Essayets etos – de fem benspænd

Ny Tid bringer her talen holdt av Carnera på Gyldendal den 1. oktober ved lancering af sidste Vinduet, med tema om essayet.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Hvordan skrive for en mulig fremtid mens verden truer med at bevæge sig ind i en ny epoke, domineret af teknologisk uniformitet, nationalisme og kynisk økonomisk nihilisme? Hvis skriftkultur og kunst ikke skal ende i oplevelsesøkonomi og selvhjælpslitteratur – i discount og innovation i præfabrikerede moduler for det gode liv – må skriftens arbejde med tradition, kultur og undren tilbage med al dens træghed, langsomhed og relative konservatisme.
Engang stillede Nietzsche sig selv spørgsmålet: Hvad er fornemt? Han svarede: Det stille smil og den langsomme gestus! Måske en følelse af at se en tanke fødes. At se alt i et nyt lys. Her ligger begyndelsen til det jeg vil omtale som essayets etos – essayets skrivepraksis som en måde at leve på, der på én gang udforsker verden derude og sig selv som erfarende og undrende menneske. «Kunstens greb,» skrev Viktor Sjklovskij, «må gøre tingene fremmed.» At øge vanskeligheden og længden af perceptionsprocessen for at give os en følelse for tingene som er mere end bare en genkendelse. Et andet syn på verden, der kan bringe os tættere på virkelighed. Så har vi noget vi kan kalde kunst eller kritisk tænkning.
Både uddannelseskulturen og de nye medier har skabt en merkantilisering af skriftkulturen med fokus på en omsættelig viden styret af kortsigtet vinding, utålmodighed og uopmærksomhed. En viden der let lader sig referere, reproduceres, genkendes og indpasses i allerede eksisterende moduler. Essayet, derimod, er den genstridige og usamtidige stemmes genre. En genstridighed der forhindrer en rutinemæssig erfaring af verden og tingene. I lighed med von Trier og J. Leth’s film De fem benspænd gemmer der sig i essayets maskinrum et eller flere benspænd der peger på en tæt sammenhæng mellem frustration og frugtbarhed, mellem ødelæggelse og opbyggelse, mellem sagens genstand og den skrivende erfaring. Essayet genopretter læserens forhold til verdens ting, ikke som en hurtig og overfladisk genkendelse, men som en egentlig udfoldning af historien. Essayet er en praksis der tager den empiriske verdens vanskelighed på sig mens der skrives. Animeret af denne frustration understreger essayisten virkelighedens både foreløbige of uafsluttelige karakter. Her begynder al tænkning og følsomhed – og sameksistens. Fra det gode essay stråler en vision om intimitet med alt levende. Essayet er, nå ja, lad os bare sige det, tænkningens økologi.

Benspænd 1: Usamtidighed. Efter anden verdenskrig fik essayet en ny opblomstring og en ny generation af intellektuelle tog det til sig som et vigtigt våben. Essayet gjorde det eksempelvis muligt for Sartre at etablere en direkte kommunikation mellem den skrivende (forfatteren) og folket (læseren) – som den moralske vogter. Den direkte stil skulle mobilisere og provokere læseren til handling.

Essayisten opfører sig som en utrættelig «studerende», hvor det at fare vild fører til ny og frugtbar undren.

For hans landsmand Maurice Blanchot, derimod, blev essayet bærer af en dobbelt tyngdekraft: Essayet står på den ene side i relation til en historisk-kulturel verden derude, som slår ind i den som en bølge, og på den anden side befinder den sig på kanten af verden (eller udenfor) i en konstant spænding – på én gang samtidig og usamtidig. Kun i denne distancens nærhed kan essayisten «forblive årvågen», som Blanchot udtrykker det. «Essayet må overskride den givne samfundsorden og dermed sig selv.» I modsætning til vore dages kyniker der altid finder det han søger, overgiver essayet sig til noget der endnu ikke har fundet sted. Med J.M. Coetzees ord: «At skrive litteratur er en følelse af frihed, en uansvarlighed, eller bedre, et ansvar over for noget der endnu ikke har vist sig.» Eller, vi kunne spørge: Hvor finder vi en ny vedkommende tanke? Det korte svar er i essayet. Det lidt længere: I nødvendigheden og behovet for at bebo eksilet, et liv udenfor territoriet. Lad os forsøge at betragte essayet som en form for migrationsagtig livskunst – essayets skrivepraksis som en etik, som en måde at leve på og dermed en måde at udforske andre værdier og orienteringspunkter for subjektivitet og frihed på.

Benspænd 2: Erfaring. At erfare er at krydse en grænse. Man udforsker det som man har oplevet, eller man venter på at oplevelserne kommer tilbage med en anden kraft. De skal omrøres til blod før vi kan bruge dem, som Rilke sagde. Essayet er derfor blevet kaldt for en fordøjelsesproces hvor man går gennem noget. Essayisten står på grænsen mellem den kendte verden og den ukendte, mellem en gammel verden og en ny, som Gisle Selnes er inde på i Det fjerde kontinentet. For én af det tyvende århundredes største essayister Walter Benjamin danner erfaringen en usynlig bro mellem historien og os selv. For at forstå vores samtid og den historie vi står midt i, må man udgrave de mørke, usynlige energier, der samler sig i et koncentrat. For at få øje på disse sammenhænge i tiden må man ikke bare lære at se, men lære at se på en bestemt måde. Dette syn kalder Benjamin «et dialektisk billede», en konstellation af historiske spændinger. At forstå vores samtid handler om at vækkes til live i erfaringen – om bevidsthedens egen vækkelse. Kunsten er at erfare det samtidige som en vågen verden. Derfor handler essayet sjældent kun om verden derude. Essayet skriver sig op mod en grænse til vores erfaring. Der skrives som et forsøg på at udvide erfaringen, selvom udvidelsen folder sig tilbage om sig selv i en gentagelse, i et mønster. Identitet, værdier og selvforståelse knytter sig til denne erfaringsverden. Således tror jeg at vores forsøg på at forstå samtiden og forsøget på at udvide vores erfaring hænger sammen.

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here