Forlag: La fabrique éditions (Frankrike)
Den franske filosof Grégoire Chamayou, der i 2013 bragede igennem lydmuren med sin Teori om dronen (Théorie du drone), hvori han blotlagde dræbermaskinens filosofiske konstitution, har i sin seneste bog La société ingouvernable: Une généalogie du libéralisme autoritaire vendt sig mod en bredere anlagt historisk undersøgelse af den «institutionelle, sociale, økonomiske og politiske» kontekst der ledte op til dronen som emblem for en ny type «human» krigsførelse med andre mere avancerede midler. Bogen giver et sjældent indblik i kalibreringen af et noget tungere krigsmaskineri end dronen, nemlig det ensemble af praktikker og «politiske teknologier» som kan sammenfattes under termen ‘regeringskunst’ (l’art de gouverner).
Liberal eller autoritær?
Chamayou sætter fokus på de forandringer som regeringskunsten har undergået i den liberale tradition i løbet af det tyvende århundredes sidste halvdel, med særlig tryk på perioden fra da Thatcher og Reagan indledte deres famøse transatlantiske parløb i 1980erne under TINA-parolen (there is no alternative). Liberalismen, som bogens undertitel Une généalogie du libéralisme autoritaire (den autoritære liberalismes genealogi) indikerer, har altid balanceret på en knivsæg mellem liberale og autoritære tendenser. Et af kapitlerne i bogen hedder således meget passende «Hayek i Chile», og omhandler hvordan den amerikanske bannerfører for neoliberalismen og nobelprisvindende økonom Friedrich Hayek ukritisk omfavnede og enddog hyldede Augusto Pinochets blodige militærkup som en form for «bourgeoisiets diktatur», en ifølge Hayek nødvendig overgangsregering der skulle bane vejen for markedets «frie» spil.
Hvad må der gøres?
Episoden i Chile i begyndelsen af halvfjerdserne var symptomatisk for de nye eksperimenter i krisestyring, som en presset amerikansk kapitalkommando igangsatte på foranledning af en udbredt frygt for en snigende kommunistisk verdensoffensiv. I kølvandet på blandt andet maj 68 bredte der sig, ifølge Chamayou, blandt vestlige politikere og intellektuelle en forestilling om, at denne krisetilstand (som i kold-krigs-retorikken altid var foranlediget af kommunistiske agenter og sympatisører) ikke kunne isoleres til den globale periferi, men at de bærende liberale værdier for selve de vestlige demokratier var ved at smuldre, og at evnen til at regere disse samfund var alvorligt udfordret. I USA var business-as-usual ikke længere muligt uden store protester fra alt mellem borgerrettighedsbevægelser til miljøaktivister. Et spørgsmål, som oprindeligt var blevet rejst af Lenin i forbindelse med den russiske revolution, blev nu genrejst på den anden side af Atlanten fra liberalistisk hold: Hvad må der gøres?
Intensivert klassekamp
Svaret blev at klassekampen måtte intensiveres, men med en ny form for raffineret krigsførelse der beroede på blødere former for magt end sværdets eller (dronens): «Det var som at planlægge en stor militæroperation,» genkalder en public relations-ekspert fra den multinationale virksomhed Nestlé sig om arbejdet med at rette op virksomhedens omdømme sidst i 1970erne (efter en stor skandaleombrust sag om Nestlés aggressive markedsføring af modermælkserstatning i afrikanske lande og øget spædbørnsdødelighed). Strategien de udviklede i Nestlés PR-afdeling, dannede skole for en mod-aktivistisk kontraoffensiv fra højre, der opsummeres sådan af Chamayou: «Sådan var den generelle strategi: Samarbejd med realisterne, skab dialog med idealisterne for at konvertere dem til realister, isoler de radikale og opslug opportunisterne.» Et voilà! En brugbar køreplan for at afspore enhver kritik. Strategien er funderet på dialog, for så derved i et næste skridt at tvinge kampen, med PR-medarbejderens egne ord, «ind på fortolkningens terræn» med det ene formål at «udmatte modstanderen i endeløse møder».
Klassekampen ble intensivert med en ny form for raffinert krigføring basert på mykere former for makt.
Trods den militær-strategiske inspiration (den føromtalte PR-mand skulle efter eget udsagn have skrevet Clausewitz’ ni principper for krigsførelse på sin væg under arbejdet) har mange af disse management-strateger tilsyneladende glemt den elementære gestus at skjule sine strategemer (sine taktiske overvejelser) for at undgå at de senere falder i hænderne på fjenden, hvilket muliggør Chamayous eget noble ærinde: «I denne bog studerer jeg denne krise som den blev opfattet og teoretiseret i 1970erne af dem som stræbte efter at forsvare ‘business’-interesser. Modsat en historie ‘fra neden’ drejer det sig her om en historie ‘fra oven’, som den er skrevet fra de herskende klassers synspunkt, hovedsageligt i USA, som var efterkrigstidens centrum for en intellektuel og politisk remobilisering i en stor skala.» Chamayou kortlægger med andre ord kontrarevolutionens ideologiske terræn ved at pløje sig igennem et hav af management-litteratur, workshop-referater, interne virksomheds-memos, public relations-kampagnemateriale, lækkede mail-korrespondancer, statements fra en række af de største multinationale virksomheders CEO’er såvel som disses ekkoer fra parlamentariske politikere og i mediebilledet mere generelt.
Ifølge Chamayou er der ikke tale om endnu et bidrag til en «intellektuel historie om neoliberalismen», en term han anser for forfejlet fordi den tenderer mod at reducere store samfundsforandringer som rene følgevirkninger af politiske programmer: «Man har ofte en tendens til at reducere den store reaktion, som tog form i 1970erne inden den udfoldede sig mere konkret i 1980erne, til den økonomiske komponent af neoliberalismen. Det er en fejl. Intellektuelt er bevægelsen langt mere sammensat. Man mod-angriber i en spredt orden, forsøger hver for sig at dæmme op for de sprækker der er blevet slået i ens rækker, uden nogen form for central koordinering eller doktrinær enhed.»
Militær- eller management-strategi?
Chamayou har således gravet dybt i de historiske arkiver og har fremdraget en perlerække af eksempler på, hvordan management-kulturen fra USA udviklede sig i retning af en veritabel militærstrategi, der kunne bruges til at intervenere i klassekampen og til at disciplinere uregerlige elementer af alle slags, fra industriarbejderen over mellemlederen til konsumenten og sågar, men ikke mindst, de demokratisk valgte «neoliberale » politikere selv. Bogens titel spiller på flertydigheden i ordet la société, som på fransk kan betyde både ‘samfundet’ og ‘virksomheden’, hvilket giver læseren et hint om, hvor Chamayous overordnede argumentation peger hen: For hvem er det egentlig, i den såkaldte neoliberale æra, der er ingouvernable, altså uregerlig? Medens forholdet mellem statsmagt og politisk suverænitet har været et gennemgående tema fra Platon over Hobbes til Rousseau og videre endnu, er det småt med brugbare filosofiske analyser af virksomheden, der uden tvivl er en (stadig mere) konkurrerende part i regeringsførelsen af det moderne kapitalistiske samfund. Men som Chamayou pointerer, så er filosofien fortsat stærkt underbemidlet med hensyn til at begribe virksomhedens samfundsmæssige rolle og dens indplacering på magtens terræn: «Det er ved at være på tide at udvikle en kritisk filosofi om virksomheden.» Og ikke – vel at mærke – for virksomheden. Allez vite !
