Erobreren av det ubrukelige

Et ekte demokrati må være åpent for dissens, forskjeller og det unyttige. Og bare gjennom denne «erobringen av det ubrukelige» kan vi nærme oss sannheten.

Fra opptakene med urbefolkningen til filmen Fitzgeraldo (1982). Om mannen som ville bygge en opera i indre del av PERUS jungel.
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Werner Herzog. Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer

Kristoffer Hegnsvad

Jensen & Dalgaard

Danmark

Kristoffer Hegnsvads bog om den tyske filmskaberen Werner Herzog er ikke en journalistisk gennemgang af film, men en filosofisk rejse ind i en bemærkelsesværdig kunstners skabende værksted. Gennem samtalepartnere som Benjamin, Adorno, Nietzsche og Deleuze behandler bogen spørgsmål som: Hvad er film? Hvad er forholdet mellem billede og sandhed? Men også filminstruktøren som filosof, etnolog, opdager og videnskabsmand. En beretning om hvad det vil sige at være nysgerrig på verden og livet og om at gå til grænsen for at forfølge denne nysgerrighed.

At komme til billedet. Herzog laver ikke film for at underholde, men for at lære noget, udforske noget, forfølge en sandhed. Det lader til at kameraet bare er hans medie. Men før man bliver instruktør, må man lære noget om livet, i Herzog’s regi omtalt som«lektioner i mørke». Werner Herzog’s Rogue Film School («Herzogs Skurkenes filmskole») er skolen «for en indstilling til livet». Lærdom i klasseværelset er ikke nok – det handler om livserfaring som fundament. At kunne stå alene er det mest centrale: Hvis du vil være skabende kunstner, skal du lære at være ensom. At finde frem til de historier der er værd at fortælle kræver ensomhed, mod og vedholdenhed.

På skolen betoner han nødvendigheden af at stå på egne ben og at gøre det selv, hvis man vil noget andet end mainstream. Men fremfor alt skal man ville det. Om en kvinde fra Wien der ønskede at blive en del af hans filmhold, sagde han: «Gå fra Wien til München, det vil fortælle mig hvor meget du ønsker jobbet.» 11 dage senere stod hun med fødderne fulde af vabler i München – hvor hun fik jobbet som scripter. Fremfor filmskolers normale ansøgningsskemaer foretrækker Herzog en notesbog fra en pilgrimsrejse. Det er når man vandrer alene og tankerne raser gennem én at man finder ud af hvad der er væsentligt. I sin bog Om at gå i is har Herzog selv beskrevet sin rejse til fods i 1974, da han vandrede fra München til Paris hvor hans mentor Lotte Eisner lå for døden. Herzog: «Vi er filmskabere, ikke skraldemænd!», underforstået: Med det digitale kamera er det blevet for nemt bare at filme løs. Hvad det handler om er at komme derhen – til billedet; anstrengelsen, kunsten at leve og erfare for at kunne filme det der er værd at filme. På filmskolen møder Hegnsvad mennesket Herzog, der udstråler en gennemført seriøsitet og lidenskab – det som har gjort Herzog til den han er. For at kunne skabe noget af værdi skal der være noget på spil.

Usete billeder. Herzog har hele sit liv været på jagt efter usete billeder. I Tokoya Ga (Wim Wenders) siger han: «Vi har desperat behov for billeder der stemmer med vores civilisation og os selv.» Udtalelsen skal ses i sammenhæng med en anden sådan om at «civilisationen er som et tyndt lag is over et dybt hav af kaos og mørke». Hegnsvad beskriver med Herzogs film det usete billede som «en kunstnerisk erfaring – forstået som det øjeblik hvor jeg føler jeg er vidne til noget nyt. Et indblik i en ny del af verden eller en ny del af mennesket. En ny erkendelse eller en ny følelse af forståelse og samhørighed». Det kan være åbningsscenen fra Aguirre – Guds vrede (1972), hvor hundredevis af soldater, svin, lamaer og lænkede indianere bevæger sig ned ad en smal sti i Andesbjergene nær Machu Picchu mens tågen letter; det kan være rotterne der invaderer byen i vampyrfilmen Nosferatu (1979) der peger på den tyske kulturarv og udforskning af civilisationens grænser.

Herzog ønsker aldri å illustrere sannheten, men vil tenke og erfare den. 

Bogholdersandhed. I 1999 erklærer Herzog med sin Minnesotaerklæring hellig krig mod verdens forarmede billeddannelse. Han angriber både den journalistiske faktadyrkelse og Cinéma Verité for dens ophøjelse af ærlighed. Ingen af de to kommer tæt på filmkunstens sandhed, hævder han. I et fint kapitel beskriver Hegnsvad Herzogs opgør med «bogholdersandheden» som et opgør med entydige forklaringsmodeller. Med Rancière peger han på en sammenhæng mellem denne type af sandhed og en bedøvet konsensuskultur hvor samfundet, fordi det ikke længere gentænker de grundlæggende værdier – demokrati, lighed, ytringsfrihed – men blot tager dem for givet, udvikler sig i udemokratisk retning. Bogholdersandheden får kun øje på «det nyttige», men et sandt demokrati må være åbent overfor dissens, forskelle, det unyttige. Og det er denne «erobring af det ubrugelige» som for Herzog er vejen til sandheden.

Når Herzog lykkes med at frembringe en anden sandhed, er det på grund af metoden: at historien skrives ud fra et nutidens blik som bogholdersandheden overser, og som heller ikke nybølgen og finkulturens film får fat i. Og det er netop dette der er så svært: at være samtidig. Man får nemlig kun øje på sin samtid hvis man ser ind i dens mørke. Derfor er Herzogs metode så vigtig, hans måde at gå til sit materiale på, hans evne til at forbinde sig med fysisk sanselige kræfter; de skæve kroppe og fysiske erfaringer i Herz aus Glass (1976). Modigt gøre sig åben og sårbar, fornemmelsen for det store i det banale – det er dette der frembringer sprækker i det sete. Selvom Herzogs film befolkes af samfundsuduelige og ubrugelige typer, som dværgene i Også dværge begynder som små (1970), Kaspar Hauser (1974), Strosczek (1977) og Treadwell i Grizzly Man (2005), ønsker han aldrig at illustrere sandheden, men tænke og erfare den.

Ekstatisk sandhed. Sandheden er poetisk og ekstatisk, og udpeger fælles sindstilstande. Af Benjamin har både Herzog og Hegnsvad lært at de fleste kulturdokumenter er skrevet fra sejrherrernes blik, fra de herskendes, og derfor samtidig dokumenterer et barbari. Vil man udvide historien må man gøre opmærksom på de navnløse, de glemte, de oversete. Man må fortælle historien ud fra et unikt øjebliksbillede der slår ned som et lyn, noget sanseligt konkret der fordrer tænkning. Et dødt spædbarn, et civilt offer i en krig. En fødsel. Den vigtige pointe som ligger i hjertet af Herzogs greb, er at reel tænkning er en standsning af tiden.

Lessons of Darkness (1992) hvor Herzog ved den første golfkrigs afslutning filmede oliefelterne i brand, var et forsøg på at skabe et uset billede midt i nyhedsstrømmen, en symfonisk opera midt i helvede. Hegnsvad gør det dermed også klart at for Herzog er den direkte revolution ikke mulig, kun den indirekte. Det handler om, gennem tænkningen, at tvinge os væk fra de spørgsmål vi har vænnet os til – og filmkunstens på én gang æstetiske og politiske opgave er at fremtvinge nye perspektiver.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.