Grusomhetens teater

Er det en national målsætning at skabe glade borgere?

Manufacturing Happy Citizens - How the Science and Industry of Happiness Control our Lives
Forfatter: Edgar Cabanas, Eva Illouz
Forlag: Polity Press (Storbritannien)
LYKKE / Glæde har i nyere tid blevet en stor og indbringende forretning i det meste af den vestlige verden. Ny bog tager en klog vurdering af det moderne samfunds jagt på lykke, og når frem til at lykken i mange tilfælde er illusorisk.

Man kan ikke købe sig til glæde. Penge er ikke løsningen, og man må skabe sin egen glæde ad andre veje.

Dette er ting, vi kender som næsten almengyldige sandheder, og alligevel er glæde i nyere tid blevet en stor og indbringende forretning i det meste af den vestlige verden. Mange steder er det blevet en national målsætning at skabe glade borgere, og glæde på arbejdspladsen er blevet et af nøgleordene på direktørgangen i enhver større virksomhed. Glæde fører til lavere sundhedsudgifter på de offentlige budgetter, og glæde fører til større profit i den neoliberale kapitalisme, så derfor har begrebet affødt en millionindustri bestående af alt fra selvhjælpsbøger til mere eller mindre troværdige guruer.

Dette er udgangspunktet for en både tankevækkende og provokerende analyse, som den israelske forsker Eva Illouz og hendes spanske kollega Edgar Cabanas fremlægger i en ny bog fra Polity Press. Her retter de søgelyset mod et fænomen, der over en bred kam opfattes som noget positivt og uhyre menneskeligt, og når frem til, at det er en forloren kultur, der er fuld af mindre behagelige bagtanker.

«Positiv psykologi»

I deres beretning starter udviklingen i 1998, da Martin Seligman blev valgt som formand for American Psychological Association (APA). På det tidspunkt var APA den største faglige organisation for psykologer i USA. Den havde 117.500 medlemmer, men Seligman mente at den var helt galt afspadseret. Han hævdede, at i stedet for at rette op på dårligdomme hos mennesker, skulle psykologer gøre en indsats for at styrke det positive i den menneskelige psyke. Han kaldte det «positiv psykologi», og ikke uden grund blev han mødt med enorm skepsis blandt sine etablerede kolleger. Navnlig da han talte om at han havde et kald, ligesom den brændende busk i Sinaiørkenen var et kald for Moses.

Når lykken bliver selve målet, får den en tendens til at dække over uretfærdighederne i den virkelige verden.

Men Seligman kørte på. Han redegjorde for sine ideer i flere fagtidsskrifter, og ganske hurtigt skete der noget. Den ultrakonservative organisation The John Templeton Foundation besluttede at understøtte Seligmans arbejde med nogle millioner dollar. Pengene blev brugt til at etablere The Positive Psychology Center ved det velanskrevne University of Pennsylvania, og så rullede lavinen for alvor. Storspillere som Coca-Cola begyndte at investere i positiv psykologi, fordi de vejrede en billig og effektiv vej til øget produktivitet i virksomheden. Seligmans grundtanke knopskød i mange forskellige retninger, og det inspirerede til lignende forskningscentre rundt om i verden, og hertil en bred vifte af tilbud om wellness i almindelige borgeres private og professionelle tilværelse.

At tilbyde kvalitet i arbejdsdagen

Det er blevet meget markant i stribevis af store virksomheder. Her er det blevet et meget bevidst mål at skabe glade medarbejdere. Virksomheden tager bevidst afstand fra «workaholics», som var idealet for en god medarbejder i slutningen af det 20. århundrede. I stedet stræber man efter at tilbyde kvalitet i arbejdsdagen. Ingen bliver på arbejde længere end højst nødvendigt, og den enkelte medarbejder har altid en frisklavet espresso i nærheden og gourmetmad i kantinen. Kommandovejene er også blevet ændret, strukturen er fladere, og masser af ansvar bliver uddelegeret til den enkelte.

Ill. Ismail dogan, se www.libex.eu
Ill. Ismail dogan, se www.libex.eu

Det hele lyder smukt og rigtigt, men mønten har en ganske alvorlig bagside. Medarbejderen er tilsyneladende blevet gladere, og det personlige råderum i dagligdagen er tilsyneladende blevet større. Hvor man før i tiden knoklede mens man var på arbejde og havde en ubehagelig chef på nakken, har man i dag langt større ansvar for at tingene bliver gjort. De mange goder på arbejdspladsen har skabt en medarbejderidentifikation med firmaet, som ikke eksisterede før i tiden. Dette har været med til at udviske grænsen mellem privatlivet og den professionelle tilværelse.

Bagtanken er helt klar. Ifølge forfatterne køber virksomhederne deres medarbejdere til næsten ubetinget loyalitet. Den positive psykologi har på mange måder skabt gladere medarbejdere gennem en ny virksomhedskultur, men dette har sin pris. Den gamle solidaritet i medarbejdergruppen er stærkt på retur, fordi den enkelte i højere grad er optaget af personlige resultater og dermed også virksomheden. Og når det kommer til stykket, er den tilsyneladende frihed, som ligger i den positive virksomhedspsykologi, temmelig illusorisk. Virksomheden er nemlig nøjagtig lige så resultatorienteret som førhen, og når noget går galt, falder hammeren. Og det skaber stress på en ny måde.

Selvmord

En anden forsker, som forfatterne citerer, nævner en markant sag. I 2006 begik en tekniker ved Renault-fabrikkerne i Frankrig selvmord. Det viste sig, at vedkommende var blevet krævet til ansvar for et svigt i produktionen, og efterfølgende undersøgelser viste, at selvmordsraten blandt medarbejdere ved bilfabrikkens teknologicenter i Guyancourt var tre gange så høj som ude i det almindelige franske samfund.

«Workaholic» var idealet for en god medarbejder i slutningen af det 20. århundrede.

Det er både interessante og bekymrende, at dette ikke kun finder sted blandt medarbejdere med videregående uddannelse og tilsvarende ansvar. Forfatterne påviser at det samme finder sted blandt ufaglærte servicemedarbejdere i en stor amerikansk fastfood-kæde, og det gælder naturligvis også de civile sider af tilværelsen.

Robert Nozick

Jagten på lykke og wellness har taget et bekymrende omfang. Der er naturligvis ikke noget galt i at være lykkelig, men når lykken bliver selve målet, får den en tendens til at dække over uretfærdighederne i den virkelige verden.

Den anarkistiske Harvard-professor Robert Nozick opstillede allerede i 1974 et tankeeksperiment. Han bad folk forestille sig, at man kunne koble sig til en maskine, der var i stand til at levere en hvilken som helst behagelig oplevelse, man kunne forestille sig. Spørgsmålet bestod så i, om man ville foretrække at være koblet til en sådan en maskine, eller at konfrontere det virkelige liv, som det nu engang er.

Dette spørgsmål synes at være endnu mere relevant i dag, hvor lykkeindustrien har formået at gøre lykken maskinel. Som forfatterne konkluderer, er det viden og retfærdighed, og bestemt ikke lykke, som forbliver det revolutionære moralske formål med vores eksistens.

Hans Henrik Fafner
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også like