En ny destitutiv kommunisme


AVSÆTTELSE: Er det mulig med et forsøg på at lade kunst og liv smelte sammen i en revolutionær livskunst hinsides stat og penge?

Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 2019-11-09
        Non esiste la rivoluzione infelice. Il comunismo della destituzione
Forfatter: Marcello Tari
DeriveApprodi, Italien

Hvad kendetegner de protester, demonstrationer og oprør, der har fundet sted de seneste ti år i en bølgende bevægelse over store dele af verden, fra Grækenland til Tunesien og Egypten, videre til Spanien, USA, Chile, Ukraine, Brasilien, Frankrig og Hong Kong etc.?

Ifølge den italienske filosof Marcello Tari har vi at gøre med en ny destitutiv kommunisme, der afviser det etablerede politiske system og kræver at det træder tilbage. Destitution betyder afsættelse. Demonstranterne på gaden afviser de politiske ledere og hele det politisk-økonomiske system, de repræsenterer. De kræver ikke andre politikere eller en anden politik, de kræver kort og godt, at politikerne træder tilbage. Der er således en klar antipolitisk dimension i protesterne i den forstand, at det er en radikal og revolutionær kritik af hele den måde, det politiske i dag tænkes og praktiseres. Demonstranterne nægter at deltage i det politiske skuespil, de siger fra og trækker sig tilbage, afbryder den politiske ordens genkendelsesformer.

Avantgardebevægelser

Taris analyse af denne antipolitiske gestus er et vigtigt bidrag til analysen af den nye protestcyklus og dens former. Mange kommentatorer og filosoffer har svært ved at forstå protesterne. De fremstår uden nogen klar politisk dagsorden og synes at pege i mange forskellige retninger – hvad vil de gule veste i Frankrig, for eksempel? Mange kommentatorer er hurtige til at afskrive protesterne som urealistiske. Tari viser, at protesterne tværtimod lader sig forstå som en genopdagelse af en revolutionær kommunisme, der ikke mindst trækker veksler på de antikunstneriske avantgardebevægelser og deres forsøg på at lade kunst og liv smelte sammen i en revolutionær livskunst hinsides stat og penge. Når demonstranterne går på gaden og blokerer havne eller motorveje eller besætter pladser, afviser de ikke blot det politiske system, de er engageret i en umiddelbar materiel transformation af livet, som det leves i det senkapitalistiske skuespilsamfund. De lever et andet liv på den anden side af barrikaden.

En afvisning af hele det repræsentative nationaldemokrati.

Tari skitserer et historisk forløb, der begynder med den argentinske piquetero-bevægelse i 2001 i kølvandet af den argentinske økonomis sammenbrud. Demonstranter blokerede veje og gadekrydser og standsede på den måde handel og økonomi. Det gjorde de helt uden om fagforeninger og politiske partier. …

Abonnement halvår kr 450

Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?


       

Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)