Et antifascistisk liv

Antologien Deleuze i vest er en samling tekster som løfter frem filosofen Gilles Deleuzes redskaper til motstand mot samtiden. Og all motstand begynner med en anstrengelse.

Gilles Deleuze
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.06.2018

I de sidste to årtier er den franske filosof Gilles Deleuze blevet kendt som tænkeren for det skabende, den glædesfulde affirmation og ikke-lineære sammensætninger (rhizomatiske). Men det er som om at disse begreber har mistet sin modstandskraft overfor en samtid hvis
netværkskapitalisme ingen problemer har med at være både affirmativ, kreativ, ikke-lineær og horisontal. Overalt hører man det kreative business mantra: «Magt er vertikal, potentialer er horisontale!» Den nye norske antologi om Deleuze går imod denne strømning og viser at Deleuzes filosofi giver redskaber til modstand mod samtiden. Bogen er et forsøg på at udvikle en «antifascistisk frigørensfilosofi».

Nettkulturens despoti

I et glimrende kapitel om nettet og rhizomet skriver Roar Høstaker at mens kreativ modstand i 1970’erne – politisk, filosofisk, socialt og
litterært – forsøgte at rive sig fri fra patriarkalske, institutionelle, sociale og transcendente mønstre, finder kreativiteten i 80’erne og 90’erne sit primære udtryk i filmen, litteraturen og kunsten. Modstanden får vanskeligere ved at sætte et politisk aftryk. Årsagen skal findes i kommunikationen og mediestrømmen selv. Rhizomet (kendt fra biologien) som billede på de snoede plantevækster, hos Deleuze, det forgrenede der bryder med den lineære rodtanke, har med netkulturen skabt sin egen despotiske udgave: Læsevaner præges af hurtige stimuli, korttidshukommelse, lav koncentrationsevne. Begrebet «kanalrhizomet» beskriver det forhold at information er blevet identisk med en konstant bevægelse gennem flydende kanaler, som ikke kun centrerer magten og gennem Google- og Facebook-profiler kapitalisere vores liv, men som gør vores  tænkeevne «meir konvensjonell og mindre grundig og kritisk».

Deleuzes filosofi gir redskaper til motstand mot samtiden.

Bjarne Oppedal skriver at det som adskiller kontrolsamfundet fra Foucaults disciplinsamfund, er selvstyring. Mens magten i disciplinsamfundet styrede ved hjælp af forbud i fabrikken eller skolen (med fængslet som model), styrer man i dag gennem incitamenter, fleksibilitet og motivation – altså kommunikativ selvforvaltning. Deleuze mareridt blev til virkelighed: «At virksomheden har en sjæl. … Marketing er i dag blevet til et socialt kontrolinstrument og udgør vor tids skamløse herrerace.» (Deleuze). Derfor bliver kommunikation og information det egentlige problem. I Hvad er filosofi? skriver han: «Vi mangler ikke kommunikation, tværtimod har vi for meget av den, vi mangler skabelse. Vi mangler modstand mod nutiden.» Man bryder ikke med cirkulationen af information ved at skabe mod-information. Deleuze ser kunstværket som det måske sidste sted for modstand. Et stærkt kunstværk handler nemlig ikke om at kommunikere et budskab, om information, men om afsøgning af nye muligheder for liv i verden. En anden måde at være til på.

Et antifascistisk liv

Antologien lægger op til det vanskelige: kampen for et antifascistisk liv. Udgangspunktet for Deleuze er at mennesket «ikke er en mangel, men et vitalt overskudd, en fylde av liv, som tidligere sociale og psykologiske oppsett av mennesket har hemmet og skadd». Liv er ikke først og fremmest noget personligt og individuelt, men en kraft man forbinder sig med. Når begær kobler sig på andet begær, producerer det liv. Og liv er altid mere end det som lader sig holde fast i bestemte former, for eksempel familiestrukturer, statens disciplinering til arbejdsborger, dyrkelse af fædrelandet og fortiden og så videre. «Hvorfor begærer vi vores egen undertrykkelse?», spurgte Spinoza. Svaret er ikke kun at staten gennem arbejde, religion og patriarkalske mønstre holder mennesket på plads og magthierarkier status quo. Svaret er snarere at virkelig frigørelse gør ondt. Man må først bekæmpe sin egen indre fascist, sin egen ressentiment (misundelse og underskudsfølelse), sin egen tendens til konstant at indgå skamfulde kompromiser gennem ligegyldigt forbrug, pseudoarbejde, lidt grøn økonomi her og der, der ikke tager fat ved roden, selvoptimering og netværk etc. Den der får indsigt i pseudoarbejdet på sin arbejdsplads, at man bare spiller spillet, må tage konsekvensen og forlade skuden, finde noget andet. Middelklassens snak om individuel slowness og selvrealisering (Brinkmann) og bagefter fortsætte som hidtil er hykleri. Antifascistisk frigørelse handler om at få den indsigt der forandrer hele ens eksistensmåde. Og det er en kamp mod selve skammen ved at være menneske.

Kampen er kroppslig

Man må udgrave denne negativitet hos Deleuze hvis man skal finde en friktion i hans modstandsfilosofi. At få øje på «ein mørkare Deleuze» (Terje Hellesen). Nøglen er her kroppen. Spinoza så det. Nietzsche så det. Og mange gør det intuitivt uden at have læst filosofi. Hvorfor kroppen? Fordi evnen til at være modtagelig for noget udefra (chokket) der påvirker én, er kilden til den tanke der forvandler. Som Hellesen skriver, er en del af problemet at vi tænker erfaring som noget aktuelt og present for os som følende mennesker. «Vi maktar ikkje å sjå oss sjølve som hendingar innan eit mykje vidare erfaringsområde som går utover det vi veit.» Når vi siger at begreber og tanker låser os fast (psykoanalyse), er det fordi vi endnu ikke har fundet de begreber og tanker der låser os op. For Deleuze er frigørelse en empirisk praksis og et spørgsmål om at gøre sig modtagelige for hændelser (og opsøge dem) hvis virkninger man ofte ikke på forhånd kan spå om, også der hvor man oplever kontrol.

Det som skiller kontrollsamfunnet fra disiplinsamfunnet, er selvstyring.

I et stærkt kapitel om Deleuzes filmfilosofi skriver Helge Petterson at filmkunstens forvandlingspotentiale er fremvisningen af «en kampsituasjon som det kroppslige står i». Når Antonionis film udstiller de udmattede kroppe (så tænk på de drænede elever du ser på landets gymnasier og universiteter), siger de samtidig: Giv mig en ny krop! Altså, et andet liv. Også den revolutionære forfatter kan ikke bare skrive gode historier, han må få os til at mærke livet, få os til at høre skriget bag sprogets meningsstyrende forsteninger (Artaud). Ingen frisættelse uden mødet med en sanselig kraft og ingen ny stærk sanselighed uden en social dynamik.

Det er lang tid siden jeg stoppede med at læse bøger om Deleuze. For meget namedropping, for meget kreativitetssnak, ville helst tilbage til mesteren selv. Jeg har gjort en undtagelse med denne bog. Er jeg blevet skuffet? Nej, bestemt ikke. Grunden: at den ikke forsøger at applicere Deleuze på virkeligheden, for det handler ikke om virkeligheden for Deleuze, men om livet. Og liv handler om tænkning, og bogen viser hvor svært det faktisk er at tænke, at al modstand begynder med en anstrengelse, koncentration, dernæst tålmodighed og gentagelse, kilden til bedre kvalitet. Resultatet er en anden følsomhed.

Se også Notater om Masoch, Deleuze og radikal mote

Kommentarer