En gruppe franske soldater

Blandt årets mest interessante værker på filmfestivalen i Cannes er franske The Wakhan Front – en metafysisk krigsfilm, der afsøger, hvordan Vestens hang til rationalitet ikke slår til i det særprægede kulturmøde, som krig også er.

Ny Tid
Ny Tids arkiv av artikler, skrevet av diverse skribenter. (Se nederst i artikkelen, evt kontakt oss for skribent).

Afghanistan, 2012. En gruppe franske soldater er udstationeret ved en fjern post i Wakhan-dalen på grænsen til Pakistan. Her sker ikke meget. Dagene glider sammen. Mændene holder vagt på skift og overvåger dalen og den lokale landsby fra to udkigsposter. En dag må soldaterne affyre et advarselsskud, hvorefter deres hund forsvinder, uden de tænker nærmere over det. Den blev måske bare bange for skuddet, men næste dag er hunden stadig væk, og pludselig er de to soldater fra den ene udkigspost også sporløst forsvundet. Er de deserteret? Er de blevet skudt og ligene fjernet? Den handlekraftige kaptajn Bonassieu (Jérémie Renier) sætter en eftersøgning i gang, der snart skal vise sig langt mere uoverskuelig og skæbnesvanger end først antaget.

At forsvinde. Den 31-årige franskmand Clément Cogitore har med sin debutspillefilm The Wakhan Front (den franske titel er Ni Le Ciel, Ne La Terre, som kan oversættes til Hverken Himlen, Ej Jorden), bedrevet en radikal anderledes krigsfilm. Filmen blander på vellykket vis velkendte elementer fra krigsfilmen med mere spirituelle og metafysiske sekvenser.

The Wakhan Front deltager i sidekonkurrencen Semaine de la Critique under den igangværende filmfestival i Cannes, hvor jeg mødte instruktøren i søndags og spurgte ham, hvad motivationen har været for at kreere dette særegne genremiks:

«På en jernbanestation så jeg en plakat, der efterlyste nogle forsvundne personer og jeg kom til at tænke på, hvor de mennesker er. Måske er der sket dem noget. Måske har de startet et nyt liv et andet sted. Men der er ingen, der forsvinder helt. De er altid at finde et sted. Men så legede jeg med tanken om, at hvad nu hvis nogen virkelig bare forsvinder. At de en dag eksisterer, og næste dag eksisterer de ikke længere,» forklarer Clément Cogitore, som først senere i forløbet koblede denne ide med tanken om at lave en krigsfilm:

«Jeg havde en stor trang til at tage udgangspunkt i den måde, vi bedriver krig på i dag. Hvordan vi forsøger at kontrollere alting og bruge teknologi til at have denne kontrol. Soldaterne anvender teknologien til at overvåge landskabet. Det er altid billeder af landskabet, der er med til at diktere krigens gang. Jeg ville undersøge, hvordan hele konceptet med at forsvinde kunne tage sig ud i det miljø,» forklarer Cogitore og fortsætter:

«Krig har historisk set skabt en øget distance. Vi startede med at bekæmpe hinanden hånd mod hånd, så kom kanoner og andre våben, der skabte muligheden for større afstand. Og i dag kan en mand sidde i USA og ligesom i et computerspil styre sit joystick og nedslagte mennesker på den anden side af kloden. Samtidig rummer min film en konfrontation mellem to måder at tro. To måder at gå til virkeligheden på, som måske bliver desto mere forskelligartede, nu hvor krigens materiel har skabt så stor en distance.»

Trossystemer. I filmen forsvinder en række soldater fra den franske lejr, og frustrationen tager til i takt med, at de resterende mænd må indse, at deres rationelle tilgang til virkeligheden ikke længere er tilstrækkelig:

«I Vesten har vi meget fokus på, hvad der fysisk kan manifestere sig. Vi skal have bevis, og det skal gerne være et fysisk bevis. Ellers har vi svært ved at håndtere det. Så bliver det for uforståeligt eller for irrationelt. Derfor handler soldaterne i filmen også primært ved at søge efter en mening og afvise det overnaturlige. Hvad end der får soldaterne til at forsvinde har jo ingen moral. Det fælder ingen domme over, hvem der er skurke og helte. Det agerer tilfældigt, irrationelt og uretfærdigt vil mange nok mene,» forklarer Clément Cogitore, som ikke umiddelbart tror, at hans film rummer en eksplicit politisk stillingtagen:

«For mig er det politiske det, som dikterer, hvordan vi lever sammen. I filmen fremgår det, at de lokale i landsbyen, de franske soldater og de Taliban-krigere, som er deres fjende, alle har det samme problem. Og de er alle nødt til at forholde sig til dette problem. Det gør de så på forskellig vis. Det politiske i filmen består nok i en erkendelse af, at vi har forskellige måder at tænke på og forholde os til virkeligheden på.»

For Cogitore repræsenterer Vestens tankesæt da også blot en måde at tro på, som han gerne vil problematisere med sin film:

«Vores vestlige verden er funderet på et trossystem, ganske ligesom mere arkaiske og religiøse samfund er det. Vores demokrati er et trossystem. Kapitalisme er et trossystem, som naturligvis også har sine obskure sider, og det kan være ligeså skadeligt for menneskeheden, som alle andre former for religiøs fanatisme.»

Den vestlige hang til det rationelle og den fysiske manifestation er at spore flere steder i filmen. I en scene omtales eksempelvis hvordan ligposer må fyldes med jord for at højne vægten, når man kun har fundet enkelte kropsdele af omkomne soldater. Vi er nødt til at have ligposens indhold til i det mindste at imitere vægten af et menneske.

Sprogudfordringer. Cogitore har i sin research til filmen interviewet flere hjemvendte soldater og gransket i hvordan forholdet mellem soldater og de lokale afghanere ofte er skæbnesvangert knyttet til de mange oversættelser, der nødvendigvis må finde sted i det særprægede kulturmøde, som en krig også er. I filmen foregår alle oversættelser i realtid. Vi hører altså både den franske ytring og den tilsvarende afghanske. Dette giver en særlig spænding, som er med til at etablere den utryghed og usikkerhed, der hele tiden omkranser kommunikationen, og som instruktøren også kender til fra sine tidligere værker:

«Jeg har lavet en del dokumentarfilm i lande, hvor jeg ikke kender sproget. Det er en mærkværdig situation. Du ved ikke, hvad folk siger. Du kan måske fornemme, at de er vrede eller glade, men du kan ikke være sikker. Den uvished ville jeg gerne have som en permanent tilstand i filmen. Det giver en fornemmelse af den følelse af fortabelse, som soldaterne oplever,» forklarer Cogitore, som også har højnet det dokumentariske islæt ved, i rollen som militærtolk, at caste den tidligere soldat Sâm Mirhosseini, som netop fungerede som tolk for de franske tropper i Afghanistan.

Natsyns-briller. Udover en række dokumentarfilm har Cogitore en baggrund i samtidskunsten, hvor han blandt andet har kreeret eksperimenterende installationskunst og kunstfotografi. Denne spraglede baggrund lader sig også spore i filmens visuelle stil, hvor synet gennem en natkikkert bliver til et abstrakt billede, der vanskeligt lader sig afkode:

«Vi har holdt os til at bruge det rigtige militære udstyr såsom kikkerter og natsyns-briller, som vi har filmet igennem. Det er altså virkelighedens udstyr, der skaber disse nærmest abstrakte billeder. Til trods for det højteknologiske udstyr bliver soldaterne jo manipuleret på grund af billeder. Det er vanskeligt at vide, hvornår man ser noget, og hvornår man ikke ser noget. Natsynsbrillerne skal soldaterne egentlig anvende for at se sandheden, men de lærer snart, at de ikke får sandheden fra brillerne men kun noget information, som de så selv må fortolke og agere ud fra. Objekter og øjne er kun én adgang til perception, og så må man bruge tanken og troen til at stykke sin egen sandhed sammen,» forklarer instruktøren, som i en særlig magisk scene i filmen har placeret de medvirkende på en sådan vis, at vi som beskuere kun kan se de franske soldater, og først da afghanerne bevæger sig, opdager vi, at de hele tiden har været til stede i billedet.

The Wakhan Front skal først nu til at have et liv i verden, men Cogitore har allerede vist filmen til flere soldater og folk indenfor militæret, dog ikke uden en vis bekymring:

«Jeg har været nervøs for deres reaktion. Om de overhovedet kunne forholde sig til min film. Men indtil videre har jeg kun mødt en stor forståelse for filmen og dens tematikker.»

Det er i skrivende stund endnu uvist, om The Wakhan Front bliver købt til norsk distribution.

Et udvalg af Clément Cogitores
værker kan ses på websitet:
http://clementcogitore.com


 

Moestrup er kritiker i Ny Tid.
moestrup@gmail.com

---
DEL