En følelse av å leve i en tid hvor verden er i ferd med å dø

Hvordan kan historien om medarbeideren i en dagligvarebutikk bergta så mange lesere verden over?

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Før jeg tog til Japan i sommers var jeg fuldt ud klar over at japaneren er et myreflittigt folk der arbejder fra morgen til aften. Hvad der derimod overraskede mig, var de mange idiotjobs: En mand i lufthavnen der står med en karklud og tørrer fliser af én ad gangen; en mand der holder en pose til de sko der ikke må stå på gulvet; pigen der smiler ved nedgangen og siger goddag og farvel; manden i luen ved haven i Kejserpaladset der rækker mig en brik som ikke skal bruges til noget og som jeg giver ham igen når jeg forlader haven. Eksemplerne på små aktivitetsformer der faktisk giver det ud for et job, synes endeløse. Et eller andet er galt, eller også er der noget jeg ikke har fattet. Derfor var det faktisk lidt af et scoop da jeg faldt over den japanske forfatterinde Sayaka Muratas lille roman Convenience Store Woman. På én gang kritik af det moderne arbejdsliv og smertefuld dead pan humor à la Jim Jarmusch. En forfatter der i øvrigt selv arbejder som deltid i en dagligvarebutik!

Irasshaimasé

Det japanske ord for «velkommen», «kom indenfor», høres og siges overalt. Så snart man træder over tærsklen til en butik, ind i en elevator. Også i Convenience Store Woman, ja, faktisk i hvert kapitel. Måske kan man ligefrem forklare hele det japanske samfund gennem dette ord som udsiges med en robotagtig selvfølgelighed? Historien om Furukara der på attende år (!) arbejder i en såkaldt døgn- og dagligvarebutik, som er langt mere end bare 7-Eleven, er en grotesk historie om det moderne Japan. Hendes første job i butikken skulle egentlig bare have været et bijob mens hun studerede på universitetet. Men hun kunne ikke gøre studierne færdige og blev hængende. Enhver der arbejder i en såkaldt dagligvarebutik (convenience store) er der kun som «hopper» (kort tid). Bliver man hængende er man en taber. Som barn havde hun svært ved at relatere sig til andre mennesker. Hendes gamle venner foruroliges over at hun stadig fortsætter i det samme intetsigende job og opfatter hende som sær. Furukara er dog hverken ufølsom eller mere mærkelig end andre. Måske har hun i sit blue collar job set dybere end de fleste? Måske er hun ikke bare føjelig, som de fleste japanere, men en slags deleuziansk antifascist i en japansk 7-Eleven?

Tomhed som kritik

I alt fald har hun en følelse af at leve i en tid hvor verden er ved at dø. Derfor har hun besluttet at der kun er denne lille plet som er hele verden. På vej til arbejdet står hun af toget et stop før således at hun ved at indoptage nabolaget og de nærmeste omgivelser forlænger og udvider butikkens verden. Hendes morgenbrød, frokost og aftensmad kommer fra butikken, og på den måde føler hun at hele hendes krop er butikken. Hun mestrer alle facetter af sit lille job, smiler til kunderne, drømmer om hvilke varer der mangler prisskilt, en bedre omplacering af tilbudsvarer. Hun lever sig ind i selv de mest idiotiske handlinger, finder kraft, glæde og nysgerrighed heri. Gemmer sig tilsyneladende bag alt dette og spiller spillet helt ud i sine ekstreme tåbeligheder. Nu har hun  holdt ud i 18 år, overlevet 8 ledere på skift. Er hun ved at blive skør, eller har hun fundet en snedig overlevelsesstrategi? Sit eget lille refugium? Selv hendes kollegaer nærmest punker hende for at finde et andet job, et andet liv. «Er du ikke snart kureret?», spøger den ene, hvorpå Furukara svarer: «Jeg ved ikke hvad jeg skal kureres for?» Hun har set deres ansigter, kunderne, dem derude, dem med store indholdsjob og status og læst skriften på væggen. Hvem lever og hvem er normal i et samfund hvor man opfattes som outcast hvis ikke man knokler mellem 50 og 80 timer om ugen? Da hun endelig bryder ud og skal til jobsamtale et andet sted, kan hun ikke. Hun er smeltet sammen med døgnbutikkens verden. Hun må tilbage. Hun må lytte til sin krop!

Vanvid og normalitet

Bogen er blevet en bestseller ikke alene i Japan, men har også på kort tid solgt over en million eksemplarer i et andet protestantisk arbejdsfokuseret samfund, nemlig Tyskland. Og det breder sig.  Hvad sker der? Hvordan kan historien om medarbejderen i en dagligvarebutik bjergtage så mange læsere verden over? Måske fordi bogen med en humoristisk, men lavmælt stemme elegant udstiller den falskhed og tomhed der i dag præger de moderne samfund der har gjort arbejdet til en altomfattende ideologi? Stedet hvor vi krampagtigt skal finde en mening som ofte ikke er der. At bekræfte dagligvarebutikkens absurde, men konkrete arbejdsopgaver udstiller samtidig det pseudoarbejde der ledsager så megen videns- og konsulentarbejde i dag. Pigen i idiotjobbet der egentlig bare ville være en normal pige, har modtaget mange reaktioner fra læsere i Japan der ikke længere ved hvad der er normalt og hvad der vanvid. De mange selvmord i Japan, for eksempel i selvmordsskoven i Aokigaha ved foden af bjerget Fuji-san, er ifølge de fleste kilder et resultat af det japanske konkurrence- og disciplineringsmaskineri i såvel uddannelsesverden som arbejdsliv. De mange læsere udenfor Japan er måske en påmindelse om at vi herovre er ved at nærme os japanske tilstande?

Kommentarer