En bæredyktig arbejderbevægelse


ANNEN VERDEN? Tynget af markedsgørelsen af samfundet og fremmedgørelsen af mennesket er spørgsmålet nu: Hvem udgør subjekt et i kampen for en anden verden?

Avatar
Juhl-Nielsen er bosatt i København.
Email: nielsjohan@gmail.com
Publisert: 2020-03-05
       
Kampen om Arbejderne – Arbejderbegrebets politiske historie 1750-2019

I dag mobiliserer de unge og insisterer på, at en anden verden er mulig. Et opgør med vores naturødelæggende livsstil haster.

Men hverken en uerfaren ungdom eller vore politikere – børn af efterkrigstidens økonomiske vækst og bidragydere til den voksende sociale ulighed – har umiddelbart nøglerne til en bæredygtig verden.

Hvor fremgangen i levestandarden ved genopbygningen efter Anden Verdenskrig i tresserne medførte, at 81 procent af arbejderne i Danmark gav deres stemme til et af arbejderpartierne, så er billedet i dag anderledes diffust. Ikke blot er den røde farve generelt falmet. I dag appellerer samtlige politiske partier til alle «dem, der får hjulene til at dreje rundt».

Så, hvor finder vi den sociale kraft der kan vise «at en anden verden er mulig»?

Et socialistisk alternativ?

Arbejderbegrebet blev fra slutningen af det 19. århundrede og i størstedelen af det efterfølgende defineret efter den socialistiske diskurs som «en klassebevidst, faglært eller ufaglært mand ansat inden for produktionserhvervet» (fra bogen).

I takt med industrialiseringen blev Pariserkommunen i 1871 en stor inspiration for den nye store gruppe af arbejdere, der voksede frem. Men parallelt med en socialistisk diskurs, der som endemål havde det klasseløse samfund, udvikledes en ikke-socialistisk diskurs, som bedst kan betegnes som en borgerlig diskurs. I denne diskurs måtte arbejdernes elendige vilkår afhjælpes, hvis man skulle undgå revolutionære tilstande. Den borgerlige arbejderdiskurs havde som mål, at den enkelte arbejder med flid og stræbsomhed skulle stige op ad den sociale rangliste.

«Forsvundet er den socialistiske arbejderdiskurs.»

Kampen mod den magt, der understøtter kapitalismens grådighed og truer civilisationen, kan synes velbegrundet. I den nordiske arbejderbevægelse stillede socialdemokraterne sig tilfredse med de afkast som efterkrigens velfærdsstat hvert år kunne levere. I Danmark deltog socialdemokraterne endog i nedkæmpelse af den degenererede Sovjet-kommunismes indflydelse i fagbevægelsen – i et samarbejde med CIA, ifølge Vilstrup.

Hvad skete?

I efterkrigstiden indgik arbejderen som en neutral statistisk kategori i koblingen «arbejder, funktionær og tjenestemand». Socialdemokraterne droppede arbejderen som en aktør i klassekampen og designede ham/hende som medarbejder og lønmodtager.

Den socialdemokratiske efterkrigsvision – formuleret i Fremtidens Danmark – blev aldrig revideret til en version om udviklingen af et bæredygtigt velfærdssamfund. I det hele taget er det – kulminerende i dette århundrede – blevet stadig vanskeligere at skimte ideologiske fremtidsbilleder i den alternative samfundsdebat. Som Vilstrup påpeger: «Velfærdsstaten er […] blevet det 21. århundredets kampplads og rammen for den nye arbejderisme. Forsvundet er den socialistiske arbejderdiskurs, der tegner billedet af ‘arbejderklassen’ som en fremtidsskabende kraft, som gennem et opgør ville nå til realiseringen af det socialistiske, klasseløse samfund.»

Perspektivering

Tynget af markedsgørelsen af samfundet og fremmedgørelsen af mennesket er spørgsmålet nu: Hvem udgør subjektet i kampen for en anden verden? Modstilling arbejde- kapital er ikke længere nærværende i den politiske agenda. De kræfter, der nu er i spidsen for konfrontationen, er ungdom, kvinder, de oprindelige folk og visse bønder. Kvinder er markant til stede i det omfattende ungdomsoprør lanceret ud fra Greta Thunbergs initiativ. Også fagforeninger begynder her og der at blive involveret.

I dag eksisterer – retledet af et indre moralsk-etisk kompas – en mangfoldighed af kreative, skabende og selvorganiserende fællesskaber. Men reklamen, gældsætningen og den almindelige forbrugerisme fastholder i disse år fortsat mange i en passivitet, som blokerer for den nødvendige deltagelse i omstillingen. Spørgsmålet er om opvågningen vil ske på denne eller den anden side af tidspunktet hvor the tipping point indtræder.