Bestill sommerutgaven her

En bandlysning af de døde og døden?

DØDEN / Via filosoffen Jean Baudrillard kan vi måske med vor dages pandemi blotlægge dødens symbolske betydning, den som ellers er svær at få øje på?

En konvoj af militærkørertøjer kører væk med de døde et sted i Lombardiet i Italia, endnu en kølevogn ankommer med friske lig til opbevaring et sted i udkanten af New York i USA. Nu stiger antallet af døde, siger nyhedsoplæseren. Vi ser her hvordan kurven stiger og hvordan den knækker, siger eksperten. En hjemmeside med statistikker og grafer viser et digitaliseret frembragt udviklingsforløb om antallet af døde, hvilke lande topper, hvem har gjort det godt, forventet stigninger, og forventet fald. Den morbide fascination holder os fanget. Som om den visuelle graf giver os magt over døden. Et skema, en matrix, en mærkelig fiktion, en storstilet abstraktion. Pandemien er over os. Og den vil fortsætte.

Men faktisk er det lang tid siden vi gjorde de døde til et tal, en klinisk affære. I dag har vi fjernet de døde fra fællesskabets symbolske udveksling. De har ikke længere noget med vores liv at gøre. På samme måde som de syge og de gamle, de producerer ikke længere kapital. Ingen har brug for dem mere, slet ikke kapitalismen. Vores oplyste fornuft og kultur forudsætter faktisk denne bandlysning af den døde, og nu hjemsøger den os som aldrig før, skrev franske Jean Baudrillard [1929–2007] i bogen Symbolic Exchange and Death (1976). Ligesom Michel Foucault talte om hvordan samfundene måtte bandlyse den gale, bringe ham til tavshed, må vor dages samfund bandlyse det at leve, udveksling (af varer, værdier, livsstile) er blot for overlevelse. Og det for enhver pris. Opload din hjerne i en matrix, clon dig til livsforlængelse, bioteknologi, plastikkirurgi, evig ungdom, udødelighed og Elon Musk rejser til fremmede planeter. Er bioteknologien også enden på aldringen som vi kender den?

«I dette overbeskyttede samfund har vi herefterdags ikke længere bevidstheden om at dø, eftersom vi på en umærkelig måde er trådt ind i livets alt for store lethed.»

Hvordan kan vi undgå at opleve hele denne pandemiens matrix, som andet end en bandlysning af døden? En tilintetgørelse af døden. Døden tømt for betydning. Og dermed det at leve.

Til syvende og sidst er døden den sociale grænse der adskiller de døde fra de levende, notere Baudrillard. I dag har vi reduceret døden til den medicinske betydning, et punkt på en linje. Men der er andre definitioner, døden som indvielse, som cirkulær bevægelse, som indre rejse. Men det moderne bureaukrati tømmer døden for egenbetydning, omdanner den til målestok, management, biopolitiske risikovurderinger. Alt sammen grafer til gunst for forbrugermentaliteten, for nytte og optimering.

Blotlægger måske vor dages pandemi dødens symbolske betydning, den som ellers er svær at få øje på?

Os hypermoderne

I forlængelsen av Baudrillard: Som om vi har glemt, at det at værdsætte døden viser kendskab til det at leve. At det faktisk er os der er undtagelsen, os hypermoderne. At denne måde at omgås døden på er enestående i den store historie. At det er os der afviger fra historien, der til alle tider har haft døden som norm: De ægyptiske faraoer havde mere værdi end de levende, i mange kulturer har man kendt til betydningen at ære forfædrene; døden stod ikke i modsætning til livet; og kirkernes kirkegårde lå ofte i byernes centrum, man kom for at se og ære, i dag hører de til byens udkant.

Det moderne bureaukrati tømmer døden for egenbetydning, omdanner den til målestok, management, biopolitiske risikovurderinger

De døde er gravet væk, stablet i rækker under jorden i depoter. Mens vi fjerner de ældre og de gale, konsulterede man tidligere de ældre for deres visdom. I det gamle testamente konsulterer Kong Saul en død profet gennem en heks. I det summeriske epos Gilgamesh fra oldtidens Babylon henter den rastløse magthaver Gilgamesh sin vigtigste indsigter under sin rejse i dødsriget. Ingen fællesskab uden tragik, som man vidste i antikken. Hvis Hamlet har lært os at føle og være menneske, er det fordi hans liv også er en dialog med den døde faders stemme. Vores affortryllelse af døden er enestående i historien.

Når døden gøres symbolsk

Vores svar til de døde er en social handling, som markerer en ændring i det sociale liv, et før og et efter. Når døden gøres symbolsk, oplever vi en forandring i den kollektive bevidsthed. De døde inkluderes og finder plads i vores levede liv. Men vi har ”fjernet døden fra gruppens symbolske udveksling”, den er endt som en negativ værdi. Vi har vænnet os til det. Vi ser kun os selv som individer og afskærer os fra en indsigt i hvad døden kunne have af betydning i en kollektivistisk forstand. At bruge en forståelse af døden som led i et politisk projekt, kan vi ikke se for os. Det er denne side af det religiøse sprogs kollektive kraft, knyttet til ritualer, ceremonier, liturgier, sang og dans, som har mistet sin betydning. Som Baudrillard er inde på, er det efterhånden kun terrorismen der ser på døden som en positiv værdi. Selvmordet har ingen økonomisk værdi, men enorm symbolsk betydning. Al-Qaeda har i en vis forstand, vundet den symbolske kamp i det 21. århundrede. De forstod betydningen af den symbolske udveksling – selvmordet som merværdi.

Kun terrorismen ser på døden som en positiv værdi.

Fordi vi ikke forstår døden og fordi vi ikke formår at tildele den en betydning, er der for Baudrillard en nær sammenhæng mellem det moderne projekt og udslettelsen af døden selv. Vores eget liv er fyldt med billeder og fiktioner der forsøger at eliminere og overkomme døden. Dette er ifølge Baudrillard vor tids virkelige rædsel: «fremtidens kloner vil betale for de døde og de døendes luksus i en ny simulation: cyberdøden». Mens tidligere generationer led under fremmedgørelse, vil fremtidens generationer lide under den rædsel det er aldrig at komme til at kende døden. Hvis det sker, mister vi også livet. Uden dødens stemme har vores personlige og sociale engagement, mistet sin vigtighed, sin bydende nødvendighed. Verden er blevet en afbleget glans, vi lever allerede i en underlig træt døs. I en verden der for længst har affortryllet døden og tømt den for betydning. Spændt ud mellem forloren lykkeindustri med dens friktionsløse cruise control og positiv psykologi vs. hospicepleje til den sidste rejse eller poetisk katharsis i unge digterkollektiver.

For 130 år siden gjorde Nietzsche sig tanker om det moderne projekt, om det er os der er det sidste menneske? «Hvad er kærlighed? Hvad er skabelse? Hvad er længsel? Hvad er stjerne? – sådan spørger det sidste menneske og misser med øjnene. … Da er jorden blevet lille og på den hopper da det sidste menneske rundt, der gør alting småt. … Vi har opfundet lykken, siger de sidste mennesker, og misser med øjnene.»

Jean Baudrillard

For meget af alting

I 1980’erne og 90’erne skriver Baudrillard sin bog om Amerika og op til flere udgaver af sine dagbogsnotater Cool memoires. En skrift der kæmper med at finde ud af hvad man skal stille op i en tid med for megen kommunikation, for megen mening, for megen tomhed, for megen kedsomhed, for megen overflod, for meget af alting. Mediernes og kommunikationens ekstase (Den fatale strategi, 1983), den forførende tegnudveksling, reklamen og brandet, har for længst erstattet produktionen, men til dels også fjernet os fra virkeligheden. «I dette overbeskyttede samfund har vi herefterdags ikke længere bevidstheden om at dø, eftersom vi på en umærkelig måde er trådt ind i livets alt for store lethed.» Sådan lød det i amerikabogen – måske en stemme der har nået sin grænse? De resterende år skriver Baudrillard mest på sin dagbog, mens han gør sig tanker om kritikkens afslutning, om at vende tilbage til objektet, til tingene. For det som tiltrækker og frastøder. Forførelsen er denne fatale tiltrækning af noget der konstant undslipper os. Helt konkret få øje på verden der hvor den bliver uforståelig, gådefuld, paradoksal, pulserende i mellemrummet. Teori bliver fiktion. Som om han igen længes efter en erfaring. En tilgang til kunst og politik der er bærer af en bevidsthed, der angår erfaringen, verden og tilværelsen. Baudrillard er åben for det utænkte, det som dæmrer, som vi må kredse om. I sit skrift om Andy Warhol (Den maskinelle snobbisme) hylder han den stoiske apati, den udeltagende deltagelse, en uinteresseret henrykkelse. En distancens patos der ophæver den personlige følelse overfor gengivelsen.

Avatar photo
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Relaterte artikler