En ny destitutiv kommunisme


AVSÆTTELSE: Er det mulig med et forsøg på at lade kunst og liv smelte sammen i en revolutionær livskunst hinsides stat og penge?

Mikkel Bolt
Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 2019-11-09
       
Non esiste la rivoluzione infelice. Il comunismo della destituzione
Forfatter: Marcello Tari
Forlag: DeriveApprodi, Italien

Hvad kendetegner de protester, demonstrationer og oprør, der har fundet sted de seneste ti år i en bølgende bevægelse over store dele af verden, fra Grækenland til Tunesien og Egypten, videre til Spanien, USA, Chile, Ukraine, Brasilien, Frankrig og Hong Kong etc.?

Ifølge den italienske filosof Marcello Tari har vi at gøre med en ny destitutiv kommunisme, der afviser det etablerede politiske system og kræver at det træder tilbage. Destitution betyder afsættelse. Demonstranterne på gaden afviser de politiske ledere og hele det politisk-økonomiske system, de repræsenterer. De kræver ikke andre politikere eller en anden politik, de kræver kort og godt, at politikerne træder tilbage. Der er således en klar antipolitisk dimension i protesterne i den forstand, at det er en radikal og revolutionær kritik af hele den måde, det politiske i dag tænkes og praktiseres. Demonstranterne nægter at deltage i det politiske skuespil, de siger fra og trækker sig tilbage, afbryder den politiske ordens genkendelsesformer.

Avantgardebevægelser

Taris analyse af denne antipolitiske gestus er et vigtigt bidrag til analysen af den nye protestcyklus og dens former. Mange kommentatorer og filosoffer har svært ved at forstå protesterne. De fremstår uden nogen klar politisk dagsorden og synes at pege i mange forskellige retninger – hvad vil de gule veste i Frankrig, for eksempel? Mange kommentatorer er hurtige til at afskrive protesterne som urealistiske. Tari viser, at protesterne tværtimod lader sig forstå som en genopdagelse af en revolutionær kommunisme, der ikke mindst trækker veksler på de antikunstneriske avantgardebevægelser og deres forsøg på at lade kunst og liv smelte sammen i en revolutionær livskunst hinsides stat og penge. Når demonstranterne går på gaden og blokerer havne eller motorveje eller besætter pladser, afviser de ikke blot det politiske system, de er engageret i en umiddelbar materiel transformation af livet, som det leves i det senkapitalistiske skuespilsamfund. De lever et andet liv på den anden side af barrikaden.

En afvisning af hele det repræsentative nationaldemokrati.

Tari skitserer et historisk forløb, der begynder med den argentinske piquetero-bevægelse i 2001 i kølvandet af den argentinske økonomis sammenbrud. Demonstranter blokerede veje og gadekrydser og standsede på den måde handel og økonomi. Det gjorde de helt uden om fagforeninger og politiske partier. Blokaderne fandt sted under sloganet Que se vayan todos! Que no quede ninguno solo! (De skal allesammen gå! Ingen skal være tilbage!). Som Tari beskriver, har vi her et klart udtryk for den destitutive gestus, der kendetegner nutidens revolter. Det handler ikke om at udfordre ét politisk program med et andet, det handler ikke om at få andre politikere til at repræsentere befolkningen, det er en afvisning af hele det repræsentative nationaldemokrati, der alligevel er smeltet sammen med børsen. Demonstranterne er ikke blot utilfredse med specifikke politikere, men er trætte af politik som institutionaliseret fænomen i de senkapitalistiske samfund. Som Tari skriver, er der på en gang en næsten naiv enkelhed over afvisningen, men den indeholder også en radikal revolutionær kritik.

Tari genfinder mottoet fra Argentina 2001 i alle protesterne og revolterne, der har fundet sted siden 2010. I Tunesien skreg demonstranterne Décage (Gå af) til Ben Ali, og i Frankrig demonstrerede de gule veste under sloganet Le monde ou rien (Verden eller intet). Begrænsede reformer afvises, det er et andet liv, demonstranterne vil have, det er med andre ord noget den nuværende politiske orden ikke kan give dem. Derfor skal den væk. Konflikten er trukket klart op. Det er staten over for opstanden.

Benjamin og Agamben

Taris analyse af den nye opstandsbevægelse er et vigtigt bidrag til gentænkningen af, hvad revolutionen er i dag. Han trækker veksler på Walter Benjamins kritik af lovens vold og Giorgio Agambens analyse af potentialitet og viser, hvordan revolutionen må være en afvirkeliggørelse. Det er det, vi kan se i alle opstandene: Hvordan demonstranter forsøger at gøre statens terroristiske antiterror uvirksom og sætte den ud af kraft. Det er et risikabelt foretagende, og staten svarer igen med fuld styrke, samtidig med at den fritager sig selv for juridisk ansvar.

Det er det samme billede over det hele. Kontrarevolutionen organiserer sig. Det ser vi i Middelhavet, hvor den italienske regering med Salvini i spidsen går langt for at lade migranter drukne. Vi har set det i Frankrig, hvor politiet er gået bevidst efter at lemlæste demonstranter ved at skyde deres øjne ud. Og vi ser det aktuelt i Hong Kong, hvor faren for et nyt Tiananmen er yderst reel. Opstandene bliver bare ved og ved, men der er tilsyneladende heller ingen grænser for magtens radikalisering.