Fotografiet over blev et billede på et EU i krise. En gruppe hvide danskere forsamlet på en motorvejsbro over Europavej 47, ikke langt fra Rødby på Lolland. Nedenunder, i nødsporet, går de berygtede flygtninge, drevet af et håb om at nå Sverige og Frederik Reinholts (orhenværende statsminister) åbne hjerte.

Flygtningene har rejst langt, fra det tørre og sandblæste Syrien til det våde og græsgrønne nord, og alligevel mødes de ikke af venlighed. I forreste række på broen står en dansk mand. Han er overvægtig og rødhåret, hans hår krøller uklippet ved det ene øre, kinderne er rødmossede, og fra «magtens tinde», godt hævet over flygtningene, spytter han ned på folkemængden.

Den midaldrende mand må være en del af «det gule Danmark», tilhænger af Dansk Folkeparti og bosat i «den rådne banan» (en betegnelse for de belastede udkantskommuner, der geografisk tegner en «banan» på landkortet).

Tryghedsnarkomaner

Flygtningekrisen gav europæeren ondt i selvforståelsen. Hvorfor kan være en smule svært at forstå, men den ungarske filosof Ágnes Heller gør i sine essays fra Paradoks Europa (2019) fint og pædagogisk rede for problemstillingen: Som art er vi mennesker nogle egensindige tryghedsnarkomaner. Børn lærer ting af deres forældre. Og det, de lærer, opfatter de som sandt, ligesom de opfatter at det, de får at vide, er rigtigt (at gøre) som rigtigt (at gøre). Så elementært går Heller til værks, og tænkningen er ikke kategorisk, men opererer – for det meste – med en gradsindeling: Andre kan være mere eller mindre fremmed for én, ingen er hinanden lig, altid er der tale om gradsforskelle, niveauer af fremmedhed.

En passage af Heller, typisk i både stil og ræsonnement, lyder: «Andre mennesker i andre verdener tror på noget andet, de følger andre sæder og skikke. Det er de fremmede. Dem er vi bange for. Hvorfor? Fordi vi mister vores hjem, altså vores følelse af vished og tryghed, hvis det skulle vise sig, at de andres vaner og tro var det rigtige. Vi føler os hjemme i vores egen verden. Men for andre er det os, der er de fremmede.» Ingen ønsker at blive afsløret i deres eget åbenlyse selvbedrag. Heller er ikke bange for postulater. På få linjer, og med fynd, formulerer hun sine præmisser. Og vaner og tro er bare én ting, en anden er økonomi. Måske giver vi lidt mønter til de sultne børn i verdens brændpunkter, men hvor mange af os ville faktisk tage imod dem eller lade vores skattepenge gå til disse fremmede?

Menneske i verden

Ifølge Heller kan «vi-identiteten» udgøres af så forskellige ting som sted, etnicitet, religion eller «folk». Og det, et fællesskab blandt andet kan, er at tilbyde individet en identitet: dét at være dansk, tysk eller norsk er at være i besiddelse af en bestemt arbejdsmoral, et særligt sindelag eller temperament, og som følge af skoleinstitutioners mangeårige indoktrinering er nationalitet blevet en vigtig identitetsmarkør.

For andre er det os, der er de  fremmede.

Nationalisme defineres i et af essayene som den uforbeholdne tilslutning til «nationen» som altomfattende identitet. Heller skriver at tilbage «i 1914 sejrede nationalismen over arbejderklassens internationalisme og bourgeoisiets kosmopolitisme». De store riger opløstes i nationalstater, og østrigere, slovakker, ungarer, serbere, grækere og tyrkere begyndte alle at hade hinanden. Som Heller påpeger, dømmer ingen fremmede kulturer, folkeslag, religioner, sæder og skikke udelukkende ud fra egne erfaringer eller velafprøvet viden. Alle har vi ubegrundede fordomme om «dem, der ikke er som os, dem, der truer os, er farlige for os, og som vi opfatter som onde». Vi mennesker er fælles om at foragte forskelle, i hvert fald «det radikalt anderledes», men samtidig er vi også afhængige af «de andre», fordi vi må have nogle at udmærke os i forhold til.

Flyktninge

Nationalstaterne trivedes godt indtil efter Anden Verdenskrig, hvor mange lande tog «konsekvensen af den mørke side af nationalstaten og oprettede et europæisk fællesskab». Selvhævdelsens skumle bagside, fordømmelsen af «de fremmede», havde haft grimme konsekvenser, og med Den Europæiske Union ønskede man at mindske nationalstaternes magt og udvikle en slags europæisk solidaritet.
I gode tider er det let at tilslutte sig ædle idealer, men under kriser, som flygtningekrisen, sættes solidaritetsfølelsen under pres. Spørgsmålene står i kø. Burde vi lette presset på de sydeuropæiske lande, give Dublin-forordningen et eftersyn, og ikke bare, som politiker for Dansk Folkeparti Marie Krarup, afvise, at der (stadig) er tale om flygtninge, når de kommer til Danmark via fire-fem fredelige lande? Flygtningekrisen bragte EU i konflikt med egne idealer.

Ingen ønsker at blive afsløret i deres eget åbenlyse selvbedrag.

Som Heller skriver, træder værdikonflikterne tydeligt frem i den nuværende flygtningekrise. Og her tænker hun ikke kun på den europæiske solidaritetsfølelse, men også på Europas selvforståelse som en kultiveret og progressiv civilisation, der går op i menneskerettigheder. Bør vi åbne vores hjerter for verdens flygtninge? Eller skulle vi hellere prioritere midler til vores egne? Lever vi på en løgn om, at det er ufarligt ikke at gøre noget? Og er vi kun solidariske med os selv, når det gælder? Er EU «en union af nationalstater», som står sig selv nærmest?

Hele verden er mit hjem

Hellers essays er indsigtsfulde. På få sider giver hun en præcis skildring af EU’s krise. Men hun bliver desværre en smule utdatered, når hun taler om nutidens Europa som et sted, hvor «nationen» er blevet den altoverskyggende identitet, og «hvor børnene lærer i skolen eller fra forældre, hvor storslået og overlegen deres nation er».

«White guilt» plager også os europæere i disse år. Universitetsstudier i postkolonialisme peger pilen mod vores egen kulturs fejltrin, og samtidig dannes der fraktioner på tværs af nationale grænser, ikke mindst gennem transnationale fora som internettet.

Modsat i gamle dage er tid og sted altså ikke længere bestemmende for yngre generationers identitet. Med et begreb af sociologen Ulrik Beck er vi blevet pladspolygame: Vi har flere tilhørsforhold, og vores identitet er ikke længere stedsbunden, men sammenstykket, et konglomerat på godt og ondt. Og det gør måske empatien mere ubunden, tværnational. Grænseløs.

Ágnes Heller

Heller (1929–2019) har forelest i politisk filosofi på New School for Social Research i New York i 25 år. Blant annet for NY TIDs redaktør Truls Lie som gikk der i 1991.

Blant bøker hun har gitt ut kan nevnes:

The Theory of Need in Marx  (1976)

Everyday Life (1984)

The Postmodern Political Condition (med F. Fehér, 1989)

Can Modernity Survive?  (1990)

An Ethics of Personality (1996)

The Time is Out of Joint:
Shakespeare as Philosopher of History (2000)

The insolubility of the “Jewish question”, or Why was I born Hebrew, and why not negro? (2004)

Immortal Comedy: The Comic Phenomenon in Art, Literature, and Life. (2005)