Essayets etos – de fem benspænd

Ny Tid bringer her talen holdt av Carnera på Gyldendal den 1. oktober ved lancering af sidste Vinduet, med tema om essayet.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Hvordan skrive for en mulig fremtid mens verden truer med at bevæge sig ind i en ny epoke, domineret af teknologisk uniformitet, nationalisme og kynisk økonomisk nihilisme? Hvis skriftkultur og kunst ikke skal ende i oplevelsesøkonomi og selvhjælpslitteratur – i discount og innovation i præfabrikerede moduler for det gode liv – må skriftens arbejde med tradition, kultur og undren tilbage med al dens træghed, langsomhed og relative konservatisme.
Engang stillede Nietzsche sig selv spørgsmålet: Hvad er fornemt? Han svarede: Det stille smil og den langsomme gestus! Måske en følelse af at se en tanke fødes. At se alt i et nyt lys. Her ligger begyndelsen til det jeg vil omtale som essayets etos – essayets skrivepraksis som en måde at leve på, der på én gang udforsker verden derude og sig selv som erfarende og undrende menneske. «Kunstens greb,» skrev Viktor Sjklovskij, «må gøre tingene fremmed.» At øge vanskeligheden og længden af perceptionsprocessen for at give os en følelse for tingene som er mere end bare en genkendelse. Et andet syn på verden, der kan bringe os tættere på virkelighed. Så har vi noget vi kan kalde kunst eller kritisk tænkning.
Både uddannelseskulturen og de nye medier har skabt en merkantilisering af skriftkulturen med fokus på en omsættelig viden styret af kortsigtet vinding, utålmodighed og uopmærksomhed. En viden der let lader sig referere, reproduceres, genkendes og indpasses i allerede eksisterende moduler. Essayet, derimod, er den genstridige og usamtidige stemmes genre. En genstridighed der forhindrer en rutinemæssig erfaring af verden og tingene. I lighed med von Trier og J. Leth’s film De fem benspænd gemmer der sig i essayets maskinrum et eller flere benspænd der peger på en tæt sammenhæng mellem frustration og frugtbarhed, mellem ødelæggelse og opbyggelse, mellem sagens genstand og den skrivende erfaring. Essayet genopretter læserens forhold til verdens ting, ikke som en hurtig og overfladisk genkendelse, men som en egentlig udfoldning af historien. Essayet er en praksis der tager den empiriske verdens vanskelighed på sig mens der skrives. Animeret af denne frustration understreger essayisten virkelighedens både foreløbige of uafsluttelige karakter. Her begynder al tænkning og følsomhed – og sameksistens. Fra det gode essay stråler en vision om intimitet med alt levende. Essayet er, nå ja, lad os bare sige det, tænkningens økologi.

Benspænd 1: Usamtidighed. Efter anden verdenskrig fik essayet en ny opblomstring og en ny generation af intellektuelle tog det til sig som et vigtigt våben. Essayet gjorde det eksempelvis muligt for Sartre at etablere en direkte kommunikation mellem den skrivende (forfatteren) og folket (læseren) – som den moralske vogter. Den direkte stil skulle mobilisere og provokere læseren til handling.

Essayisten opfører sig som en utrættelig «studerende», hvor det at fare vild fører til ny og frugtbar undren.

For hans landsmand Maurice Blanchot, derimod, blev essayet bærer af en dobbelt tyngdekraft: Essayet står på den ene side i relation til en historisk-kulturel verden derude, som slår ind i den som en bølge, og på den anden side befinder den sig på kanten af verden (eller udenfor) i en konstant spænding – på én gang samtidig og usamtidig. Kun i denne distancens nærhed kan essayisten «forblive årvågen», som Blanchot udtrykker det. «Essayet må overskride den givne samfundsorden og dermed sig selv.» I modsætning til vore dages kyniker der altid finder det han søger, overgiver essayet sig til noget der endnu ikke har fundet sted. Med J.M. Coetzees ord: «At skrive litteratur er en følelse af frihed, en uansvarlighed, eller bedre, et ansvar over for noget der endnu ikke har vist sig.» Eller, vi kunne spørge: Hvor finder vi en ny vedkommende tanke? Det korte svar er i essayet. Det lidt længere: I nødvendigheden og behovet for at bebo eksilet, et liv udenfor territoriet. Lad os forsøge at betragte essayet som en form for migrationsagtig livskunst – essayets skrivepraksis som en etik, som en måde at leve på og dermed en måde at udforske andre værdier og orienteringspunkter for subjektivitet og frihed på.

Benspænd 2: Erfaring. At erfare er at krydse en grænse. Man udforsker det som man har oplevet, eller man venter på at oplevelserne kommer tilbage med en anden kraft. De skal omrøres til blod før vi kan bruge dem, som Rilke sagde. Essayet er derfor blevet kaldt for en fordøjelsesproces hvor man går gennem noget. Essayisten står på grænsen mellem den kendte verden og den ukendte, mellem en gammel verden og en ny, som Gisle Selnes er inde på i Det fjerde kontinentet. For én af det tyvende århundredes største essayister Walter Benjamin danner erfaringen en usynlig bro mellem historien og os selv. For at forstå vores samtid og den historie vi står midt i, må man udgrave de mørke, usynlige energier, der samler sig i et koncentrat. For at få øje på disse sammenhænge i tiden må man ikke bare lære at se, men lære at se på en bestemt måde. Dette syn kalder Benjamin «et dialektisk billede», en konstellation af historiske spændinger. At forstå vores samtid handler om at vækkes til live i erfaringen – om bevidsthedens egen vækkelse. Kunsten er at erfare det samtidige som en vågen verden. Derfor handler essayet sjældent kun om verden derude. Essayet skriver sig op mod en grænse til vores erfaring. Der skrives som et forsøg på at udvide erfaringen, selvom udvidelsen folder sig tilbage om sig selv i en gentagelse, i et mønster. Identitet, værdier og selvforståelse knytter sig til denne erfaringsverden. Således tror jeg at vores forsøg på at forstå samtiden og forsøget på at udvide vores erfaring hænger sammen.

Essayets praksis er skriftens og tankens forsøg på at gøre vold mod sig selv.

Benspænd 3: Kritik. Al god essayistik skaber en kritisk stemme. Men essayets kritiske energi er ikke først og fremmest negerende, men beskrivende og undrende. Essayisten opfører sig ikke som den kloge bedrevidende der fra starten af indtager en position hvorfra han dømmer. Han opfører sig mere som en utrættelig «studerende», hvor det at fare vild fører til ny frugtbar undren. Det er ikke nogen tilfældighed at roden af studiumst – indikerer et sammenstød der er karakteristisk for den der har været udsat for et chok og forbløffes herover: Stupiditet af latin stupidus, favner det at være «forbløffet» og «forvirret» såvel som at være «slået sanseløs». Forbløffet må den granskende studerende gang på gang stoppe op, for dér at opdage en ny uvidenhed, som om netop dette var det mest oplysende. En rastløs undren baner vejen for en fortsat generøs indlevelsesevne – en ukuelig beskrivelsefeber. Walter Benjamin kaldte derfor den kritiske handling for den handling der både ødelægger og opbygger. Tingene og verden er nemlig under konstant nedbrydning og opbygning. Kritikkens kunst er afbrydelsens kunst. Hvis historien er et tog der kører, er revolutionen den som trækker i nødbremsen, som Benjamin skrev. Krisen er glemselen, at tingene fortsætter som hidtil. «Ved at ødelægge og afbryde historien får kritikken øje på det enestående ved historien og tingene, både det banale og det kreaturlige». Den følsomme kritik bryder med opfattelsen af historien som et ubrudt kontinuum og skaber blik for detaljen og sprækkerne, der som en anden vulkan brækker de store jordskorper op og åbner et blik ind til en anden virkelighed.

Benspænd 4: Den vandrende arkæolog. Essayet forbinder jeg med vandringen og bevægelsen – en særlig måde at orientere sig på som også siger en hel del om måden at tænke på. Essayet bevæger sig ikke i en lige linje fra problem over argumentation til konklusion, men søger ind mod et problem fra flere sider i en vandrende omgående bevægelse. Den essayistiske tanke ligner mere en proces hvor forskellige spring sætter noget i gang. Tomhed, fravær, negativitet, tvivl, undren og chok kan være et stærkt udgangspunkt for essayistens måde at komme videre på. Tålmodigt må essayisten som en anden arkæolog bevæge sig omkring sit materiale, stoppe op, holde igen, vente, gå tilbage, for at se det ansigt der gradvist kommer til syne, og egentlig bliver han aldrig færdig. En sådan modtagelighed er på ingen måde forbeholdt mennesker med en lang uddannelse. Faktisk er evnen til modtagelighed ofte ikke særlig udbredt blandt akademikere og intellektuelle. Det er blevet sagt at sidstnævnte mangler evnen til modtagelighed, mens mange kunstnere har svært ved at tænke! Når dette samles i én figur, opstår interessante udvekslinger, som i Robert Musils dissektion af sentimental sanselighed eksemplarisk udfoldet gennem mødet mellem den intellektuelle Ulrich og den uskyldigt åbne søster Agathe (Manden uden egenskaber). Her mødes ømhed og tanke, fortvivlelse og forbavselse. «Kærlighed gør også, at man ser det, der ikke er» – Musils credo. At elske virkeligheden er at se det synlige tage form, forud for det allerede skabte. Det som endnu ikke er.

Benspænd 5: Oprørets impuls – kætteren (eksemplets kraft). Vi savner overskridelsen – men hvilken? Og hvordan ser denne overskridelse ud? Essayistens våben er på én gang det tålmodige og det kætterske: Først må han gøre sig bevidst om de betydninger og koder og symboler der holder os fanget i en bestemt forestilling om os selv, samfundet og hinanden, og dernæst udslette eller omdirigere dette netværk af betydninger. Fra hver deres sted skrev Camus og Pasolini oprørske essays med livet som indsats: Camus i en forsonende og affirmativ tone podet med en kristen og stoisk livsindstilling; Pasolini i en konfrontatorisk tone mærket af utrættelig virkeligheds- og kærlighedshunger. To forskellige temperamenter – den første med distance, den anden uden distance – men begge næret af tvivl og forundring der aldrig forsøger at forklare eller opklare, men stille sig undrende ud i det åbne. Begge brændende af længsel efter at gøre essayet til den tanke der forvandler. En generation af unge og ældre har lyttet til deres stemme, ikke fordi de her fandt svaret på den store forandring, men fordi den stemme der taler har kæmpet, har levet væsentligt, har gjort en anstrengelse. Oprørets impuls er her via essayet eksemplets kraft. Vi må spørge os selv om livet i det er så stærkt, at det rejser sig mod os som en påmindelse, en anklage, at det rammer os med sin insisteren, sin smerte, sin skarphed, sin følsomhed, så det får os til at se anderledes, handle anderledes, føle anderledes, eller indlede en ny begyndelse.
Måske er det essayets dyd – at gøre en anstrengelse, i sit eget tempo, og derigennem gøre noget med sig selv og verden? Essayets praksis er skriftens og tankens forsøg på at gøre vold mod sig selv. At forestille sig et sprog af berøringer der også kunne blive til et sprog uden magtrelationer. Det som her står tilbage er at noget lyser, at den som har stået bag opgaven har gjort en særlig anstrengelse, der har sat sig selv på spil. Når vi anstrenger os for at trænge ind i tingene, bliver vi opmærksomme på deres skrøbelighed, og dermed sårbarheden der omgiver os. «Men jo mere endelig en ting er, og jo mere begrænset i størrelse den er, jo mere er den ladet med liv, følelser, frygt, medfølelse,» skriver den amerikanske forfatter Joseph Brodsky. «’Husk mig, hvisker støvet.’ Og man kan i dette høre noget sige, at hvis vi en gang i mellem lader tiden lære os noget om os selv, så vil tiden måske til gengæld lære noget om os. Hvad det skulle være? At det, vi mangler i størrelse, kan udlignes ved følsomhed.»


Carnera er essayist og forfatter. ac.mpp@cbs.dk.

---
DEL