På den baggrund betegner hun 6. januar som Joe Bidens Ground Zero.
Men hun har en vigtig pointe. Trump kunne næppe have ført galskaben så vidt, hvis ikke grundlaget for hans tilsidesættelse af de demokratiske spilleregler havde været lagt i forvejen – og dette grundlag finder vi i Mellemøsten.
Det historiske perspektiv
Vi skal dog omkring det historiske perspektiv med for at få forfatterens pointe på plads, og derfor datoerne vigtige. Den 7. december 1941 rettede Japan et dramatisk angreb på den amerikanske Pearl Harbour flådebase. Dette rystede nationen og var den direkte årsag til at USA trådte ind i anden verdenskrig.
Angrebet på New York, Washington og en mark i Pennsylvania den 11. september 2001 havde en tilsvarende chokvirkning på det amerikanske folk. Ligesom Pearl Harbour var det et angreb, der tilsyneladende kom helt ud af det blå, og det førte til en øjeblikkelig reaktion.
Der er imidlertid en afgørende forskel på de to skelsættende begivenheder. I 1941 erklærede USA krig mod Japan. Det var en krigserklæring helt efter bogen, med en klart beskrevet fjende, nemlig den japanske regering, og et klart defineret mål, nemlig nedkæmpelsen af denne fjende. I 2001 reagerede præsident George W. Bush ved at indlede krigen mod terror, og det var lige fra begyndelsen et anderledes diffust foretagende. Bush og hans rådgivere søgte ikke en krigserklæring efter normen, men bad i stedet om en såkaldt Authorization for the Use of Military Force (AUME).
Denne AUMF, som lige siden er blevet fornyet med jævne mellemrum, er kendetegnet af unøjagtigheder og en terminologi der udelukkende sigter på at udstede øgede magtbeføjelser. Den giver præsidenten mulighed for at «bruge al nødvendig og tilstrækkelig magt» uden specificerede begrænsninger – og den kan rettes mod en navnløs fjende. Der er heller ingen geografisk eller tidsmæssig afgrænsning af krigen. Da Islamisk Stat meget senere dukkede op, var det således ikke nødvendigt at få Kongressens godkendelse af en krigserklæring, idet denne nye gruppe uden videre kunne puttes ind i den allerede eksisterende AUMF.
I hurtig rækkefølge fulgte Bush op med to andre initiativer. Allerede dagen efter vedtagelsen af AUMF blev Kongressen præsenteret for første udkast til en vidtrækkende lovpakke mod terror, som bedst kendes ved navnet The Patriot Act, og i begyndelsen af oktober bebudede præsidenten at han ville oprette et særligt Office of Homeland Security. Hvor AUMF åbnede op for vidtrækkende muligheder for at tage militært initiativ, gav Patriot Act myndighederne enorme beføjelser på efterretningsområdet, og Homeland Security banede vejen for en dramatisk opgradering af sikkerhedsapparatet på hjemmefronten.
Et paradigmeskift
Denne udvikling kan beskrives som en art dominoeffekt af destruktive værktøjer. Og den lagde op til hvad Greenberg beskriver som spillets fjerde brik, der kom til at definere Trumps fire år i Det Hvide Hus: et gennemgribende brud på normerne.
Dette sidste kom meget klart til udtryk, da Trump som noget af det første udpegede general James Mattis som forsvarsminister. Denne havde i sin militære løbebane været dybt involveret i krigen mod terror, hvilket Trump argumenterede med, da han søgte – og fik – dispensation af Kongressen i forbindelse med udnævnelsen. Den kunne nemlig kun finde sted ved at ændre på normerne, idet reglerne foreskriver at ingen militærperson kan blive forsvarsminister før syv år efter at have smidt uniformen.
Udnævnelsen af Mattis var altså et markant normbrud, og det skete på grundlag af den meget diffuse definition af ordet terror. Noget lignende var i øvrigt tilfældet med Trumps udnævnelse af sin svigersøn, Jared Kushner, til sin særlige rådgiver. Dette var i strid med den statut om anti-nepotisme, som blev indført i 1967, efter at daværende præsident John F. Kennedy havde givet sin bror, Bobby, jobbet som rigsadvokat.
Krigen mod terror har altså sat et tydeligt aftryk på udviklingen i USA. Der er under alle omstændigheder god grund til at betragte 11. september som udgangspunktet for et paradigmeskift, der har været markant med til at underminere det amerikanske demokrati.
Dette ser man tydeligt i en af Trumps meget kontroversielle tiltag, nemlig indrejseforbuddet mod borgere fra syv muslimske nationer. Allerede da han meddelte sit kandidatur til præsidentposten i juni 2015 slog han på frygten for islamisk terror. «Vi er i krig mod radikal islamisme», sagde han gentagne gange under valgkampen, og den 27. januar 2017 – en uge efter indsættelsen – udstedte han et præsidentielt dekret med det fulde navn «Protecting the Nation from Foreign Terrorist Entry into the United States».
Mellem Bush og Trump var demokraten Obama præsident i to perioder, og han talte ofte om sin vilje til større gennemsigtighed i administrationen og til at neddrosle forgængerens drastiske tiltag på området. Obama hemmeligstemplede da også langt færre dokumenter end nogen anden præsident i nyere historie.
En så vag betegnelse som «terror» hører ikke hjemme i en demokratisk retsstat.
Ikke desto mindre lykkedes det ham ikke at gøre op med den udvikling som Bush havde sat i gang. Han talte om at afvikle Guantanamo, men dette lykkedes ham ikke. Han overtog præsidentembedet i en tid, hvor George W. Bush havde udstukket nye normer efter angrebene den 11. september. Denne nye tradition for upræcise formuleringer, hemmelighedskræmmeri og gedulgte metoder, var på kort tid blevet så indarbejdet, at Obama ikke formåede at sætte en stopper for amokløbet. Og dermed har vi en vigtig forklaring på, hvordan Trump kunne få så frit spil.
Biden trådte eklatant i spinaten
I sin indsættelsestale den 20. januar 2021 valgte Joe Biden således at bruge ordet «terror». Det er givet, at han lagde noget andet i ordet end Bush og Trump, men ikke desto mindre hører en så vag betegnelse ikke hjemme i en demokratisk retsstat. Biden lagde ud med at udstede et rekordstort antal præsidentielle dekreter, som skulle råde bod på forgængerens katastrofekurs, og så trådte han selv eklatant i spinaten. Han besluttede sig for at udnævne general Lloyd Austin til forsvarsminister – på trods af at denne kun havde været fire år borte fra det militære system.
Dette ser Karen J. Greenberg som et bekymrende tegn på, at Biden nok heller ikke formår at gøre op med den bevægelse bort fra demokratiet, som Bush startede og som Trump blæste op til uhyrligheder.
