«Vi har talt nok om socialisme. Nu skal vi skabe den.» – Det kunne være afslutningen på enhver 1. maj tale. Men sådan afslutter Pelle Dragsted sin bog Nordisk Socialisme med undertitlen På vej mod en demokratisk økonomi. Bogen udkommer på arbejdernes internationale kampdag.
Pelle Dragsted har i flere år været en inspirerende stemme i dansk radio og TV, når han udfordrede de traditionelle økonomiske og finanspolitiske dogmer. Han har arbejdet som rådgiver for Enhedslisten i Folketinget inden han i årene 2015-2019 selv sad i Folketinget som finanspolitisk ordfører for partiet.
Dragsted foreslår at den samlede venstrefløj finder inspiration i bøndernes andelsbevægelse og arbejdernes kooperativer.
Det vil være de fleste læsere af NY TID bekendt, at Enhedslisten blev dannet (1989) som en samling af de gamle stalinister i DKP, trotskisterne i Socialistisk Arbejderparti og de 68’ere som sluttede op om Venstresocialisterne. Pelle Dragsted (1975), der kommer fra en DKP-baggrund og i øvrigt selv i en periode har været aktivist («Globale rødder»), har i og for Enhedslisten repræsenteret en ny generation i forsøgene på at forene den politiske mangfoldighed i Enhedslisten og på venstrefløjen. Men «forbrødringen» mellem så forskellige retninger i arbejderbevægelsen som stalinister, trotskister og 68’erne har hæmmet den politiske diskussion og udvikling i Enhedslisten.
Enhedslistens arvegods
I centrum av Dragsteds 1. maj bog står en række forslag til hvordan lønmodtagere kan få en større del af «samfundskagen», såvel i form af materielle ydelser som ved at lukke lønmodtagere ind i virksomhedernes direktionslokaler.
Med bogen præsenterer Dragsted et forslag til øget folkestyre, kaldet «pluralistisk socialisme». Med fokus på ledelsesniveauet (i Folketinget og i virksomhederne) genopfriskes den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regerings og fagforeningsbossernes forslag om økonomisk demokrati og det demokratiske ejerskab – fra 1973. Essensen i forslaget er «at demokratisere ejerskabet og økonomien, så den økonomiske sfære ikke fortsætter med at stå uden for demokratiet, men så vidt muligt forvaltes efter folkestyrets grundlæggende principper.» Og yderligere «hvor vi får demokratisk handlekraft til at løse klimaet».
Når indholdet af kapitalisme skal defineres, slår forfatteren op i den store danske encyklopædi. Referencerne til enkeltdele af Enhedslistens arvegods synes fortrængt: partiets rolle, programmet, ikke-reformistiske reformer, selvorganisering, kritik af bureaukratiet, dobbeltmagtssituationen, imperialisme. I stedet foreslår Dragsted, at den samlede venstrefløj finder inspiration i bøndernes andelsbevægelse og arbejdernes kooperativer til atter at lancere den gammel tanke om økonomisk demokrati – fra tiden før nyliberalismens økonomiske og kulturelle indtog: «Både socialdemokrater og den revolutionære venstrefløj opfatter (..) kapitalismen som et totalt og altomfattende system, der former hele vores økonomi. Der er intet uden for. Alt er kapitalisme. Og socialismen er noget fraværende og fremtidigt», skriver Dragsted.
For socialismen lever – i Dragsteds udgave af socialisme. Fremfor at forholde sig til en fremtidsvision – som det hidtil har vist sig umulig at realisere – skal den allerede foreliggende socialisme (!) gøres til noget nærværende. Vi skal her og nu inden for de givne institutionelle rammer arbejde videre og droppe, at der rejses spørgsmål om magten i samfundet. Skridt for skridt kan vi – ifølge Dragsted – på denne måde gøre vores samfund mere socialistisk og mindre kapitalistisk ved at udvide de områder af økonomien, som er demokratisk ejet og forvaltet. Sådan!
Lønmodtagernes medejendomsret
Efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser kunne en kapitalistisk økonomi muliggøre en række forbedringer for den almindelige befolkning. Nogen egentlig systemændring kom ikke på tale – da hele befolkningen oplevede materiel fremgang. Som en slags klimaks for denne udvikling fremlagde den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering i 1973 et lovforslag om lønmodtagernes medejendomsret (økonomisk demokrati) i Folketinget. Og senere kunne formanden for lønmodtagernes organisation (LO) ved Thomas Nielsen på LO-kongressen i 1979 så proklamere, at lønmodtagerne havde sejret «ad helvede til».
Det er perioden fra Anden Verdenskrig til 70’erne Pelle Dragsted gerne spejler sig i. Her finder man konturerne af hans ønskede fremtidsprojekt – med etableringen og stabiliseringen af mange demokratiske ejerforhold. Siden gik det ikke godt for mange af de ofte bureaukratiske kooperativer og andelsforetagender. Dragsted beskriver selv, hvordan «angrebet på den offentlige demokratiske sektor satte ind fra slutningen af 1970’erne» – med et tilbagetog av de mange bastioner lønmodtagerne foruden havde erhvervet sig.
Bogen præsenterer et program for en demokratisk økonomi: Offentlig bank, offentligt jordeje, mere velfærd – men uden at gøre staten enerådende. Dragsted mener at «bæredygtige forandringer forudsætter en grundlæggende demokratisering af ejerskabet i økonomien». Han mener desuden at et for stærkt fokus på staten vil føre til bureaukrati, topstyring og manglende demokratisk deltagelse.
Så forskellige retninger i arbejderbevægelsen som stalinister, trotskister og 68’erne.
Men Dragsted afstår sig fra at italesætte de hierarkier, som historien og kulturen i nogen grad hænger på (med patriarkatet som den dominerende). Dragsted har heller ingen bemærkninger til dannelsen i og uddannelsen af de sociale bevægelser, der skal stå for en evt. omstilling til bæredyktighed. For hvilke historiske erfaringer bringer de nye bevægelser med sig, som kan understøtte den personlige myndighed og dømmekraft? Til at kunne bidrage til og videreudvikle FN’s «tænk globalt, handle lokalt»? Til etablering og virkeliggørelse af det lokale basisdemokrati?
Jeg spørger: Er Dragsted mon i gang med at iscenesætte sig selv som et kommende socialdemokratisk folketingsmedlem?