Hvad kendetegner de protester, demonstrationer og oprør, der har fundet sted de seneste ti år i en bølgende bevægelse over store dele af verden, fra Grækenland til Tunesien og Egypten, videre til Spanien, USA, Chile, Ukraine, Brasilien, Frankrig og Hong Kong etc.?

Ifølge den italienske filosof Marcello Tari har vi at gøre med en ny destitutiv kommunisme, der afviser det etablerede politiske system og kræver at det træder tilbage. Destitution betyder afsættelse. Demonstranterne på gaden afviser de politiske ledere og hele det politisk-økonomiske system, de repræsenterer. De kræver ikke andre politikere eller en anden politik, de kræver kort og godt, at politikerne træder tilbage. Der er således en klar antipolitisk dimension i protesterne i den forstand, at det er en radikal og revolutionær kritik af hele den måde, det politiske i dag tænkes og praktiseres. Demonstranterne nægter at deltage i det politiske skuespil, de siger fra og trækker sig tilbage, afbryder den politiske ordens genkendelsesformer.

Avantgardebevægelser

Taris analyse af denne antipolitiske gestus er et vigtigt bidrag til analysen af den nye protestcyklus . . .

Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement (69kr)