Publisert: 02.06.2019
«Brænd ikke nogen broer» er en vanskelig parole at arbejde ud fra, når ens vision er at skabe en kvindeledet moské. Formentlig alle steder i verden, men ikke mindst i Danmark, som den syrisk-finske dansker Sherin Khankan satte sig for at gøre i 2015. Med en lille gruppe af (mere eller mindre) ligesindede muslimer – mænd og kvinder – og med en doneret lejlighed fra en sjæleven i kunsten at skabe røre, blev Mariam Moskeen til virkelighed i 2016. Instruktør Marie Skovgaard har fulgt Sherin Khankan tæt gennem processen, og de seneste optagelser er fra december sidste år.At en moské med kvindelige imamer ville skabe modreaktion mange steder fra, var forudsigeligt. Dels er der muslimer, som vil protestere mod, at kvinder kan lede bønnen. Dels er der ikke-muslimer, som vil protestere mod ideen om, at islam kan praktiseres på mange måder. Som for eksempel de hvide danske damer i farverigt tøj og farvet hår, som omringer Sherin Khankan efter en konference om «radikalisering» i det danske Folketing, for at oplyse Khankan om, at mens det ganske vist engang var kristne, der udgjorde en trussel mod verdensfreden, så kommer truslen i dag alene fra muslimer.
«Jeg er ikke enig,» siger Khankan stille, og imponerende roligt, om end hun tydeligt er påvirket af situationen.Hvorfor mon? Khankan befinder sig under belejring i mange forskellige kontekster. Omringet af højreorienterede muslimske mænd – efter at have talt til en debat på SDU – som bombarderer hende med spørgsmål og anklager om ikke at have tilstrækkelig viden om Koranen. Omringet af journalister, der er ivrige efter at løbe afsted med enhver sensation, projektet kaster af sig, selv hvis det indebærer at opfinde fakta; som for eksempel da Politiken skriver, at Mariam Moskeen har hemmelig adresse af frygt for repressalier. «Hvorfor skriver de dog sådan?» undrer Khankan sig.Inden for gruppen bag Mariam Moskeen ligger uenigheder og misforståelser angående teologi, taktik, strategi og personlig stil også på lur fra starten. Det bliver tydeligt i en af de første scener i Reformisten, som dokumentaren hedder. Spørgsmålet om homoægteskaber dukker op, og alene ud fra de i kameravinklen tilstedeværendes ansigtsudtryk er det mere end åbenlyst, at de ikke ser ens på den sag – og ikke har lige meget på spil.
Styrken og svagheden
Selvom Mariam Moskeen handler om at skabe fællesskab og menighed, er projektet på godt og ondt knyttet til Sherin Khankan og hendes vision, som dokumentarens titel og plot også antyder.Den styrke, der ligger i Khankans dedikation – i hendes tro på sagen og i hendes personlige overbevisninger og integritet – er også en svaghed, der flere gange er faretruende tæt på at få det hele til at falde fra hinanden.
Hun skubber nogle væk ved at insistere på at følge sit hjerte.
Hun vinder, hun fejler, hun græder, hun holder fast i sig selv, hun omfavner – sig selv og andre – og hun skubber nogle væk ved at insistere på at følge sit hjerte, og er tæt på at skubbe andre væk ved at forsøge at lade være med at følge sit hjerte. Reformisten er et bevægende portræt af en søgende og beslutsom sjæl, ydmygt frygtløs uden at være immun over for hverken trusler og angreb eller positive og negative reaktioner fra dem, som hun angiveligt er på hold med.Gennem elegant sammenvævning af det kollektive og det personlige, det private og det offentlige har Marie Skovgaard skabt en unik dokumentar om et unikt projekt. Kameraet er modigt og insisterende uden at blive indiskret eller respektløst, og som sådant fanger det, hvad der lader til at være kernen i Mariam Moskeen med alle dens endnu uopfyldte – men stadig levende – løfter og visioner.
Reformisten vises under Oslo Pix 3-9. juni.
