Bestill sommerutgaven her

En verden som er underfundig, skøn, grim og mærkelig

Hvor kunst hører til
Forfatter: Chris Kraus
Forlag: ATLAS forlag (Danmark/USA)

KUNST: Arbejder kunstneren i dag konstant tynget af netværkspleje, kommunikation og synliggørelse, uden at producere noget egentligt skabede? Chris Kraus giver sit bud på hvad et kunstnerisk arbejde bør være.

(PS. This article is machine-translated from Norwegian by Gtranslate)

Kære Truls, lige siden du som redaktør gav mig mulighed for at skrive fast for Le Monde diplomatique, har vi haft mange samtaler om kunst og kapitalisme. Noget der også finder sit udtryk i dit NY TID. For mig har disse publikasjoner ikke kun været journalistiske skriverum, men også platforme for en måde at leve på. De fælles interesser og inspirationer har igennem årene ved med til at skabe en løbende energi. En samtale glider ind i skriften, forstærker en samtale, understøtter en bevægelse der allerede er i gang. Noget af det glider ind i ens andre skriverier, ens bogprojekter som også er undervejs. Og måske er det med til at skabe en måde at leve på? Hvor det man gør, rummer mere og andet end et færdigt produkt eller værk. Måske mere en dialog, som giver næring til en måde at leve på, at være i live simpelthen. Alt sammen noget jeg blev mindet om under læsningen af Chris Kraus’ bog Hvor kunst hører til, en bog som netop er oversat til dansk og udgivet af netmagasinet ATLAS.

Fordi den rører os

I en verden efter tredive års nyliberal chokterapi og altædende kommercialisme, får hun rusket godt og grundigt op i kunstverdenens melankolske tømmermænd. Hun sparker os derhen hvor livet slår en kolbøtte, hvor kunsten på en måde fungerer som arena for at mennesker der faktisk tror på livet, som er sultne efter at mærke livet – og ikke lægge sit liv i slipstrømmen på de voksnes væddeløb, et liv styret af status, sikkerhed, forbrug og kedsomhed.

I en verden hvor de fleste tænker på at rave til sig, er kunsten en generøs åbning til livet. Det er hårdt slid og der er næsten ingen penge i det, og alligevel er der folk der gør det, skaber kunst. Og allerede her skal man faktisk stoppe op, forstå at der er folk der vælger dette liv. Spørge sig selv, hvordan kan det dog være. Helt grundlæggende: Man gør det for at række ud, for at dele en verden som er underfundig, skøn, grim og mærkelig. For at dele et liv.

At beskæftige sig med kunst er også at beskæftige sig med en måde. Én af de vigtigste erfaringer fra Det Forfaldne, Der Tilfører Et Poetisk Udtryk.” My Necropolis, Goodwater Gallery, 2010. Moyra Davis Paris-Konstellation, som består af Fotografier Fra Paris ’My Necropolis’, “Davis Samler Ting–Landkort, Gravsteder, Bøger, Lejligheder.

- annonse -

Lad os ikke glemme det: At det begynder med hengivelsen, kærligheden til denne verdens ufattelighed. Hvad kunsten kan er ikke først og fremmest kun at være et værk, et autonomt ophøjet værk. Jo, det skal den også være. Men vi må gå et skridt til bage. Være tættere på livet, der hvor det begynder, hvor vi ser og føler verden anderledes, fordi den rører os, fordi ting og sammensætningen af ting, tegn og billeder, vækker os. En sanselig vækkelse, den bedste form for spiritualitet! Det som får os til at sige, hold da kæft, nu, sker der noget. Nu vågner jeg, og verden ligeså. Og når det sker, når man én gang har været med til at skabe noget der bare rykker, så vil man tilbage til dette rush. Så gider man ikke og rende rundt og bruge al sin tid på at tjene penge og købe ting man ikke har brug for.

Kunst er konceptuel for Kraus, men det er ikke teoretisk. Det er faktisk den eneste måde vi kommer ud af reservatet. Det er egentlig bare at sige: lav en ramme, dyrk den, indgå i en dialog med andre, andre værker, andet liv. Af sted. Kunst er «en spændingstilstand» som hun skriver, en måde at «invitere publikum ind i en fri associationsrække». En varmestrøm hvor det mest banale stof lader sig registrere med forbløffelse. Det som betyder noget i længden er hvorvidt det er interessant.

Kraus er ikke som sådan bange for kommercialiseringen og konsulentgørelsen af kunst. At der er lagt lige så meget kreativitet i markedsføringen som i produktet. At det ofte ikke er værket der er i centrum, men dialogen, samtalen og de mulige signalværdier omkring værket. Selv en præsentationsvideo af en kommende idé kan være et værk! Hun ser ikke som Bojana Kunst og Boris Groys, kunstnerens projektliv præget af selvledelse, netværkspleje, kommunikation og synliggørelse som udelukkende negativ. Og det uanset at alt dette tager tiden fra det skabende arbejde, for Kraus handler det om at skærpe bevidstheden om hvad det vil sige at være i en proces, at fejle, at være i en dialog, bygge bro mellem ens eget andres aktiviteter og værker.

«Storbylivet bliver så sørgeligt, at vi lige så godt kan sælge det for penge.»

Kraus ridder ikke bare med på denne post-marxistiske kritik af kunsten: at alle kunstnere er endt som konsulenter; at de ikke har tid til at være kreative fordi de skal markedsføre og netværke; at nyliberalismen har gjort livet tomt og kunstnerens liv fyldt med livslede og depression; at det er blevet stadig vanskeligere at skabe en afstand og en afbrydelse til et målrettet virke; at træde ud af den instrumentelle livskæde, hvor alle aktiviteter er rettet mod et mål. Det som gennemsyrer hele arbejdssamfundet. At økonomien løber og pulserer i blodet og alt og alle er jaget vildt – ikke mindst de arbejdsløse og kunstnerne.

Ja, Kraus mener at kunstens mulighed for at udforske et fælles liv netop kræver autonomi, arbejdsro, en livspraksis, forbundet med lytten, undren, venten, tøven og søvn. Alt det ved hun godt, hende der har dannet livspartner med forlægger (Semiotexte) og kulturkritiker Sylvére Lotringer og levet med Baudrillard, Guattari, Deleuze, Foucault og Lacan i sin baghave morgen, middag og aften mens hun i årtier har tunet sig ind på hvad forskellige kunstnere og gallerier nu har gang i.

De mange eksempler

Men til alle dem der kun går rundt og bruger tiden på at beklage sig over kunstnerens arbejdsvilkår eller at leve i et tomt nyliberalt akvarium, til dem vil hun sige, hvis du vil leve anderledes, tænke anderledes, så må du gøre det selv. Det gik bl.a. op for digterkollektivet Bernadotte Cooperation, hvor den «indbyrdes relation til hinanden blev en del af en eksplosiv kraft», det som skabte en gestikulerende poesi. Fremfor en programmatisk kritik, er den «gode poesis opgave den at sige det indlysende i al dets kompleksitet.» Nogen gange en slags søgt branding:

Hvad er det for et smukt omkvæd
Jeg hører mens jeg hælder vandet fra mine kapers
Det er Bellini på CD
Men ellers søger man egentlig bare tilbage til det hverdagsagtige som poesiens råstof:
… Sidder med den første
kop kaffe foran
vinduet, i morgenidyllen
er alting pragtfuldt …
Døde i otte timer,
Og nu er jeg her …

At beskæftige sig med kunst er også at beskæftige sig med en måde at leve på. Én af de vigtigste erfaringer fra maj 68, var dette «udbruddet af spontanitet i det offentlige liv og dermed forestillingen om, at det – selv i forbrugssamfundets sene form –kunne blive muligt at leve anderledes.» Hun citerer Fluxuskunstneren William de Ridder, der i 2005 beskrev sin egen efterkrigstidsgeneration: «Vores opvækst var død. Far var chef, strikse regler, alene ordet ’sex’ var nok til at give dig røde ører.» Seksualitet blev en nøgle, ikke så meget til en undersøgelse af det indre liv, men en «flugt fra den uundgåelige ’produktive kedsomhed’, der kendetegner det monogame heteroliv.»

Og videre fra Kraus: Magasinet Suck og Germaine Greer gjorde op med den bekendelsesterapeutiske tilgang til seksualitet i 70’erne til fordel for en politisk bevidsthed om en frisættende praksis. Den homoseksuelle bevægelse FHAR lancerede slogannet «Arbejdere verden over, kæl med jer selv». Deleuze og Guattari skrev i Anti-Ødipus (1972/2002): «At elske er ikke bare at blive til én, eller endda to, men at blive til hundredetusinde.»

Kraus beskrev selv sit eget performative trekantsdrama i romanen I love Dick, opført som teaterstykke sidste år i København. Den særlige resonans mellem kunst og livsform er også tydelig i Moyra Davis Paris-konstellation, som består af fotografier fra Paris My Necropolis, dele af brevudvekslingen mellem W. Benjamin, G. Scholem og Index Cart – som er Davis refleksioner over sygdom, søvn, fart og dødelighed. Davis samler ting – landkort, gravsteder, bøger, lejligheder, men det er mødet med disse ting, med forgængeligheden og det forfaldne, der tilfører et poetisk udtryk. Kraus kalder denne praksis for en «psykogeografi.»

Skriften på væggen i en post-post-tid

Hvor kunst hører til, er skriften på væggen i en post-post-tid. I en tid hvor den etablerede kunstkritik og samfundskritik (post-marxisme, kritisk teori og andet Old School) har mistet sin evne til at indfange og rumme vores samtid, en samtid affødt af usikkerhed i politik og økonomi – er vi alle udsatte. Kunsten er faktisk det sted der viser det. Ingen andre steder sker det. Ikke engang i vores uddannelses- og kulturinstitutioner der er sovset til i et kommunikationsstrategisk sprog.

Kraus viser ømhed og vitalitet. Hun er optaget af det som overrasker, fremfor sublim kunst. Hvis man vil noget med kunst (og verden) skal man ikke starte og slutte med det isolerede værk, man må tage fat også på alt det andet – arbejdet, materialerne, venskaberne, de pludselige møder, samtalerne, håndværket. Man må have blik for alt det udenom som har med livet at gøre, livet som et sammenstød af tegn og billeder, som et sted udenfor, fordi det er det eneste liv der tiltaler én. Uanset hvor hårdt det er, hvor meget man ofte er på røven. Man opdager at man ikke kun skaber kunst, men en måde at leve på.

Paul Gellman (venstre) under Tall Paul’s Arts and Crafts Night for «Big Deal Tiny Creatures»,DIY Gallery, Echo Park, Los Angeles, 4. januar, 2011.

Det som bliver hipt, varer ofte ikke mere end en dag, et minut, står der et sted. Hendes beskrivelse af historien om det lille kunstneriske sidegalleri Tiny Creatures i udkanten af Los Angeles – dets få leveår, dets lille glimt på en ozonramt himmel og hurtige kollaps udenfor de etablerede kunstkredse – er mindeværdig. Lige så levende det er, lige så skrøbeligt er det. Det varede kun få år og man skal ikke bede om mere. Man skal lærer at elske, det flygtige, det midlertidige, for det er livet. Som den koreanskfødte kurator Janet Kim der stod bag stedet der lå beliggende i Echo Park på en tom byggegrund til sammenfletningen af fire motorvejstilkørsler, skriver i sit manifest til det lille galleri:

tiny creatures er
en længsel efter at leve på vores egen måde
at mærke en følelse af fællesskab
at se på hinanden, mens vi er på kloden
at dele vores liv, vores smerte, vores talenter, vores tanker
at indkapsle et øjeblik, der vil blive glemt eller forsvinde
og fylde det med skønhed, kærlighed, sorg og alt det,
vi kan føle som mennesker

Et sted skriver Kraus om kollektiv poesi som en anden måde at skabe ikke politisk kunst, men en tænkning for det politisk, forstået som en måde at arbejde og indfange nutiden, at gøre formen til et fælles våben: «Al kunst er konceptuel defineret i relation til andre værker». Det er spændkraften eller spændingstilstanden mellem ting og mennesker, overraskende feedbacks der gør kunst muligt. Det handlede ikke om at have lange uddannelser, som Janet Kim sagde, men at «finde nogle mennesker, jeg kunne drømme med».

Kraus skriver også om forskellen på den digitale og analoge verden, forskel i livsrytme, inspirationer og arbejdsmetode, men det er det sidste man skal fokusere på. Altså: «Teknologien gør verden til en matrix», skriver hun. Den skaber «værktøjer til øget bevægelighed», men den skaber også selvforførelse af en evindelig strøm.

Chris Kraus

80’erne og 90’erne blev videokunstens årtier, som rejste spørgsmål såsom: Findes der en livets egen tid? (Bill Viola); Ser jeg andet end en flygtig materialitet (Stan Brakhage og Skal det være kunst? Ni minutters damp?) eller er vi selv gennemstrømmet af billeder sat sammen på skift (Nam June Paik)? Problemstillinger og spørgsmål der ifølge Kraus senere glider ind i spillefilmer, markedsføring og shoppingkultur. Fx tøjfabrikken American Apparel (Los Angeles) der bruger konceptkunstens selvrefleksivitet der gør shopping til mere end et køb af en vare, det er en stemme, en måde at leve på. Eksempelvis anti-brand t-shirts, synliggørelse af de kulturelle sammenhænge mellem LA og Mexico City, samt medarbejderes egne fotos som en integreret del af markedsføringen.

Det afgørende er ikke længere at have ting, men at bruge dem. Og derfor kan kunst dukke op på de mest uventede steder: Hollandske Jan Aders kunst minder os om hvor banalt kunstens stofområde kan være. På et tidspunkt lavede han et postkort, der forestillede et close-up af hans eget tårevædede ansigt med titlen: I am Too Sad to Tell You. Ader tilhører en generation af kunstnere efter 2. verdenskrig der dyrkede forsvindingens myte, om at blive en anden – helst forsvinde fra vestens kultur og atombomberne, ud til tropeøerne og andre utopiske forestillinger om paradis. Ader selv forsvandt i bølgerne i Atlanterhavet på en længere enmandssejllads. Men det er ikke denne mytologi der interesserer Kraus, men de efterfølgende kunstnere der har taget hans og andres historie op for igen at undersøge hvad det vil sige at blive en anden – fremfor flere utopier.

Ømt, vildt, men også skrøbeligt

Jo, vi skal mærke livet, vi skal overraskes, lade os gribe af verdens ufattelighed og vi skal ikke gentage avantgardismens fejl om at kunsten og livet skal smelte totalt sammen i een stor hverdagssituationisme. Kraus dyrker hverken det totale sammenfald eller kollaps.

Omtalen af Murray Huys digitale billedinstallation, ser hun som en «tiltale til kedsomheden over billederne af det 21. århundredets menneskemængder og arkitektoniske overflader af Andreas Gursky og en hær af efterlignere på tærsklen til det næste årtusind.» Heri ligger potentialet for mange af de værker Kraus trækker frem: De bruger kapitalismens produktionsmulighed – her den digitale billedkultur – ved at udstille de sider af penge- og forbrugslivet der tømmer tilværelsen for glæde, opfindsomhed og lysten til at gå på opdagelse. Hun citerer her medietænkeren Franco «Bifo» Berardi: «Vi fornyer vores forkærlighed for arbejde, fordi økonomisk overlevelse bliver sværere, og hverdagen bliver ensom og kedelig: Storbylivet bliver så sørgeligt, at vi lige så godt kan sælge det for penge.»

… arbejdet, materialerne, venskaberne, de pludselige møder, samtalerne, håndværket.

Overfor dette sætter Kraus en form for vitalisme: «Det er muligt både at være vild intelligent og samtidig ikke have nogen viden. Denne tilstand – der som regel hænger sammen med ungdom eller forlænget pubertet – resulterer tit i kedsomhed, den eksistentielle stamfader til stort set alle væsentlige kunst- og kulturbevægelser.» Det er ømt, vildt, men også skrøbeligt. Og det er selvfølgelig også svagheden ved en bog der sætter lighedstegn mellem kunst og det konceptuelle. Faren er for meget hastighed, for lidt dvælen. For mange teknologiske kombinationer og for lidt håndværksforståelse. Men scoopet er Kraus blik for kunsten som et sted der føder noget nyt, en ny måde at se på verden, understrege betydningen af faktisk at være i live.

Mange unge og ældre ser det ikke, for de er hoppet på et tog der barer kører, et tog med terminer og ensformigt arbejde. Pludselig en dag kigger de sig i spejlet og ser tilbage, hvad skete der.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte

Siste artikler

UtØya / 22. JULI: Etter min oppfatning kunne politiet ha fått panikkJeg fraktet 24 sønderslagne, sjokkskadede ungdommer i sikkerhet til fastlandet fra Utøya. Flere ganger førte jeg båten ut til dette helvete på jord. Hvor var politiet?
22. juli / Generasjon Utøya (av Aslaug Holm, …)Utøya som arnested for gryende partitilknytning: Denne generasjonen lar seg fortsatt ikke kneble.
22. juli / Arven etter 22. juli (av Tommy Gulliksen)Tommy Gulliksens andre dokumentar om 22. juli viser en sårbarhet som er både reflekterende, undrende og oppriktig ærlig.
Kronikk / Strålevernets «anerkjente» institusjonerOverser myndighetene forskning på feltet strålevern? Eksempelvis skader av AMS-målernes pulsing – eller skader fra svake elektromagnetiske felt, som mobilstråling?
Kina / François Jullien’s Unexeptional Thought (av Arne de Boever)Via sinologen François Jullien avdekker Arne de Boever blinde flekker, farlige fordommer og avgjørende mentalitetsforskjeller i møtet mellom øst og vest.
Handke / Mein Tag im anderen Land (av Peter Handke)Et eviggyldig spenningsforhold mellom enkeltmennesket og fellesskapet. Har Peter Handke med alderen gradvis gitt avkall på raseriet?
Nato / Til NATOs disposisjon Under NATO-øvelsen Good Heart var «fienden» streikende arbeidere og navngitte norske organisasjoner.
Orientering nr. 22 1971 / Pariserkommunen ble modell og inspirasjon for sosialister fra Marx til våre dager: Vi bringer her annen del av Einhart Lorenz’ artikkel om Pariserkommunen.
Essay / Jeg var helt ute av verdenForfatteren Hanne Ramsdal forteller her hva det vil si å bli satt ut av spill – og komme tilbake igjen. En hjernerystelse fører blant annet til at hjernen ikke klarer å dempe inntrykk og følelser.
Prio / Når man i stillhet vil disiplinere forskningenMange som reiser spørsmål om legitimiteten til USAs kriger, synes å bli presset ut fra forsknings- og mediainstitusjoner. Et eksempel er her Institutt for fredsforskning (PRIO), som har hatt forskere som historisk sett har vært kritiske til enhver angrepskrig – som neppe har tilhørt atomvåpnenes nære venner.
Spania / Er Spania en terrorstat?Landet får skarp kritikk internasjonalt for politiets og sivilgardens utstrakte bruk av tortur som aldri straffeforfølges. Regimeopprørere fengsles for bagateller. Europeiske anklager og innvendinger ignoreres.
Covid-19 / Vaksinetvang i skyggen av koronakrisen (av Trond Skaftnesmo)Fra offentlig hold ytres det ingen reell skepsis til koronavaksinen – man anbefaler vaksinering, og folket er positive til vaksinen. Men er omfavnelsen av vaksinen basert på en informert beslutning eller et blindt håp om en normal hverdag?
Militært / De militære sjefene ville utslette Sovjet og Kina, men Kennedy sto i veienVi tar for oss amerikansk strategisk militærtenkning (SAC) fra 1950 til i dag. Kommer den økonomiske krigen å bli supplert ved en biologisk krig?
Bjørneboe / HjemlengselJens Bjørneboes eldste datter reflekterer i dette essayet over en mindre kjent psykologisk side ved sin far.
Y-blokka / Arrestert og satt på glattcelle for Y-blokkaFem demonstranter ble ført vekk i går, blant dem Ellen de Vibe, tidligere direktør i Oslos plan- og bygningsetat. Samtidig havnet Y-interiøret i containere.
Tangen / En tilgitt, lutret og salvet korguttFinansnæringen tar kontroll over norsk offentlighet.
Miljø / Planet of The Humans (av Jeff Gibbs)For mange er grønne energiløsninger bare en ny måte å tjene penger på, hevder regissør Jeff Gibbs.
Mike davis / Pandemien vil skape en ny verdensordenIfølge aktivisten og historikeren Mike Davis ligger det i ville reservoarer, som blant flaggermus, opptil 400 typer koronavirus som bare venter på å smitte over til andre dyr og mennesker.
Samhold / Newtopia (av Audun Amundsen)Forventningen om et paradis fritt for moderne framskritt ble til fortellingen om det motsatte, men mest av alt handler Newtopia om to svært ulike menn som støtter og hjelper hverandre når livet er som mest brutalt.
Anoreksi / Selvportrett (av Margreth Olin, …)Ublu bruker Lene Marie Fossen sitt eget forpinte legeme som lerret for sorg, smerte og lengsel i sine serier av selvportretter – aktuelle både i dokumentarfilmen Selvportrett og i utstillingen Gatekeeper.