En følelse i bevægelse


I sin nye bog kortlægger den franske filosof Francois Jullien dels Kinas historiske syn på natur og landskab, og dels en livsfilosofi som moderne kinesere og vi i Vesten kan lade os inspirere af.

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2019-03-31
       
Living off Landscape: or the Unthought-of in Reason

I forbindelse med kunstmuseet Louisianas store udstilling sidste år om ny arkitektur og Kina, udtaler den kinesiske arkitekt Wang Shu at landskabet altid har været omdrejningspunktet i det kinesiske livssyn. I en tid hvor Kinas eksplosive urbanisering udhuler landområderne og overalt efterlader sig spor af billigt betonbyggerig, modarbejder Wang Shu denne tabula-rasa-tanke ved at vægte det lokale, herunder genbruge materialer fra gamle bygninger som de kinesiske myndigheder systematisk river ned i både land og by.

Wang Shus tegnestue, Amateur Architecture Studio, gentænker livsform og boform med afsæt i den kinesiske forståelse af landskab og natur. En systemkritisk praksis der vægter enkel funktionalitet fremfor spektakulær form, restaurering fremfor ny opførelse, tradition over modernisme. Alt sammen går det tilbage til en forståelse af landskab og natur som har været dominerende i Kina i århundreder, men som med den hastige urbanisering i disse år er under pres.

Landskab og menneskesyn

Den franske filosof Francois Jullien kortlægger i en ny stærk bog dels Kinas historiske syn på natur og landskab, og dels en livsfilosofi som moderne kinesere og vi i Vesten kan lade os inspirere af. I Kina indtager landskab og natur en særstilling, der går tilbage til år 1000. I Europa er det først i det 16. århundrede, at landskabsskildringen dukker op som et særligt emne for malere.

Vi ser at naturforståelse og livsfilosofi ikke har behov for selvet og verden.

Grunden til forskellen må søges i den omstændighed, at naturen gennem størstedelen af den europæiske historie betragtes som en fjendtlig magt, en side af tilværelsen, der ingen plads havde indenfor den kristne kirke, mens den i taoismen blev opfattet som den højeste manifestation. Men vores syn på landskabet er også et menneskesyn, som Jullien understreger: I Vesten opfatter vi landskabet som en horisont, som noget vi observerer, noget vi ser på, et sted, en ressource for det visuelle øje, skønhedens kult. Renæssancemalere og naturvidenskabens subjekt–objekt-opdeling mødes her. Landskabet er «derude». Med Julliens ord: «Landskabet er endt som en fold af os selv.» Og dermed carte blanche til rovdrift og forbrug og besiddelse.

Abonnement kr 195/kvartal

Kjære leser. Du har nå lest månedens 3 frie artikler. Så enten logg inn hvis du har abonnement, eller støtt oss gjerne ved å tegne et abonnement for fri tilgang?