En mørk flekk på kartet

Den sudanske forfatteren Jamal Mahjoubs A Line in the River gir et sammensatt bilde av hvorfor så mye har gått galt i Sudan.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.10.2018

A Line in the River. Khartoum, City of Memory

Jamal Mahjoub

Bloomsbury

Storbritannia

I 1902 fik den polsk-britiske forfatter Joseph Conrad udgivet sin roman Heart of Darkness. Den blev til på grundlag af egne oplevelser under en rejse op ad Congofloden, og på den måde blev Conrad ophavet til den meget europæiske opfattelse at der fandtes mørke pletter på kortet over Afrika. Dette er selvfølgelig et stykke kolonial fortid, men ikke desto mindre er der stadig dele af kontinentet som for mange mennesker virker ukendt. Det oplevede Jamal Mahjoub da han som ung kom til Sheffield for at læse geologi ved universitetet, direkte fra Sudan: Der blev han mødt af en mur af uvidenhed. På trods af Englands historiske forbindelse til stedet oplevede han at komme fra et glemt land, og det satte sit helt afgørende præg på hans selvfølelse og identitet.

Isolert fra verden

Mahjoub blev aldrig geolog. I stedet valgte han at blive forfatter, og har under pseudonymet Parker Bilal skrevet en stribe kriminalromaner, hvor hovedpersonen er detektiv med rødder i Sudan. Forfatteren skabte sin karriere i Vesten, og på et tidspunkt besluttede han at gøre noget ved de mørke pletter på sit eget personlige landkort. Han skrev bogen A Line in the River, som er hans gensyn med hovedstaden Khartoum og dens krogede politiske og historiske forhold. Forlaget præsenterer den som en rejsebog, men den folder sig ud til at være langt mere end hvad denne lidt overfladiske genrebetegnelse indbyder til.

I Karthoum er selve livsinnholdet redusert til å finne seg en stol hvor man kan sette seg og vente på evigheten.

Hans første besøg i Khartoum starter med indflyvningen. Under ham lyser byen i natten, men omkring den hersker ørkenen og det totale mørke. Khartoum ligger isoleret fra resten af verden og lever sit eget træge liv midt i intetheden. Sudan har haft sine storhedstider op gennem historien. Forfatteren beretter om de gamle civilisationer, om mødet mellem den arabiske verden og Afrika, og også om den britiske general Gordon, der forsøgte at give det britiske imperium lidt forsinket storhed i byen, men i stedet endte i misforvaltning og europæisk dårskab. Tilbage står en by hvor selve livsindholdet er reduceret til at finde sig en stol hvor man kan sætte sig og vente på evigheden.

Graden af urbanisering er ufatteligt høj i Sudan. Alle synes at søge lykken i Khartoum, der derfor har forvandlet sig fra en lille handelsstation hvor Den Blå og Den Hvide Nil løber sammen, til en millionby hvor flertallet lever i usle slumkvarterer. Skiftende regimer har vist sig ude af stand til at samle det store land, og i det forhold klandrer Mahjoub verdenssamfundet for udelukkende at fokusere på Darfur og Sydsudan, mens landet som sådant står tilbage som én lang kæde af forpassede chancer.

Flyktig potensial

Jamal Mahjoub betragter Jaafar Nimeiri som det tætteste Sudan er kommet på egentlig samling i moderne tid. Den unge officer kom til magten ved et militærkup i 1969, og indførte et socialistisk styre som lagde sig tæt op ad den egyptiske leder Gamal Abdel Nassers panarabisme. Nimeiri forsøgte sig med reformer, og i 1972 fik han afsluttet den første sudanesiske borgerkrig.

Forfatterens barndom blev formet af den kunstneriske kreativitet og liberale livsførelse som der var plads til i landet under Nimeiri. Faderen var af gammel lokal embedsmandsfamilie, og moderen stammede fra England, og dette internationale islæt passede godt til en tid hvor nøgleordene var åbenhed mod verden, udvikling og femårsplaner. Men det socialistiske eksperiment løb på grund. For at holde sammen på landet, søgte Nimeiri en fælles national identitet, og denne fandt han ved at lukke islamismen ind i varmen. Resultatet var splittelse. Det kristne syd brød sig ikke om de nye tendenser, og snart bekrigede de mange stammer hinanden på livet løs. Da Nimeiri omsider blev væltet, tog islamisterne magten i Khartoum. Mahjoubs familie flygtede til Cairo, ligesom detektiven i hans kriminalromaner.

Boken er en personlig reise inn i en ukjent verden hvor selv forfatteren føler seg fremmed.

Det er resterne af dette flygtige udviklingspotentiale han besøger. I flere omgange opsøger han familiemedlemmer i Khartoum. De er fattigfine i ordets egentlige forstand, og prøver at fastholde fortidens sæder mens de ser sig overhalet af en nyrig og kulturløs klasse der har tjent hurtige millioner på olieindustrien. Disse mennesker lever i deres egne gated communities, afskåret fra resten af befolkningen – nøjagtig ligesom Sudan lever afsondret fra resten af verden.

En personlig reise

Man kunne godt savne det komparative element i denne på én gang deprimerende og fascinerende beretning. Hvordan adskiller Sudan sig fra andre kunstige stater som Syrien og Libyen, hvor indre etniske spændinger er ligeså udtalte? Eller er der overhovedet et grundlag for sammenligning? De svar går man forgæves efter i bogen, og det er nok heller ikke hensigten at man skal finde dem. Bogen er en personlig rejse ind i en ukendt verden, hvor selv forfatteren føler sig fremmed. Og ved sin særegne blanding af egne observationer og familiekrøniker, ypperlig reportage og brede strøg med den historiske pensel skaber den et sammensat billede af hvorfor så meget er gået galt for Sudan. At beretningen oven i købet er sjældent velskrevet, er kun en ekstra attraktion.

Kommentarer