En følelse av å leve i en tid hvor verden er i ferd med å dø

Hvordan kan historien om medarbeideren i en dagligvarebutikk bergta så mange lesere verden over?

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Før jeg tog til Japan i sommers var jeg fuldt ud klar over at japaneren er et myreflittigt folk der arbejder fra morgen til aften. Hvad der derimod overraskede mig, var de mange idiotjobs: En mand i lufthavnen der står med en karklud og tørrer fliser af én ad gangen; en mand der holder en pose til de sko der ikke må stå på gulvet; pigen der smiler ved nedgangen og siger goddag og farvel; manden i luen ved haven i Kejserpaladset der rækker mig en brik som ikke skal bruges til noget og som jeg giver ham igen når jeg forlader haven. Eksemplerne på små aktivitetsformer der faktisk giver det ud for et job, synes endeløse. Et eller andet er galt, eller også er der noget jeg ikke har fattet. Derfor var det faktisk lidt af et scoop da jeg faldt over den japanske forfatterinde Sayaka Muratas lille roman Convenience Store Woman. På én gang kritik af det moderne arbejdsliv og smertefuld dead pan humor à la Jim Jarmusch. En forfatter der i øvrigt selv arbejder som deltid i en dagligvarebutik!

Irasshaimasé

Det japanske ord for «velkommen», «kom indenfor», høres og siges overalt. Så snart man træder over tærsklen til en butik, ind i en elevator. Også i Convenience Store Woman, ja, faktisk i hvert kapitel. Måske kan man ligefrem forklare hele det japanske samfund gennem dette ord som udsiges med en robotagtig selvfølgelighed? Historien om Furukara der på attende år (!) arbejder i en såkaldt døgn- og dagligvarebutik, som er langt mere end bare 7-Eleven, er en grotesk historie om det moderne Japan. Hendes første job i butikken skulle egentlig bare have været et bijob mens hun studerede på universitetet. Men hun kunne ikke gøre studierne færdige og blev hængende. Enhver der arbejder i en såkaldt dagligvarebutik (convenience store) er der kun som «hopper» (kort tid). Bliver man hængende er man en taber. Som barn havde hun svært ved at relatere sig til andre mennesker. Hendes gamle venner foruroliges over at hun stadig fortsætter i det samme intetsigende job og opfatter hende som sær. Furukara er dog hverken ufølsom eller mere mærkelig end andre. Måske har hun i sit blue collar job set dybere end de fleste? Måske er hun ikke bare føjelig, som de fleste japanere, men en slags deleuziansk antifascist i en japansk 7-Eleven?

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.