Den arbejdssky men utroligt flittige københavnske sociolog, aktivist, debattør, forfatter, underviser, foredragsholder, og samfundskritiker, Eskil Halberg, har skrevet en ny bog med titlen Madpakker til revolutionen. Titlens sammenstilling af noget af det mest hverdagsnære, nemlig madpakker, med den helt store politiske fortælling om revolutionen. Dette er typisk for det fremsynede lille forlag Nemo’s berømmede Tumulti-serie, der med sine konnotationer til agitation, social uro, opstand, oprør, optøjer, kaos, panik, og selvfølgelig tumult, gerne formår at hvirvle en del opmærksomhed med sig i det danske presselandskab når en ny bog lanceres. Og Madpakker til revolutionen har turnert danske dagblade og medier, og pustet nyt liv i striden mellem socialdemokratisk-sindede reformister og de, der som Halberg har (hvad én kritiker betegnede som) et «revolutionært temperament».
Nemo’s Tumulti-serie
Madpakker til revolutionen skriver sig således ind i det enestående bagkatalog for Tumulti-serien, der fra starten har levet en bevidst omtumlet eksistens. Seriens første bog var et veloplagt indspark af Søren Mau, Hæv stemmen! (2015), med den oplysende undertitel: «I hvilken det vises, at folketingsvalget er et ideologisk ritual, der opretholder et udemokratisk politisk system, og at det første skridt på vejen mod et demokratisk samfund er at lade være med at stemme». Siden er der blevet føjet flere fine bøger med lange titler til serien, fx Sille Kirketerp Bertelsens Med hjertet og kussen i laser: «Et magtmenstruelt hævnskrift, der giver MeToo-kritikerne og andre med deres på det tørre svar på tiltale gennem Vita Andersens poesi».
Dyrene får aldrig solen og himlen at se.
Det seneste skud på stammen hedder i sin fulde længde Madpakker til revolutionen: «hvori det vises, at kapitalen har taget kontrol over maden til skade for klimaet og alt levende, og at vi derfor står i en livsnødvendig kamp for at skabe en anden økologi». Som det antydes, har vi her at gøre med en analyse af kapitalismens destruktive indvirkninger på madproduktion, klima og miljø. Men som den venstreradikale blog, autonom infoservice, oplyser, så er Madpakker til revolutionen heldigvis ikke blot endnu en «guide til politiske forbrugere eller en brugsanvisning til den klimavenlige madpakke». Men hvad er det så for en bog?
Den danske slagtekylling
Madpakker til revolutionen er Eskils anden bog i Tumulti-serien. Hvor fokus i den første bog var en slags by-sociologisk kritik af arbejdet som samfundsmæssig institution og værdi, så er kritikken nu rettet mod de måder, hvorpå kapitalen har lykkedes med at adskille by og land, samt en kritik af de måder, hvorpå landskabet såvel som den naturlige livscyklus (som mennesket er en del af) er blevet grundlæggende forandret.
Madpakker til revolutionen er en fortælling om landbrugskapitalismens historie og dens nødvendige afvikling. En fortælling om blandt andet mekaniseringen af landbruget, fremstillingen af kunstgødning, og udviklingen af genmodificerede super-afgrøder. Desuden monokultur, kødfabrikker, transport- og logistiksektoren, strukturudviklingsprogrammer, landbrugspolitik, socialdemokratisk teknik- og fremskridtsideologi. For eksempel den om forædlingen af danske konventionelle slagtekyllinger, der i gennemsnit lever ca. 34 dage i små metalbure i store fabrikshaller inden de indfanges af en fuldautomatisk maskine og slagtes.Til gengæld er der «installeret skumrings- og dæmringsovergange i fabrikshallernes lysprogrammer», blandt andet for at sikre at kyllingerne følger vækstkurven og tager 66 gram på i vægt om dagen. Dyrene får aldrig solen og himlen at se.
Halberg beskriver slagtekyllingen som blot ét af flere eksempler på, hvordan kødproduktionen er blevet transformeret af profitmotivet og nu er på «fuld industriel omgangshøjde med produktionen af en hvilken som helst anden ting, f.eks. telefoner, møbler eller biler. Fortællingen om «forædlingen» af den danske slagtekylling bliver således en parabel for fremkomsten af dét Halberg kalder «landbrugsklyngen», et «topmoderne industrielt kompleks med afledt produktion og virksomheder med maskiner, biotek og kemi som specialer». Det er denne «landbrugsklynge» der, helt bogstaveligt, sikrer opretholdelsen af byerne som nexus for lønarbejdet og dermed også, indirekte, reproduktionen af urban arbejdskraft.
Green New Deal?
Som Halberg skriver: «I min første bog, Roden til alt ondt (2017), foreslog jeg, at kampen mod kapitalismen først og fremmest måtte være en kamp mod lønarbejdet. Det var lønarbejdet, der gjorde os ufrie. Men i virkeligheden er problemet ikke blot lønarbejdets indirekte tvang og disciplin. Problemet er adgangen til mad. Alle skal spise for at leve. Skal vi spise, må vi købe. For at købe, må vi arbejde. Mennesker indgår på den måde i et stofskifte med naturen; jorden, solen, regnen. Vi spiser, fordøjer, og skider», skriver Halberg med sin karakteristiske og ligefremme stil. Det er dét naturlige stofskifte, som kapitalen, med sine fossile brændstoffer, kemiske giftprocedurer og fuldt automatiserede er i gang med at omdanne til bedre at passe til cirkulationen af kapital.
Men ifølge Halberg var «naturen der før kapitalen – og vil være der efter», hvorfor det ifølge Halberg gælder om at skabe en anden økologi mens vi kæmper mod kapitalens abstrakte herredømme. Det giver ikke mening at vente med at handle til socialdemokratiet og venstrefløjen får vedtaget en ny grøn finanslov, ligesom det ikke giver mening at sætte sin lid til en globalt forankret Green New Deal. Det er dét, der kendetegner Halbergs såkaldte «revolutionære temperament», for som han skriver: «vi må gå i gang med det vi har nu. Ingen grund til at vente».