Det var stort og uden fortilfælde i nyere tid da titusinder af unge,bevæbnet med gule paraplyer, slog sig ned i telte midt i Hong Kongs trafikale knudepunkter for fire år siden. Den 28. september 2014 blev Paraplybevægelsen formelt skudt i gang, da den et år ældre bevægelse Occupy Central with Love and Peace fandt sammen med utilfredse gymnasie- og universitetsstuderende.
Da bevægelsen var på sit højeste, blokerede omkring 100 000 primært unge mennesker hovedfærdselsårene i den altid travle by. I slutningen af december 2014 var der stadig et par standhaftige lejre tilbage foran regeringsbygningen. Tilbageblevne klistermærker og graffiti på de anonyme betonmure og vejbaner mindede om at der i en periode havde været lukket ned for trafikken og op for de antiautoritære impulser blandt en generation der ellers har været kuet af både løfter og krav om fremdrift.
Siden 90-årene har skepsisen til kapitalismen økt, med dens løfter om at alle som vil bli noe stort, har muligheten til det.
Et stort område foran regeringsbygningen var i mellemtiden blevet spærret af med mobile metalhegn og beskeden «As directed by the Legislative Council Commission, the designated demonstration area and the Legislative Council Square are closed temporarily». Ordenen var genoprettet.
Systemkritik
Ligesom Paraplybevægelsen havde en lang forhistorie, har ingen endnu overblik over det fulde omfang af den sociale uro den katalyserede. I The Economic Roots of the Umbrella Movement in Hong Kong argumenterer sociolog Louis Augustin-Jean og historiker Anthea H.Y. Cheung for at protesterne i 2014 havde sit udspring i millionbyens stigende ulighed, som især rammer de yngre generationer.
De fremlægger datagrundlaget med forsigtighed, forbehold og omhyggelighed, og flere steder understreger de at Paraplybevægelsen ikke uden videre kan læses som en kritik af det økonomiske system i Hong Kong som sådan. Ikke desto mindre dokumenterer de at utilfredsheden har været stigende siden starten af 1990’erne – særligt blandt unge – og det samme gælder skepsis overfor kapitalismens løfter om at alle der vil blive til noget stort og arbejder hårdt for dette, har muligheden for at nå sit mål.
De unge der var tilbage i teltene i slutningen af november 2014, udstrålede den form for ubøjelighed der kommer af manglen på alternativ. Faktisk havde de, i måske helt bogstavelig forstand, ikke noget sted at gå hen hvis de pakkede sammen. Ifølge Augustin-Jean og Cheung kan de unge skrive sig op som nummer 70 001 i køen hvis de vil have adgang til socialt boligbyggeri i Hong Kong, og det private ejendomsmarked er efterhånden økonomisk udenfor rækkevidde for langt størstedelen af byens indbyggere, hvis realløn er faldet over de sidste årtier, mens pengene er blevet koncentreret på stadig færre hænder.
Vækst uden vækst
Hong Kongs økonomi er aldrig holdt op med at vækste, men væksten kommer færre og færre til gode. En af landets største indtægtskilder, turismen, er begyndt primært at være en plage, og kun i ringe grad en indkomstgenerator. Hvert år kommer et antal turister ind i bystaten svarende til otte gange indbyggertallet. Turisme skabte flere end 100 000 nye job i Hong Kong mellem 2002 og 2012, men primært til ufaglærte eller lavtuddannede, og ikke job som de veluddannede unge hongkongensere der greb til paraplyerne ønsker eller kan få.
Reallønnen har falt de siste tiårene, mens pengene er blitt konsentrert på stadig færre hender.
Hong Kong-dollaren er låst til den amerikanske dollar og er derfor faldet i værdi, ikke mindst i forhold til renminbi – valutaen i Hovedlandskina, hvor næsten halvdelen af Hong Kongs turister kommer fra. Deres købekraft er derfor tilsvarende steget, og den bruger de i Hong Kong til at købe luksusprodukter som er importeret til landet. Af samme årsag gavner turismen ikke i nævneværdig grad den lokale økonomi. Derimod skaber den en dynamik hvor for eksempel antallet af kosmetikbutikker er steget med 1500 procent fra 2004 til 2013, mens antallet af butikker med dagligvarer er faldet med 30 procent.
Denne udvikling kommer en lille økonomisk – og politisk magtfuld – elite til gavn. Forfatternes pointe er derfor at Paraplybevægelsens krav om demokratiske rettigheder ikke kan adskilles fra spørgsmålet om økonomiens indretning. Det har nemlig aldrig kun været Beijings modstand der gjorde at Hong Kong ikke fik en gennemført demokratisk styreform.
Global politisk økonomi
Den lokale økonomiske elite har siddet, og sidder, solidt på den politiske magt, og har ikke i sinde at give den fra sig. Eliten kan nemlig godt regne ud – argumenterer de to økonomer – at hvis befolkningen får mere at skulle have sagt, vil de begynde at kræve økonomisk omfordeling og offentlige sociale goder. Det vil ødelægge Hong Kong som legeplads for storkapitalen.
Indtil starten af 1990’erne havde Hong Kong en så fordelagtig placering i den globale politiske økonomi at folk flest havde grund til at tro på fortællingen om social mobilitet og lige muligheder på det frie marked. Men intet er hvad det var – især er Hovedlandskina ikke hvad det var. Mens Hong Kong engang udgjorde forbindelsen mellem hovedlandet og verden, er byen nu blot én blandt mange kinesiske storbyer der gør sig gældende globalt indenfor alt fra finansspekulation til shipping.
På sitt meste blokkerte omkring 100 000 protesterende hovedferdselsårene i den alltid travle Hong Kong.
Hvilken rolle Hong Kong skal spille fremover, er et åbent spørgsmål. Og noget tyder på at byens unge indbyggere ikke har tænkt sig at lade det være op til den økonomiske og politiske elite at afgøre sagen. Flere af de centrale figurer fra Paraplybevægelsen spiller stadig viktige roller i Hong Kongs politiske opposition, både på de åbne arenaer og i den politiske undergrund, der blandt andet er koncentreret omkring små, uafhængige boghandler med studiekredse i subversiv litteratur.
The Economic Roots of the Umbrella Movement giver ingen svar på hvad fremtiden kan bringe, men til gengæld solide forudsætninger for at forstå hvorfor der pludselig kom organiseret røre i en af verdens mest succesfulde storbyer.
