En forklaring på europæisk rasisme

Islamforsker forsøger at forstå baggrunden for muslimske forhold i Europa, men forklaringen i hans analyse er begrænset.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Journey into Europe. Islam, Immigration, and Identity

Akbar Ahmed

Brookings Institution Press

USA

Fortællingen starter urovækkende og på kornet: Akbar Ahmed – islamforsker og tidligere højkommissær for Pakistan i Storbritannien – befinder sig i en parkeringskælder i Athen i 2013 sammen med et muslimsk trossamfund. Grækenland er ved at synke i grus økonomisk, politisk, socialt. Samtidig er hundredtusinder flygtninge ankommet på rekordtid, og endnu hundredtusinder på vej.

I denne fortvivlende kontekst spekulerer Akbar Ahmed på hvordan han skal få leveret en prædiken der kan indgive håb, uden at lyde falsk – alt imens han bliver mere og mere klaustrofobisk af den svedlugtende, mørke parkeringskælder som fungerer som trossamfundets samlingssted.

Søgt sammenhæng

En rigtig moské har muslimer i Grækenland ifølge Ahmed nemlig ikke til rådighed, til trods for at flere i parkeringskælderens forsamling har været i landet det meste af deres liv, og til trods for at Europa har været hjemsted for muslimer i mange århundreder. Flere blandt trossamfundets medlemmer kan desuden berette om trusler og vold fra nynazister, om at leve i konstant frygt.

«Jeg kunne mærke min egen uro over den vrede og desperation som gennemtrængte forsamlingen og som antydede en lurende trussel. Disse mænd havde intet at miste […]. Dette var, følte jeg, Europas tikkende bombe.»

Engang rejste nordeuropæerud og fortalte asiaterne hvordan de hang sammen og hvordan de dog var havnet i den suppedas.»

I stedet for at gå videre fra denne konstatering og undersøge den tikkende bombes anatomi – og de aktuelle vilkår der har fremstillet den – begiver Journey into Europe sig ud i et slags kulturhistorisk/idéhistorisk gennemgang af især «germansk» tankegods omkring begreber som Volk og Heimat.

De germanske samfund som Tyskland og Norden – ja, Europa i det hele taget – hviler ifølge Ahmed på stammeidentiteter. Disse kan være mere eller mindre ekskluderende, indimellem ligefrem inkluderende og i nogle tilfælde decideret livsfarlige. Denne sidste form kalder han «predator tribal identity», og den er chauvinistisk, aggressiv og militaristisk. At Europa og dets historie er præget af chauvinisme og militarisme, er svært at være uenig i, men præcis hvad dette stammeidentitetsbegreb egentlig dækker over og hvorfor det er specielt anvendeligt til at forklare anti-muslimsk racisme, er vanskeligere at indse.

Myrdalismen strikes back

Baseret på engelsksproget, først og fremmest amerikansk sekundærlitteratur, blander Ahmed begreber som das Volk, folkhemmet, folkesjæl og folkehøjskoler sammen i en stor pærevælling. Det samme med begreber som Heimat, hembygd og Heimatort – og man forstår at der går en direkte linje fra blod og jord til folkemusik og lokalhistoriske museer.

Engang rejste nordeuropæeren – som for eksempel den svenske socialdemokrat Gunnar Myrdal – ud og fortalte asiaterne hvordan de hang sammen og hvordan de dog var havnet i den suppedas; nu kommer asiaten og fortæller (nord)europæerne hvad deres «stammeidentitet» er gjort af, og hvilke konsekvenser den kan have. De kom, de rejste rundt (på første klasse), de så, de forstod.

Det er gunnarmyrdalsk megalomani som strikes back, og som sådan egentlig en god vits. Men efterhånden som analysens forklaringskraft siver ud af bogen, stivner smilet. For det er jo faktisk ikke spor morsomt. Det er – som Ahmed selv slår an i bogens åbningsscene – et spørgsmål om liv og død. Der er grænser for hvor megen fornedrelse mennesker kan tåle før de går til grunde. Og som bekendt er det ganske få der gør det med et brag. Langt de fleste gør det i stilhed. Derfor er Ahmeds tikkende-bombe-metafor også i sig selv både misvisende og problematisk.

Klasseblindhed

At Ahmed har lagt sig fast på en analyseramme bygget op omkring stammeidentitetsbegrebet, hænger formentlig sammen med at han ikke interesserer sig for – eller er i stand til at få øje på – klassesamfundets struktur og hvilken rolle denne spiller for den racisme muslimer i Europa udsættes for.

Helt absurd bliver det når Ahmed forklarer forskellen mellem muslimers vilkår og muligheder for at «høre til» i henholdsvis England og Skotland med at stammeidentiteten i Skotland simpelthen nok bare er mere inkluderende. Ikke én overvejelse gør han sig i den sammenhæng om det forhold at det ene sted er imperiets hjerte, mens det andet er en koloniseret og udbyttet region. Ikke én overvejelse gør han sig om hvilke forskelle og ligheder der kunne være mellem hvordan muslimske migranter er kommet til henholdsvis England og Skotland, hvad de laver der og hvordan de – ud fra disse parametre – så enten adskiller sig fra eller ligner deres lokale kolleger og naboer.

Udover Ahmeds flygtige henvisning til tysk Gastarbeiter-program i 1960’erne og 1970’erne glimrer et blik for arbejde og økonomi ved sit totale fravær. Dette kommer sig også af at Ahmed og hans forskerteam først og fremmest taler med andre fra den akademiske, politiske og økonomiske elite, og så en hel del taxachauffører – der har den ære, forstår man, at fragte forskerholdet rundt i de byer de besøger.

Ikke lærebogsantropologi

Bogens forskningsmetode beskriver Ahmed som «ikke standard lærebogsantropologi», dog med brug af «den antropologiske metode», hvorpå han oplister deltagerobservation, «finkornet» etnologi, spørgeskemaer, casestudier og tværkulturelle komparationer. Måske lige med undtagelse af (fantasifulde) «tværkulturelle komparationer» ser man imidlertid ikke meget til disse metoder i bogen. Det havde været mere ærligt hvis Ahmed havde holdt sig til at konstatere at det ikke ligefrem er lærebogsantropologi der bliver udfoldet.

I den tredje og sidste del kommer Ahmed med forslag til «hvordan Europa kan skabe en ny identitet»

Ahmed præsenterer desuden den «forskergruppe» der har rejst med ham rundt i Europa, ved deres navne, ikke deres meritter (udover at en af dem er hans «tidligere studerende og trofaste assistent»). Dette forekommer både temmelig uhøfligt – især taget i betragtning hvor meget vi hører om hans egne meritter undervejs – og efterlader læseren uden indsigt i hvad der har gjort «assistenterne» specielt egnede til at analysere de forhold bogen beskæftiger sig med.

Noget med Andalusien

Journey into Europe er opbygget i tre dele, med tre kapitler i hver. Efter introduktion af stammeidentitetsrammen, baseret på læsninger af sekundærlitteratur om europæisk (kultur)historie i første del, præsenterer anden del det såkaldte feltarbejde. Dette må siges at være et fint ord for noget der mest af alt fremstår som en intellektuel turistrejse. Den del af bogen er da også illustreret med billeder, hvor forfatteren og forskerholdet poserer foran religiøse seværdigheder eller sammen med vigtige personer – en sjælden gang imellem sågar med «almindelige mennesker». Men altid taget ud af kontekst: «Her står/sidder vi sammen med den og den.»

I den tredje og sidste del kommer Ahmed med forslag til «hvordan Europa kan skabe en ny identitet» der passer til det 21. århundrede: Det er noget med at lade sig inspirere af Andalusien, hvor muslimer, jøder og kristne engang sameksisterede fredeligt. Eftersom Ahmed ikke kan få øje på klassesamfundet og racismens sammenvævning med dette – selv ikke efter at have befundet sig i en parkeringskælder med muslimske arbejdere i Athen – bliver hans vej til en bedre framtid lige så luftig som hans analyse af nutiden og historien.

Les også: Religionens skræmmende klang

Kommentarer