Empati i spill

The Sidra Project skal få kanadiske borgere til å involvere seg i flyktningutfordringene. 

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

 

Mens vi i de nordiske lande for tiden diskuterer muligheden for at private kan «sponsorere» flygtninge og dermed lade en større del af civilsamfundet involvere sig i – nogle vil sige tage ansvar for – flygtningesituationen, har man i Canada allerede gjort noget ved sagen. Her kan borgere nemlig finansiere, at flygtninge fra især Syrien kan huses og integreres i det canadiske samfund, hvilket har betydet, at der hidtil er skaffet opholds- og arbejdstilladelse til 11 000 syrere i Canada.

På filmfestivalen i Toronto, der foregik i midten af september måned, blev et nyt tiltag i denne canadiske model præsenteret. «The Sidra Project» består af en app til mobiltelefoner, som dels rummer en række virtual reality-film, der skal gøre vesterlændinge klogere på syrernes situation og dels en «action»-knap, der gør, at man lettere kan involvere sig. Det kan være at blive mentor for en flygtning, arrangere filmvisninger, donere penge, undervise i engelsk, blive frivillig eller på anden vis tage del i arbejdet med at huse og integrere flygtninge i det canadiske samfund. FN er den officielle afsender bag appen, og hensigten er at bygge empati mellem lokale borgere og flygtninge, hvilket så forhåbentlig kan være med til at styrke den civile indsats i Canada. Og det er første gang, at FN kaster sig ud i en virtual reality-produktion, forklarer kreativ direktør, Gabo Arora, da jeg træffer ham i Toronto:

«Normalt har vi nogle tal og statistik, som vi forsøger at formidle videre. Måske bruger vi en kendis til at komme med en testimonial, men med virtual reality-filmene kan vi gøre noget helt andet. Det essentielle ved en virtual reality-film er, at man meget hurtigt kan flytte folk hen til et helt andet sted i verden og give dem et indtryk af, hvordan livet leves der. Dette passer virkelig godt til det, vi prøver at kommunikere i FN,» siger Gabo Arora.

Denne aften er hen ved 40 mennesker inviteret indenfor i et konferencerum i det centrale Toronto. I rummet står en række kontorstole og på hver stol er placeret en virtual reality-brille. Man kobler mobiltelefonen til brillen, åbner appen og trykker play.

Det er risiko for, at virtual reality kun bliver sådan noget med rutsjebaneture og pornografi.

Et andet sted. Jeg står foran et støvet landskab. En hård sol rammer mig. Nogle rødlige klipper kan anes i horisonten. Himlen er bred, få skyer driver forbi.

Det er et imponerende skue. Jeg står vitterligt midt på den jordanske jord. Jeg ser rundt. Drejer hovedet, afsøger landskabet. Jeg er inde i den filmede verden på anden vis end den sædvanlige biografoplevelse. Billedet omslutter mig. Når jeg drejer hovedet, ser jeg andre dele af det filmiske landskab. Det giver en helt anden grad af tilstedeværelse. Med virtual reality-brillen på er jeg mere tilbøjelig til at glemme, at jeg egentlig befinder mig et andet sted. At jeg fysisk set opholder mig i et konferencerum i Toronto og ikke på den jordanske jord. Når man ser film i biografen, kan man godt lade sig distrahere af exitskiltet, naboens popcorn-spisning eller de skygger, man kan se på væggen. Inde i virtual reality-brillen er der ikke den slags distraktioner. Her er kun dig og billedet.

Nu høres en lyd. En pigestemme fortæller om en rejse, hvor hun og hendes familie krydsede ørkenen. Fra Syrien til Jordan. Fra et normalt liv til et liv i en flygtningelejr. Landskabet toner ud og et nyt billede åbenbarer sig; nu er jeg inde i et hjem. Nogens hjem. Der hænger jakker på en knag, madrasser er smidt på gulvet. Drejer jeg hovedet i retning af lyden, får jeg øje på pigen, hvorfra stemmen kommer. Det er 12-årige Sidra, som sidder der midt i flygtningelejren og fortæller mig om sit liv.

Det kan være lidt vanskeligt at lytte til hendes fortælling. Måske er det fordi, det er første gang, jeg oplever en virtual reality-film, men jeg kan ikke lade være med at være optaget af billedet. Det er især effektfuldt, når der sker noget. Når jeg eksempelvist står midt i en fodboldkamp, og pigerne begynder at spille rundt om mig. Eller når en mand rækker ud mod mig henne i caféen. Man får lyst til at tage hans hånd. Det er opsigtsvækkende for hjernen. Pludselig ser jeg ned, og jeg havde egentlig regnet med, at mine ben ville være der. Men jeg er der kun med synet, (endnu) ikke med resten af kroppen. Til gengæld er jeg til stede som en flue på væggen. Lille og fleksibel. Jeg kan være i trange rum såsom inde i en fyldt bil og alligevel opleve en stor rumlig frihed. Det nærmer sig en helt anden måde at være i verden på.

Komme i øjenhøjde. Da jeg tager brillerne af og fortæller Gabo Arora om min oplevelse, smiler han og nikker forstående. Han er givet vist selv dybt betaget af virtual reality, og kommer gerne med sit bud på, hvorfor virtual reality er skelsættende:

«Der opstår altid et hierarki, når vi formidler information om folk fra fattigere egne. Vi bliver automatisk placeret højere oppe og ser på en måde lidt ned på de folk, der formidles om. Men i virtual-reality-filmene er der en anden mulighed for at komme i øjenhøjde med andre mennesker. Man føler, hvordan det ville føles, hvis man spiste aftensmad sammen med familien. Dette medie giver på en helt anden måde oplevelsen af, at det her kunne være mig. Jeg kunne være, som de er. Mit liv kunne være som deres. Det skaber en helt anden forbindelse, en anden form for nærhed og forhåbentlig også et andet niveau af empati,» siger Arora og peger dermed på, hvorfor mediet er så anvendeligt for en institution som FN. Arora håber da også, at et projekt som Sidra Project kan konkretisere, hvordan virtual reality kan anvendes til seriøse formål:

vr-i-toronto«Der er risiko for, at virtual reality kun bliver sådan noget med rutsjebaneture og pornografi. Derfor synes jeg, det er enormt vigtigt at vise, at det også har et andet potentiale. At det kan bruges til læring og til at skabe empati. Min drøm er, at når det bliver billigere at producere disse film, vil der bestandigt komme nyt indhold, også skabt af de mennesker, filmene omhandler. Så vil vi se en demokratisering af virtual reality, og så vil man for alvor kunne sige, at teknologi kan gøre os til bedre mennesker.»

Sammensmeltning af virkeligheder. Jeg kan godt forstå Aroras begejstring. Selvom virtual reality egentlig blot er en måde at hacke vores sanser på, at bruge stereobilleder og binaural lyd og dermed blive snydt til at tro, at man faktisk er et andet sted, så fungerer det. Det her med at hovedet bliver kameraet. At når vi flytter hovedet, svarer det til, at kameraet skifter synsvinkel, det er enormt overbevisende. Også selvom teknologien fortsat er primitiv. Selve det at have brillerne på er en klodset fornemmelse. De er tunge og besværlige, sådan som en billig dykkermaske kan være det. Det er desuden svært at stille skarpt, så billedet forbliver noget grumset. Men teknologien vil uden tvivl gradvist blive forbedret og dermed endnu mere overbevisende:

«Den vigtigste forbedring er, at det bliver mere gnidningsfrit. At vi ikke skal tage en klodset brille på og se på grumsede billeder. Jeg tror også, interaktivitet kan bidrage til noget, omend jeg synes, der ofte er ulemper ved ’vælg din egen historie’-strukturer. Jeg tror mere på interaktivitet som berøring via haptiske dragter, hvor andre sanser bliver aktiveret,» fortæller Gabo Arora. Og selvom haptiske dragter kan lyde temmelig utopisk, er der ikke lang vej igjen, ifølge Arora:

«Jeg er sikker på at vi i en ikke så fjern fremtid ikke længere kan skelne mellem virtual reality og virkelighed. Det bliver så gnidningsfrit, at vi ikke længere ser en forskel. Det her er begyndelsen til The Matrix. Vi ved alle sammen, at det er der, vi er på vej hen. Og det bliver måske den største ændring i menneskelig bevidsthed,» lyder den visionære vurdering fra den kreative FN-mand.

---
DEL