Forlag: (Seuil)
En af de vigtigste længerevarende aktivistiske kampe i Vesteuropa i de seneste ti år har været kampen mod konstruktionen af en lufthavn udenfor byen Nantes, der ligger ved udmundingen af Loire-floden i det vestlige Frankrig. Det 580 millioner euro dyre byggeri blev godkendt i 2008, og det skulle være begyndt i 2014 og have stået færdigt i 2017.
Men planen er fra starten blevet afvist af lokale bønder og aktivister, der har forskanset sig på det 1650 hektarer store område. I 2012 forsøgte 2000 politifolk uden held at rydde området. I perioden fra 2008 og frem udviklede området sig til en eksperimenterende øko-anarkistisk utopi. Dette er benævnt ZAD de Notre-Dame-des-Landes (ZAD betyder «forsvaret område»), hvor alle mulige forskellige lokal og tilrejsende har forsøgt at udvikle alternative måder at leve på hinsides pengeøkonomi og vareform. Der opstod mere end 100 selvstyrede bebyggelser, inklusive et bibliotek, et bageri, et bryggeri, en radiostation og forskellige former for husdyrsbrug med blandt andet geder og køer.
Bevæbnet politistyrke
I januar 2018 annoncerede Macron, at lufthavnsprojektet blev lagt på hylden, men at de forskellige bebyggelser, der var en del af det sociale eksperiment, skulle fjernes. Skrotningen af lufthavnen var en kæmpe sejr for besætterne. En sejr i kampen mod hvad Serge Quadruppani kalder «de store projekters verden», en sejr over den logistiske kapitalisme der tager form af store infrastrukturprojekter som lufthavne og højhastighedstog (se anmeldelse af Quadruppanis bog i Ny Tid, august 2018).
En mellemting mellem filosofisk og militant billedtraktat og antropologisk reportage.
I april 2018 indledte en svært bevæbnet politistyrke på 2500 mand en aktion mod de forskellige bebyggelser. Politiet rykkede ind tidligt om morgenen med armerede mandskabsvogne, vandkanoner, droner, bulldozere og helikoptere, affyrede store mængder tåregas og chokgranater, ryddede en række bebyggelser og jævnede dem med jorden med bulldozere. Besætterne svarede igen og byggede barrikader med bildæk og brædder og kastede med malingbomber. Politiet farede hårdt frem og affyrede mere end 8000 tåregasgranater og 3000 chokgranater i løbet af de første ti dage, de forsøgte at rydde området. Mere end 300 besættere blev såret og en mistede hånden.
Kultur og natur
Den franske antropolog og tegneserieforfatter Alessandro Pignocchi tog dengang i foråret 2018 ned til Notre-Dame-des-Landes for at undersøge om mediernes skildring af det sociale eksperiment var dækkende. I stedet for overvintrede voldsparate hippier og fordrukne sort blok-unge – som var det billede de franske medier gengav af zadisterne – fandt han et enestående forsøg på at leve anderledes. Resultatet af mødet er en tegneserie, hvor Pignocchi ikke bare viser kampen mod politiets rydning, men også viser den alternative livsmåde, som opstod i besættelsen og afvisningen af lufthavnen.
Pignocchi, som er antropolog med speciale i Amazonas’ indianere, skildrer humoristisk sit eget skeptiske møde med besætterne, som midt under kampene mod politiet tager sig tid til at flytte et dødt fireben, som politiet har kørt over, så dens artsfæller kan spise den og den ikke går til spilde. Ikke ulig indianerne i Amazonas lever besætterne i ZAD’en ifølge Pignocchi hinsides distinktionen mellem kultur og natur og afviser at behandle dyr og planter som objekter, der skal udnyttes eller beskyttes. Alt levende er sociale væsener, vi deler jorden med.
Besætterne udvikler relationer til planter og dyr på samme måde,
som de udvikler relationer til hinanden.
Pignocchi viser, hvordan besætterne udvikler relationer til planter og dyr på samme måde, som de udvikler relationer til hinanden. Det er en relation baseret på empati og ikke brug (eller beskyttelse), som kendetegner det forsvarede område. Zadisterne lever sammen med planter og dyr, de deler jorden med de andre livsformer, menneskelige og ikke-menneskelige. Det er således en anden kosmologi, som Pignocchi møder, og som han ender med at blive en del af.
Jeg må i det mindste gøre opmærksom på, at Valls i 2012 sendte 1200 strissere for at rømme zonen og bygge sin ting.
ZADisterne gav dem tørt på.
Det var fantastisk. Og lige pludselig er Hollande bange for at vende tilbage, og Macron bliver tvunget til at opgive lufthavnen for at tage luften ud af ZADisterne.
Han tager dog den sikkerhedsforanstaltning at sende dobbelt så mange strissere, men de blev stadigvæk afvist. Sådan.
Men hvad slås de mennesker så for nu? Er det bare for at blive derhjemme?
Og så er de ikke engang hjemme hos sig selv?
Nej da… Ellers ville det ikke have betydet så meget for mig.
Og staten ville ikke have reageret så voldsomt.
Tegneserien er en mellemting mellem filosofisk og militant billedtraktat og antropologisk reportage, og den viser den afgrundsdybe forskel mellem den senkapitalistiske livsmåde og så det liv, som besætterne forsøger at skabe udenfor kapitalens dominans og statens billedpolitiske og (anti)terroristiske styring. Pignocchi fortæller fængende om fremkomsten af en anden verden og veksler mellem forskellige perspektiver. Han fortæller om sin egne oplevelser, om hvordan han først er mistroisk og vil stikke af fra kampene, men ender med at blive en del af det nye fællesskab i Notre-Dame-des-Landes. Han har en dialog med en stresset og udbrændt betjent om meningen med livet. Han kommunikerer undervejs med en mejse, og han springer frem i tid og viser, hvordan en lærer i fremtiden fortæller skolebørn om, hvordan der opstod en ny måde at leve på som følge af kampen mod lufthavnen. Om hvordan der vil ske et brud med statsmagten og folk vil organisere sig selv hinsides økonomiens diktat og statens love og vold. Hvordan der opstår en anden verden i modstanden mod lufthavnen, en verden hvor man interesserer sig for andre livsformer og deres behov, hvor dyr og planter er naboer, som man deler en fælles jord med.
