En omrejsende anarkistisk kuffert


TIDSSKRIFT? Et dansk tværæstetisk tidsskrift har nu udsendt sit nye dobbeltnummer 4-5 på næsten 500 sider.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2019-12-13
       

Tidsskriftet Mr. Antipyrine gik i luften i 2014. Navnet har man lånt fra dadaisten Tristan Zaras bog La Première aventure céleste de M. Antipyrine fra 1916. Men ordet «tidsskrift» er knap dækkende, og det er heller ingen opvisning i dadaisme eller et manifest. Mere en omrejsende anarkistisk kuffert for skrive- tanke- og billedforsøg?

Redaktionen består af en enkelt fastansat ved universitetet, de andre er hjemløse forfattere og kunstnere med et liv på kanten af samfundet. Det er her fra de yderste skyttegrave at man ønsker at få kunst og litteratur og politisk og social kritik til at tale sammen. Til hvert nummer samler de en række ofte stærke oversatte tekster suppleret med egne essays, interviews og billedcollager. Men hvad vil Mr. Antipyrine? Det korte svar: en tænkning der giver adgang til en ny verden.

Hvad kan så forandre mennesket og verden i dag? Selv er de i tvivl.

Kunst og politik

Kan og skal man ophæve skellet mellem kunst og politik og genoptage en tro på kunstavantgardens projekt? Er dette projekt ikke for længst kulsejlet med alle dets forestillinger om revolutionær omvæltning, afvisning af det politiske system, pengesystemet etc.? Eller skal man snarere tænke forandring gennem de mange overlappende kredsløs og nye faglige berøringszoner?

Vore dages politiske sfære er blevet totalt æstetiseret.

Redaktionen peger på tidens dilemma mellem kunstens frigørende kraft og det at indgå i kredsløb hvor alt er forbundet, hvor ingen kriser kan skilles ad: «Klimakrise, migrationskrise, depressionskrise, finansiel krise. Og sprogkrise.» Vores problem er at vi ikke råder over vokabular, sprog og tænkning, der er på højde med tidens krise. Og alligevel insisterer Mr. A på at kunst, det vil sige litteratur, musik, dans med videre, er noget andet end politik. De citerer her Boris Groys: «Kunsten er grundlæggende anderledes end politik, da den i sin grundform altid modarbejder sig selv. Politikken skal netop nå frem til noget, den er progressiv og resultatorienteret…»

Hvis kunst er stedet for en ny, kritisk tænkning, må der netop ikke være et sammenfald mellem kunst og politik. Et totalt sammenfald er også et totalt kollaps. Derfor er kunstens problem ikke dens manglende evne til at være ægte politisk, som Groys skriver; problemet er snarere at vore dages politiske sfære er blevet totalt æstetiseret. Politikken er gennemvædet af billedjunk, markedsføringsretorik og æstetiseret tale kaldet spind. Og fra kunstens ståsted: Besøg en hvilken som helst fest i det urbane rum hvor alle kalder sig kreative, uanset om de har en kunstnerisk praksis, er kommunikationsrådgivere, markedsføringsskribenter, sociale entreprenører, og du vil med det samme indse at kunsten som stedet for ny erfaring og kritisk tænkning ikke længere har nogen gang på jorden.

Det er forsøget på at genvinde et andet sted at tale fra, udenfor, så det igen bliver muligt at leve og tænke kritisk og opfindsomt, der er Mr. A’s egentlige ærinde.

20 års chokterapi

«Verdensopfattelserne ligger i sproget, og jo mindre plads dette får, des mere oversættes vores livsverden til et kommercielt sprog», skriver de. De sidste 20 års nyliberal chokterapi og sprogkrise har skabt en økonomisk verdensopfattelse. Mr. A kalder det en sproglig genistreg, med ét ord, «at gøre en arbejder til en lønmodtager». Med sproget har vi skabt et rum vi ikke kan bevæge os ud af: Nu handler alle vores handlinger og hele vores liv om hvad der kan betale sig. De sidste 20-25 års økonomiske sprog har skabt et atmosfærisk tryk, en chokterapi, der har trukket os nedad og nedad, buret os inde i egne bobler og dermed ude af stand til at reagere på kriser udenfor os selv, klimakrise, migrationskrise etc. Det atmosfæriske tryk har drænet os for tænkning og dens forbundethed med materialiteten og jorden, alt det som har med rytme, jord, tid, kunst, ny teknologi, håndværk, langsomhed og død at gøre.

Jonas Eika
Jonas Eika

Mr. A har sat Nick Land og Anna Greenspan stævne i centrum af Shanghai for at tale om kinesisk neomodernitet, om at vi er på vej ind i en ny fase, hvor det handler om at genskabe livets sansninger og kompleksitet ude fra mere flydende tilstande. Her spiller tidens fluktuerende dynamik en væsentlig rolle: Fremtidens by vil danne grundlag for erfaringsrum, hvor de arkæologiske og geologiske fortidsformer blander sig med de elektroniske og arkitektoniske. I fremtidens byer vil den lineært styret tidsplanlægning og økonomi erstattes af tidsspiraler der skaber nye transhumane erfaringer.

Tænkningens etiske øjeblik?

Den danske forfatter Jonas Eika, der den 29. oktober modtog Nordisk råds litteraturpris, holdt en tale der flere steder er blevet udråbt til at være historisk, et opråb for et nyt ungdomsoprør. I stedet for blot at være taknemmelig for sin pris, går han i sin tale til modangreb på det politiske establishment, der sidder i salen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen. Han kritiserer dansk flygtningepolitik, og selvom han flere steder rammer ved siden af, så er der mellem linjerne en kritik af det tankeklima der har cementeret sig i Danmark, som også Antipyrine forsøger at vride sig ud af.

Men hvad er dette historiske øjeblik? Findes det overhovedet? Er det ikke kunstens opgave at bane vejen for nye fluktuerende og stridende erfaringsrum, rum der sår splid, og som betjener sig af uventede alliancer? En kunst der blot ville skulle tale på vegne af alle, har hverken kunsten eller samfundet stor glæde af! Det ville være en rar opbyggelig tanke, som Nordisk råd vil kunne fejre med sin pris. Måske kan vi se Eikas tale som et udtryk for det man kunne kalde «et etisk øjeblik», at vores forvirrede tid først og fremmest er negativ – en fornemmelse af at idéen er forsvundet. Det historiske øjeblik er ikke indholdet af Eikas tale, men snarere en bekræftelse af det lavpunkt, at der næsten ingen modstand foregår, en tale der med et lille pip, bryder med en rodfæstet nihilisme, der siger at vi kan klare os uden idéer, uden nye tanker, at det er nok at dyrke nuet og vores forbrug og livsstile. Hvis talen er historisk, er det fordi det er blevet tydeligt for os, at der ikke længere er noget sted udenfor at tale fra.