Empati i spill

The Sidra Project skal få kanadiske borgere til å involvere seg i flyktningutfordringene. 

Steffen Moestrup

 

Mens vi i de nordiske lande for tiden diskuterer muligheden for at private kan «sponsorere» flygtninge og dermed lade en større del af civilsamfundet involvere sig i – nogle vil sige tage ansvar for – flygtningesituationen, har man i Canada allerede gjort noget ved sagen. Her kan borgere nemlig finansiere, at flygtninge fra især Syrien kan huses og integreres i det canadiske samfund, hvilket har betydet, at der hidtil er skaffet opholds- og arbejdstilladelse til 11 000 syrere i Canada.

På filmfestivalen i Toronto, der foregik i midten af september måned, blev et nyt tiltag i denne canadiske model præsenteret. «The Sidra Project» består af en app til mobiltelefoner, som dels rummer en række virtual reality-film, der skal gøre vesterlændinge klogere på syrernes situation og dels en «action»-knap, der gør, at man lettere kan involvere sig. Det kan være at blive mentor for en flygtning, arrangere filmvisninger, donere penge, undervise i engelsk, blive frivillig eller på anden vis tage del i arbejdet med at huse og integrere flygtninge i det canadiske samfund. FN er den officielle afsender bag appen, og hensigten er at bygge empati mellem lokale borgere og flygtninge, hvilket så forhåbentlig kan være med til at styrke den civile indsats i Canada. Og det er første gang, at FN kaster sig ud i en virtual reality-produktion, forklarer kreativ direktør, Gabo Arora, da jeg træffer ham i Toronto:

«Normalt har vi nogle tal og statistik, som vi forsøger at formidle videre. Måske bruger vi en kendis til at komme med en testimonial, men med virtual reality-filmene kan vi gøre noget helt andet. Det essentielle ved en virtual reality-film er, at man meget hurtigt kan flytte folk hen til et helt andet sted i verden og give dem et indtryk af, hvordan livet leves der. Dette passer virkelig godt til det, vi prøver at kommunikere i FN,» siger Gabo Arora.

Denne aften er hen ved 40 mennesker inviteret indenfor i et konferencerum i det centrale Toronto. I rummet står en række kontorstole og på hver stol er placeret en virtual reality-brille. Man kobler mobiltelefonen til brillen, åbner appen og trykker play.

Det er risiko for, at virtual reality kun bliver sådan noget med rutsjebaneture og pornografi.

Et andet sted. Jeg står foran et støvet landskab. En hård sol rammer mig. Nogle rødlige klipper kan anes i horisonten. Himlen er bred, få skyer driver forbi.

Det er et imponerende skue. Jeg står vitterligt midt på den jordanske jord. Jeg ser rundt. Drejer hovedet, afsøger landskabet. Jeg er inde i den filmede verden på anden vis end den sædvanlige biografoplevelse. Billedet omslutter mig. Når jeg drejer hovedet, ser jeg andre dele af det filmiske landskab. Det giver en helt anden grad af tilstedeværelse. Med virtual reality-brillen på er jeg mere tilbøjelig til at glemme, at jeg egentlig befinder mig et andet sted. At jeg fysisk set opholder mig i et konferencerum i Toronto og ikke på den jordanske jord. Når man ser film i biografen, kan man godt lade sig distrahere af exitskiltet, naboens popcorn-spisning eller de skygger, man kan se på væggen. Inde i virtual reality-brillen er der ikke den slags distraktioner. Her er kun dig og billedet.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.