En følelse i bevægelse

I sin nye bog kortlægger den franske filosof Francois Jullien dels Kinas historiske syn på natur og landskab, og dels en livsfilosofi som moderne kinesere og vi i Vesten kan lade os inspirere af.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 31.03.2019
Living off Landscape: or the Unthought-of in Reason
Forfatter: Francois Jullien
Rowman & Littlefield International,

I forbindelse med kunstmuseet Louisianas store udstilling sidste år om ny arkitektur og Kina, udtaler den kinesiske arkitekt Wang Shu at landskabet altid har været omdrejningspunktet i det kinesiske livssyn. I en tid hvor Kinas eksplosive urbanisering udhuler landområderne og overalt efterlader sig spor af billigt betonbyggerig, modarbejder Wang Shu denne tabula-rasa-tanke ved at vægte det lokale, herunder genbruge materialer fra gamle bygninger som de kinesiske myndigheder systematisk river ned i både land og by.

Wang Shus tegnestue, Amateur Architecture Studio, gentænker livsform og boform med afsæt i den kinesiske forståelse af landskab og natur. En systemkritisk praksis der vægter enkel funktionalitet fremfor spektakulær form, restaurering fremfor ny opførelse, tradition over modernisme. Alt sammen går det tilbage til en forståelse af landskab og natur som har været dominerende i Kina i århundreder, men som med den hastige urbanisering i disse år er under pres.

Landskab og menneskesyn

Den franske filosof Francois Jullien kortlægger i en ny stærk bog dels Kinas historiske syn på natur og landskab, og dels en livsfilosofi som moderne kinesere og vi i Vesten kan lade os inspirere af. I Kina indtager landskab og natur en særstilling, der går tilbage til år 1000. I Europa er det først i det 16. århundrede, at landskabsskildringen dukker op som et særligt emne for malere.

Vi ser at naturforståelse og livsfilosofi ikke har behov for selvet og verden.

Grunden til forskellen må søges i den omstændighed, at naturen gennem størstedelen af den europæiske historie betragtes som en fjendtlig magt, en side af tilværelsen, der ingen plads havde indenfor den kristne kirke, mens den i taoismen blev opfattet som den højeste manifestation. Men vores syn på landskabet er også et menneskesyn, som Jullien understreger: I Vesten opfatter vi landskabet som en horisont, som noget vi observerer, noget vi ser på, et sted, en ressource for det visuelle øje, skønhedens kult. Renæssancemalere og naturvidenskabens subjekt–objekt-opdeling mødes her. Landskabet er «derude». Med Julliens ord: «Landskabet er endt som en fold af os selv.» Og dermed carte blanche til rovdrift og forbrug og besiddelse.

Francois Jullien. Living off Landscape: or the Unthought-of in Reason.

I Kina, derimod, er landskabet en hændelse, det, som foranlediger mennesket til tænkning. Landskabet er ikke en fold af os selv, men et udenfor der kan «befri» et syn, en tanke, en følelse. Naturen er en mulighed for en påvirkning af os selv, der skaber en omvending af det nære og det fjerne. Vi opdager at det udenfor er tættere på en indre verden, sætter denne verden i svingninger, i bevægelse, i spænding.

Forståelsen af landskab og natur som har været dominerende i Kina i århundrede er med den hastige urbanisering under pres.

I kinesisk poesi såvel som arkitektur er landskabet både «en følelse i bevægelse» og «en bevægelig følelse i landskabet». Landskab på kinesisk hedder shan shui, der betyder bjerg-vand. I malerkunst, arkitektur og poesi er landskabet modulationer af spændkræfter, såsom bjerg–vand; høj–lav; afstand–nærhed; flod–tinde; bugtende – lige række; bøje sig frem – skabe grundlag for. Landskabet bliver en kondensering og fortætning for det at se og høre vindens spil, bjerget ved vandet, stiens løb om huset – tanken som dao, som kan fylde én og gøre én tom. Der findes ingen form som ikke er underkastet universets fundamentale lov: loven om forsvinding. Al form lever og dør hver dag. Bevidstheden herom skaber ydmyghed og åbenhed. Vi ser at naturforståelse og livsfilosofi ikke har behov for selvet og verden.

Livsfilosofi og moral

Julliens tanker om landskab og natur peger tilbage på hans tidligere værker om kinesisk filosofi, herunder forskellen på Vesten og Østen, især Vital Nourishment. Departing from Happiness (2007) og A Treatise on Efficacy: Between Wester and Chinese Thinking (2004). Forskellen på Vesten og Kinas filosofi skal findes deri, at i Kina går omsorgen for selvet forud og har højere prioritet end værdiproblemet, som altid i den ene eller anden udstrækning er et eksternt anliggende. I modsætning til megen selvudviklingsfilosofi i Vesten der gør selvudvikling til en realisering af muligheder og dermed til en økonomisk tænkemåde og et byrdefuldt valg, er selvomsorg i Kina en forberedelse for tænkning og for håndtering af ens plads i kosmos. For at ophæve selvtilstrækkelighed må moralen gå forud for skrevne normer og bero på kvalificering af erfaring, af mennesket som livskilde. At leve handler om at studere liv, et liv der ernærer, ikke min krop og min sjæl for dets egen skyld, men som en energimæssig tilpasning til livets kredsløb.

Mens Vesten sigter mod lykke, mål og finalitet, er kinesisk livsanskuelse en løbende «dekantering af energi». Lykke som kategori har ingen plads. De kinesiske begreber for krop og sjæl er begreber for energi. Menneskets opgave i alle livets forhold er den at «feje gaden» foran sig, for at give plads til bevægelse. Den gode hyrde er ham der tillader flokken at bevæge sig i sit eget tempo. At nedtone viljen er med til at løsgøre mennesket fra de bånd der skaber afhængighed og negativ energi. Men det er også med til at befri det «syn» og den tanke som ernærer livet i det daglige, i kunsten og filosofien.

Gratis prøve