Et antifascistisk liv

Antologien Deleuze i vest er en samling tekster som løfter frem filosofen Gilles Deleuzes redskaper til motstand mot samtiden. Og all motstand begynner med en anstrengelse.

Gilles Deleuze
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

I de sidste to årtier er den franske filosof Gilles Deleuze blevet kendt som tænkeren for det skabende, den glædesfulde affirmation og ikke-lineære sammensætninger (rhizomatiske). Men det er som om at disse begreber har mistet sin modstandskraft overfor en samtid hvis
netværkskapitalisme ingen problemer har med at være både affirmativ, kreativ, ikke-lineær og horisontal. Overalt hører man det kreative business mantra: «Magt er vertikal, potentialer er horisontale!» Den nye norske antologi om Deleuze går imod denne strømning og viser at Deleuzes filosofi giver redskaber til modstand mod samtiden. Bogen er et forsøg på at udvikle en «antifascistisk frigørensfilosofi».

Nettkulturens despoti

I et glimrende kapitel om nettet og rhizomet skriver Roar Høstaker at mens kreativ modstand i 1970’erne – politisk, filosofisk, socialt og
litterært – forsøgte at rive sig fri fra patriarkalske, institutionelle, sociale og transcendente mønstre, finder kreativiteten i 80’erne og 90’erne sit primære udtryk i filmen, litteraturen og kunsten. Modstanden får vanskeligere ved at sætte et politisk aftryk. Årsagen skal findes i kommunikationen og mediestrømmen selv. Rhizomet (kendt fra biologien) som billede på de snoede plantevækster, hos Deleuze, det forgrenede der bryder med den lineære rodtanke, har med netkulturen skabt sin egen despotiske udgave: Læsevaner præges af hurtige stimuli, korttidshukommelse, lav koncentrationsevne. Begrebet «kanalrhizomet» beskriver det forhold at information er blevet identisk med en konstant bevægelse gennem flydende kanaler, som ikke kun centrerer magten og gennem Google- og Facebook-profiler kapitalisere vores liv, men som gør vores  tænkeevne «meir konvensjonell og mindre grundig og kritisk».

Deleuzes filosofi gir redskaper til motstand mot samtiden.

Bjarne Oppedal skriver at det som adskiller kontrolsamfundet fra Foucaults disciplinsamfund, er selvstyring. Mens magten i disciplinsamfundet styrede ved hjælp af forbud i fabrikken eller skolen (med fængslet som model), styrer man i dag gennem incitamenter, fleksibilitet og motivation – altså kommunikativ selvforvaltning. Deleuze mareridt blev til virkelighed: «At virksomheden har en sjæl. … Marketing er i dag blevet til et socialt kontrolinstrument og udgør vor tids skamløse herrerace.» (Deleuze). Derfor bliver kommunikation og information det egentlige problem. I Hvad er filosofi? skriver han: «Vi mangler ikke kommunikation, tværtimod har vi for meget av den, vi mangler skabelse. Vi mangler modstand mod nutiden.» Man bryder ikke med cirkulationen af information ved at skabe mod-information. Deleuze ser kunstværket som det måske sidste sted for modstand. Et stærkt kunstværk handler nemlig ikke om at kommunikere et budskab, om information, men om afsøgning af nye muligheder for liv i verden. En anden måde at være til på.

Et antifascistisk liv

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.