En tankevekkende og absolutt sannsynlig forklaring på den etterfølgende utvikling i den arabiske verden

Sekularister og islamister spilte på samme lag før den maktsyke og forfengelige president Nasser sådde fiendskap og splid, hevder ny bok.
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.11.2018

Making the Arab World. Nasser, Qutb, and the Clash that Shaped the Middle East

Fawaz A. Gerges

Princeton University Press, USA

Den 23. juli 1952 tog en gruppe unge officerer magten i Egypten. En af dem var Gamal Abdel Nasser – senere landets præsident – og kuppet skulle på mange måder komme til at forme hele den arabiske verden som vi kender den i dag. Nasser kom nemlig måske mere end nogen til at repræsentere den sekularisme der lige siden har stået overfor islamiske bevægelser i forskellige afskygninger i store dele af Mellemøsten og Nordafrika. I tilfældet Egypten er dette navnlig Det Muslimske Broderskab.

Udfaldet kunne imidlertid sagtens have været et helt andet. Det hævder professor i mellemøststudier ved London School of Economics Fawaz A. Gerges, der har skrevet en ny og velargumenteret bog om tvekampen: Making the Arab World. Nasser, Qutb, and the Clash that Shaped the Middle East.

Fra Broderskabet til sekularisme

Gerges’ opfattelse går på mange måder mod strømmen. Sekularismen og islamismen var ikke så fjernt fra hinanden da det hele startede. De unge officerer og Broderskabet havde de samme motiver for at ønske et regimeskifte, og deres visioner for slutresultatet var også forbløffende ens. Der var derfor ikke noget udslag af en ungdommelig grille at Nasser i en tidlig fase var et endog særdeles aktivistisk medlem af Broderskabet og meget tæt på dets leder og ideologiske ophav Hassan el Banna. Det var et velovervejet træk som i Gerges’ optik minder mest om opportunisme.

I en tidlig fase var Nasser et særdeles aktivistisk medlem av Det muslimske brorskap.

Det Muslimske Broderskab opstod i 1928. På det tidspunkt befandt Egypten sig i en tilstand af formel selvstændighed, men alligevel under britisk administration, og kongehuset blev opfattet som den europæiske imperialismes forlængede arm. Broderskabet så islam som midlet til at genrejse egypternes selvfølelse, men det primære mål var selvstændigheden og økonomiske reformer der skulle gøre livet værd at leve for almindelige mennesker. Nasser og hans generation af unge sekulære egyptere læste situationen på samme måde. To verdenskrige og 1930’ernes økonomiske krise havde også bibragt Egyptens oppositionelle kræfter en fælles modvilje mod den vestlige kapitalisme, og da Vesten oven i købet satte trumf på ved at skabe staten Israel midt i den arabiske verden, var sagen afgjort.

Magt for magtens skyld

Da revolutionen derfor kom, lå det på mange måder i kortene at man skulle give landet en ny start i fællesskab. Blandt officererne var frontfiguren den lidt farveløse Muhammed Naguib, der også blev udpeget til præsident. Nasser var strategen bag det hele. Han var en handlingens mand, men ligesom Naguib mang-
lede han de store visioner. Det havde man måske haft hos Det Muslimske Broderskab, men den karismatiske al Banna var død nogle år forinden, og i hans sted stod den blege teknokrat Hassan Hudaybi.

I Gerges’ tolkning af kilderne førte dette til et dødvande. Ingen stod klar med de store reformplaner, og derfor endte forhandlingerne som en revolutionær samlingsregering i et slagsmål om hvem der skulle sidde bag rattet og hvem der skulle være juniorpartner. Til sidst trak officererne det lange strå, men deres styre blev lige fra starten præget af et evindeligt mundhuggeri med Broderskabet der med tiden udviklede sig til åbent fjendskab.

Tapet av Palestina satte seg i Nasser som et livslangt traume.

Nøglepersonen er Nasser, som sat i præsidentstolen fra 1956 og frem til sin død i 1970. Gerges beskriver ham som narcissist til fingerspidserne, og han var til enhver tid klar til at rydde enhver form for opposition brutalt af vejen. Hans styre blev kendetegnet af denne vilje til magt for magtens skyld, og dette er årsagen til at hans beslutninger ofte manglede jordforbindelse. Ideen om at jobsikre enhver egypter med videregående uddannelse tog sig godt ud på papiret, men førte til en stærkt overdimensioneret offentlig sektor som landet ikke kunne finansiere. Unionen med Syrien, der skulle have været starten på panarabismen, blev et flop. Og da den ventede styrkeprøve med Israel i Junikrigen kom i 1967, endte det med et ydmygende nederlag, fordi Nasser allerede havde svækket landets hær efter et mislykket militært eventyr i Yemen.

Fjendskabets udspring

I denne atmosfære forvandlede Broderskabet sig fra potentiel partner til yderst potent modstander. Og dette blev ikke mindst tilfældet da Sayyid Qutb kom på banen. Han var af sekulær baggrund og lidt af en libertiner i sine unge år, og Gerges beskriver det som skuffede forfatterambitioner, det der fik ham til at søge mod islamismen. Det er her vi fik grundlagt det bitre fjendskab mellem styret og Broderskabet som er blevet realiteten i dag, og det hænger ikke mindst sammen med at Qutb var langt mindre kompromissøgende end Hassan al Banna. Men mest af alt hænger det ifølge Gerges sammen med Nassers egen forfængelighed og manglende samarbejdsevne, og det var dette som drev ham til den skæbnesvangre beslutning at henrette Qutb i 1966.

Der har naturligvis været mange andre faktorer i spil. Vi får således at vide at Nasser var soldat under krigen mod Israel i 1948, og at skuffelsen over tabet af Palæstina satte sig som et livslangt traume. Men det nævnes kun forbigående, og forklaringsmodellen vink-
ler stærkt på personen Nasser, på psykologien og på den tilsyneladende vilkårlighed der kommer til at stå som en vigtig del af begivenhederne i 1952. Dette er jo næppe hele den historiske sandhed, men under alle omstændigheder en tankevækkende og absolut plausibel forklaring på den efterfølgende udvikling i den arabiske verden.

Kommentarer