Kapitlene i XI JINPING. Verdens mektigste mann viser at forfatterne Stefan Aust og Adrian Geiges har fokus på mange andre ting end netop Xi Jinping som menneske og politiker. Den indledes med et kapitel om coronaen i Kina, Xis familiehistorie, hans kamp mod korruption, ligheder og forskelle med Stalin og Mao, Konfutsianismens og kommunismens rolle, 5G og Tik-Tok, Dalai Lama og uigurene, de nye silkeveje, handelskrig med USA, Hong-Kong og Taiwan-spørgsmålene – samt et afsluttende kapitel om Kinas formodede rolle og ambitioner i fremtidens verden.
Bogens engelske udgave beskrives både af forfatterne selv og i internationale omtaler som den første biografi om Xi Jinping. Men den er ikke et nærgående portræt af mennesket Xi, men baseres på hans egne skrifter og på hvad man kan finde på nettet og i opslagsværker som Encyclopedia Brittanica. Desuden er der andre tidligere bøger – f.eks. Alfred Chan’s og tre af Kerry Brown.
Men når det er sagt, er det dog også rigtigt at Xi Jinping efter ti år som Kinas leder fortsat fremstår som nok så gådefuld.
Ingen egentlig politisk analyse
Forfattere Aust og Geiges er a) tyske b) konservative c) journalister, som har god kundskab om Kina fra mange rejser og ophold i landet – og disse tre ting mærkes bogen igennem på godt og mindre godt.
For det er netop journalisme – fiksering ved én person som forklaringsfaktor for så godt som alting i Kina. Det er historier, episoder og citater – men absolut ingen social eller egentlig politisk analyse og slet ikke nogen kulturel analyse af typen: Hvad må man minimum vide om Kinas kultur, tænkemåde og historie for at forstå landet og dets leder? Med andre ord, mange fakta – men teori- og begrebsløst.
De forholder sig af og til kritisk til Vestens, USAs og især Tysklands snæversynede, selvgode perspektiver på verden.
Selv har jeg aldrig forstået at så mange, der skriver om Kina, synes at tro helt ureflekteret, at man kan forstå denne ældgamle civilisation i rivende forandring med et fundamentalt vestligt individ- og journalistik-perspektiv, med vestlige normer og værdier. Uden forsøg på indlevelse.
Og selvom forfatterne er langt mere balancerede (mindre sort/hvide) end mange af deres vestlige kolleger – de har både positivt og negativt at sige om Kinas udvikling og de forholder sig af og til kritisk til Vestens, USAs og især Tysklands snæversynede, selvgode perspektiver på verden – ja, så skinner det jo alligevel igennem hele bogen, at Kina er en autoritær udfordring, der nødvendigvis også er/vil blive en trussel mod os.
I den henseende er bogen bedre end de fleste, og jeg vil ikke dermed sige om den journalistiske tilgang at zebraen burde have været en kamel – eller en journalist burde være en forsker.
To vestlige systemer og to civilisationer
Men et grundlæggende problem med alle denne slags bøger er jo dette: Inden vi analyserer og udtaler os om Kina, hvad er så forudsætningerne for at forstå noget, der er så fundamentalt forskelligt fra den kultur, vi selv kommer fra? Det er også det, der gør den nye vestlige/US-anske koldkrig med Kina så kompleks og farlig: Den gamle kolde krig var mellem to vestlige systemer – Sovjetunionen/Rusland versus USA/NATO/EU – der det ene byggende historisk på Marx-Lenin, det andet på Smith.
Med Kina er det to civilisationer, der er i konflikt. Måske vil de aldrig opnå at forstå hinanden, men som Piet Hein siger det så klogt: It’s either co-existence or no existence.
«He (XI) succeeded in creating a climate in China which we compare [to] the climate under Stalin in the Soviet Union. Everybody is in fear.»
Austs og Geiges’ bog fremstår som et samleværk, virker som sammensat af artikler og interview fra førhen krydret med en opdatering – endog lidt om Ukraine-krigen. Men undervejs vil mangen en læser, der ikke allerede er ekspert, få konkret nyttig information og perspektiver. Det er ikke en tendentiøs eller sinofobisk bog.
Angst er vildt overdrevet
Det, man så kan savne – og igen vil jeg ikke bebrejde en kamel fordi den ikke er en giraf – havde været en beskrivelse af Kommunistpartiet og dets funktionsmåde, dets relationer til andre statsorganer og folket – og hvorledes der også er en nedefra-og-op kontrol/kontrakt mellem folket og partiet og dets leder.
Påstanden om at Xi har fået overmenneskelig natur og at alle i Kina er bange, er ganske enkelt pinlig. Hér er hvad Geiges sagde sidste år til Voice of America: «He (XI) succeeded in creating a climate in China which we compare [to] the climate under Stalin in the Soviet Union. Everybody is in fear. [People] are afraid of speaking out against him. Or even to speak out about anything he might not like, simply because they are afraid.»
Baseret på en enkelt rundrejse i Kina helt på egen hånd og uden nogen myndighedshjælp, fra konversationer i hjem, på restauranter og institutioner kan jeg sige, at den angst er vildt overdrevet. Men dét er naturligvis også en subjektiv betragtning.
Bogen er svag når det gælder forholdet mellem Kina og USA/Vesten, og der er ingen forsøg på analyse af konflikten og hvem som har gjort hvad i den. Og hér hjælper det slet ikke, at de gengiver hvad Madeleine Albright eller Ai Weiwei fortæller dem.
Den måde forfatteren behandler såvel Taiwan og terrorproblemet i Xinjiang lader efter mit bedste skøn meget tilbage at ønske. Det bliver – let karikeret – til en snak à la det-hér-er-hvad-folk-på-gaden-fortæller-os. Her findes historiske fakta, sammenhænge og konfliktanalyse – samt også Vestens rolle i formidlingen af disse problemer – som jeg ville have forventet at begavede journalister havde taget op. Også selvkritisk. Men hér bidrager de mere til propaganda end ordentlig analyse.
Om Kina er det vigtigt at være nysgerrig og lærevillig inden man afsiger domme. Så 5-6 af 10 point til denne bog.
(Oversetter av bogen er Merete Franz Bonnier).
