Kristoffer Hegnsvads bog om den tyske filmskaberen Werner Herzog er ikke en journalistisk gennemgang af film, men en filosofisk rejse ind i en bemærkelsesværdig kunstners skabende værksted. Gennem samtalepartnere som Benjamin, Adorno, Nietzsche og Deleuze behandler bogen spørgsmål som: Hvad er film? Hvad er forholdet mellem billede og sandhed? Men også filminstruktøren som filosof, etnolog, opdager og videnskabsmand. En beretning om hvad det vil sige at være nysgerrig på verden og livet og om at gå til grænsen for at forfølge denne nysgerrighed.
At komme til billedet. Herzog laver ikke film for at underholde, men for at lære noget, udforske noget, forfølge en sandhed. Det lader til at kameraet bare er hans medie. Men før man bliver instruktør, må man lære noget om livet, i Herzog’s regi omtalt som«lektioner i mørke». Werner Herzog’s Rogue Film School («Herzogs Skurkenes filmskole») er skolen «for en indstilling til livet». Lærdom i klasseværelset er ikke nok – det handler om livserfaring som fundament. At kunne stå alene er det mest centrale: Hvis du vil være skabende kunstner, skal du lære at være ensom. At finde frem til de historier der er værd at fortælle kræver ensomhed, mod og vedholdenhed.
På skolen betoner han nødvendigheden af at stå på egne ben og at gøre det selv, hvis man vil noget andet end mainstream. Men fremfor alt skal man ville det. Om en kvinde fra Wien der ønskede at blive en del af hans filmhold, sagde han: «Gå fra Wien til München, det vil fortælle mig hvor meget du ønsker jobbet.» 11 dage senere stod hun med fødderne fulde af vabler i München – hvor hun fik jobbet som scripter. Fremfor filmskolers normale ansøgningsskemaer foretrækker Herzog en notesbog fra en pilgrimsrejse. Det er når man vandrer alene og tankerne raser gennem én at man finder ud af hvad der er væsentligt. I sin bog Om at gå i is har Herzog selv beskrevet sin rejse til fods i 1974, da han vandrede fra München til Paris hvor hans mentor Lotte Eisner lå for døden. Herzog: «Vi er filmskabere, ikke skraldemænd!», underforstået: Med det digitale kamera er det blevet for nemt bare at filme løs. Hvad det handler om er at komme derhen – til billedet; anstrengelsen, kunsten at leve og erfare for at kunne filme det der er værd at filme. På filmskolen møder Hegnsvad mennesket Herzog, der udstråler en gennemført seriøsitet og lidenskab – det som har gjort Herzog til den han er. For at kunne skabe noget af værdi skal der være noget på spil.
Usete billeder. Herzog har hele sit liv været på jagt efter usete billeder. I Tokoya Ga (Wim Wenders) siger han: «Vi har desperat behov for billeder der stemmer med vores civilisation og os selv.» Udtalelsen skal ses i sammenhæng med en anden sådan om at «civilisationen er som et tyndt lag is over et dybt hav af kaos og mørke». Hegnsvad beskriver med Herzogs film det usete billede som «en kunstnerisk erfaring – forstået som det øjeblik hvor jeg føler jeg er vidne til noget nyt. Et indblik i en ny del af verden eller en ny del af mennesket. En ny erkendelse eller en ny følelse af forståelse og samhørighed». Det kan være åbningsscenen fra Aguirre – Guds vrede (1972), hvor hundredevis af soldater, svin, lamaer og lænkede indianere bevæger sig ned ad en smal sti i Andesbjergene nær Machu Picchu mens tågen letter; det kan være rotterne der invaderer byen i vampyrfilmen Nosferatu (1979) der peger på den tyske kulturarv og udforskning af civilisationens grænser.
Herzog ønsker aldri å illustrere sannheten, men vil tenke og erfare den.
Bogholdersandhed. I 1999 erklærer Herzog med sin Minnesotaerklæring hellig krig mod verdens forarmede billeddannelse. Han angriber både den journalistiske faktadyrkelse og Cinéma Verité for dens ophøjelse af ærlighed. Ingen af de to kommer tæt på filmkunstens sandhed, hævder han. I et fint kapitel beskriver Hegnsvad Herzogs opgør med «bogholdersandheden» som et opgør med entydige forklaringsmodeller. Med Rancière peger han på en sammenhæng mellem denne type af sandhed og en bedøvet konsensuskultur hvor samfundet, fordi det ikke længere gentænker de grundlæggende værdier – demokrati, lighed, ytringsfrihed – men blot tager dem for givet, udvikler sig i udemokratisk retning. Bogholdersandheden får kun øje på «det nyttige», men et sandt demokrati må være åbent overfor dissens, forskelle, det unyttige. Og det er denne «erobring af det ubrugelige» som for Herzog er vejen til sandheden.
Når Herzog lykkes med at frembringe en anden sandhed, er det på grund af metoden: at historien skrives ud fra et nutidens blik som bogholdersandheden overser, og som heller ikke nybølgen og finkulturens film får fat i. Og det er netop dette der er så svært: at være samtidig. Man får nemlig kun øje på sin samtid hvis man ser ind i dens mørke. Derfor er Herzogs metode så vigtig, hans måde at gå til sit materiale på, hans evne til at forbinde sig med fysisk sanselige kræfter; de skæve kroppe og fysiske erfaringer i Herz aus Glass (1976). Modigt gøre sig åben og sårbar, fornemmelsen for det store i det banale – det er dette der frembringer sprækker i det sete. Selvom Herzogs film befolkes af samfundsuduelige og ubrugelige typer, som dværgene i Også dværge begynder som små (1970), Kaspar Hauser (1974), Strosczek (1977) og Treadwell i Grizzly Man (2005), ønsker han aldrig at illustrere sandheden, men tænke og erfare den.
Ekstatisk sandhed. Sandheden er poetisk og ekstatisk, og udpeger fælles sindstilstande. Af Benjamin har både Herzog og Hegnsvad lært at de fleste kulturdokumenter er skrevet fra sejrherrernes blik, fra de herskendes, og derfor samtidig dokumenterer et barbari. Vil man udvide historien må man gøre opmærksom på de navnløse, de glemte, de oversete. Man må fortælle historien ud fra et unikt øjebliksbillede der slår ned som et lyn, noget sanseligt konkret der fordrer tænkning. Et dødt spædbarn, et civilt offer i en krig. En fødsel. Den vigtige pointe som ligger i hjertet af Herzogs greb, er at reel tænkning er en standsning af tiden.
Lessons of Darkness (1992) hvor Herzog ved den første golfkrigs afslutning filmede oliefelterne i brand, var et forsøg på at skabe et uset billede midt i nyhedsstrømmen, en symfonisk opera midt i helvede. Hegnsvad gør det dermed også klart at for Herzog er den direkte revolution ikke mulig, kun den indirekte. Det handler om, gennem tænkningen, at tvinge os væk fra de spørgsmål vi har vænnet os til – og filmkunstens på én gang æstetiske og politiske opgave er at fremtvinge nye perspektiver.
Filmkunstens estetiske og politiske oppgave er å tvinge frem nye perspektiver.
Med henvisning til maleren Francis Bacon ser Hegnsvad Lessons of Darkness som Herzogs forsøg på at «filme skriget snarere end rædslen». Mens rædslen peger på den konkrete krig og dens parters overgreb, er skriget ubestemt og minder os om civilisationens tynde fernis.
Ekstatiske billeder. Hegnsvad går også i dialog med Deleuze, der i sin filmfilosofi bruger Herzog til at beskrive det berømte krystalbillede. Tilsammen med filmfolk som Ozu, Tarkovskij, Antonioni og Wenders bryder Herzog med de handlingsorienterede films skabelon til fordel for billedsekvenser der dvæler ved sig selv. I de fleste films normale forløbslogik ved vi hvad der vil ske, eller vi ser og betragter verden indenfor en allerede givet horisont, styret af filmens enhed. Den vigtige filmkunst skaber «et friere rum for tanken, hvor der tænkes i potentialer … at tanken ikke er underlagt tvang, men kan bevæge sig hvilket som helst sted hen. Et hvilket-som-helst-rum er således svarende til ekstatisk sandhed…»
For Herzog er der ikke en egentlig historie der skal graves frem; han praktiserer «og’ets dokumentarfilmkunst», et nomadisk virke der ikke søger tilbage mod en nostalgisk verden, men mellemrummene mellem ordene og tingene, for at finde nye veje, nye tanker og dermed «et princip for mindre udgrænsede fællesskaber».
«Krystalbilledet» er navnet på de rene optiske billedkræfter der kaster egne tegn og tanker af sig, for eksempel Herzogs brug af hvidhed i luftfartsfilmen The White Diamond (2004); den hvide sø der indtages af pilgrimme i Glocken aus der Tiefe (1993); den hvide ørkenræv i Fata Morgana (1969); hvidheden i Encounters at the End of the World (2007) eller det hvid-blå vandfald i Herz aus Glas (1976). Fremfor at illustrere noget er hvidheden en standsning af tiden, det som føder en ny tanke, et nyt syn.
Man får kun øye på sin samtid hvis man ser inn i dens mørke.
Begrebet ekstatisk sandhed balancerer på et knivsæg. «En uromantisk romantiker» kalder Hegnsvad ham. Hvor erfaringen af det sublime hos romantikerne peger på noget større end mennesket – Gud – synes karakterne i Herzogs film at være dømt til at tabe kampen for den store natur, verdensaltet – ikke på grund af en større guddommelig sammenhæng, men naturens ligegyldighed. Herzogs karakterer forlader ikke verden, men vender tilbage til den, skriver Hegnsvad. Man kan så spørge om de faktisk vender tilbage, altså til civilisationen, og hvis de gør det, på hvilken måde gør de det så? For mig at se kan vi lære noget af disse karakterer, netop fordi de forbliver grænsesøgende eksistenser, fordi de forbliver fremmede, fordi de aldrig helt falder til i en borgerlig livsform.
En lille pingvin. Werner Herzog. Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer en glimrende bog – og den bedste om Werner Herzog på et skandinavisk sprog. Det er en styrke ved bogen at det faktisk aldrig er helt klart om Herzog primært er filminstruktør eller en bruce-chatwinsk livsvandrer og livskunstner (Chatwin forærede sin rygsæk til Herzog da han var syg og lå for døden). De to livsformer lader sig ikke adskille og skaber denne særlige interferens i Herzogs univers – hans frie universitet – der gør det muligt at blive noget andet end det vi er.
Leseren anbefales å få med seg følgende lille klipp fra opptakene til Encounters at the End of the World: