Med egoet som mål og metode

11.11.11 er historien om en dansk forretningsmanns mulige deltakelse i en meget spesiell smuglerhistorie, men mest av alt enda en fortelling om jeg-journalisten Mads Brügger. 

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

11.11.11.Historien om den danske playboy og komplottet om at smugle Gaddafis søn til Mexico

Mads Brügger

Lindhardt og Ringhof

Danmark

Journalistyrket er – og har nok egentlig altid været – en temmelig elastisk profession. For nogle er kerneydelsen i journalistikken en bestandig søgen efter sandhed – at opklare spesielle forhold, bringe lys over det fordækte, afsløre det forplumrede og bringe væsentlig viden frem til offentligheden. Den slags journalister er ofte arbejdssomme, tenderende til det arbejdsafhængige, og anser grundighed for en dyd. De navigerer efter et strengt moralsk kompas, om end de ikke nødvendigvis bruger det samme kompas i sit privatliv. Men privatlivet forbliver netop privat fremfor at være en del af journalistikken.

I en helt anden kategori finder vi journalister der stiller sig an – som ofte selv bliver en kerne i sin fortælling. Journalister som både bruger sig selv og som lader sig bruge – det hele måske for historiens skyld, eller måske bare for sin egen interesses. Her kan privatlivet ligefrem være en bærende kraft i den journalistiske praksis.

Kringelkroge. Med bogen 11.11.11 har danske Mads Brügger forsøgt at finde en farbar vej gennem at bruge en kombination af disse to vidt forskellige journalistiske indgange. Kernen i beretningen er en lang og temmelig uoverskuelig sag om en dansk statsborger ved navn Pierre Flensborg. Brügger tager kontakt med ham efter at have stødt på mandens navn i den kulørte presse, fordi han er fascineret af mandens livsfortælling: Flensborg har siddet over 500 dage i et af Mexicos værste fængsler, anklaget for at have smuglet Muammar Gaddafis søn fra Niger til Mexico i 2011. Men er Flensborg overhovedet skyldig? Og hvad er det for en playboy-/businessman-/jetsettilværelse Flensborg egentlig har haft, på natklubber, i dyre biler og i handel med guldobligationer på tværs af kontinenterne? Er han en genial forretningsmand eller en lille småsvindler der lystlyver sig ud af enhver presset situation?

Flensborgs sag lader sig med ingen lethed referere, hvilket næsten bliver den primære pointe i Brüggers bog. Den er et overflødighedshorn af løgnagtighed og tar os innom et virvar af kringelkroge. Fup og humbug trives side om side med nogle få oplysninger der lader sig afprøve. Og så findes her så mange måske’er at intet – absolut intet – står tilbage med nogen vished efter endt læsning. Dermed bliver bogen ligeså meget et studie af journalistens arbejdsproces som en granskning af Flensborg-sagen i sig selv – og således også denne gang en bog om journalisten Brügger.

«Snart tenker jeg kun i datid, som jo er selvhatets og fortvilelsens tempus.»
Mads Brügger

Tilbage til sig selv. Kendere af Brüggers oeuvre vil vide at han gerne lader sig selv indgå i journalistikken. I Brüggers bagkatalog finder vi eksempelvist reportagen hvor han sender en kunstner til at gå undercover på en kinesisk våbenmesse og fingere at have udviklet en ny sniperriffel. Vi finder dokumentarfilmen Ambassadøren (2011), hvori Brügger iklæder sig businessoutfit og performer dekadent diplomat blandt krejlere og korrupte i Den Centralafrikanske Republik. I Det røde kapel (2006) rejser han til Nordkorea og lader som om han er en del af en teatertrup, mens han snarere er interesseret i at afdække regimets hjernevask af dets egne borgere. Brügger har ofte fået drøje hug for sin journalistiske praksis, og måske er det derfor han i bogen 11.11.11 påstår at han nu er træt af at bruge sig selv. At han glædes over endelig at have fundet en protagonist der er skarpskåren og fascinerende (og som i parentes bemærket dermed er endnu mere farverig end Brügger selv), og derved kan drive fortællingen frem uden at Brügger selv skal på banen. Men – selvfølgelig skal Brügger på banen!

En skitse. Strukturen i bogen følger bogens tilblivelse og mestendels alle besværligheder med at få bogen til at blive en bog i det hele taget. Dette giver 11.11.11 en fin dynamik, men gør den også skitseagtig – som et publiceret arbejdsdokument. Som fortællingen skrider frem, kommer Brüggers metakommentarer, hans tøven og tvivl og hans forholden sig til sin egen proces til at fylde gradvist mere, ligesom konflikten mellem Brügger og hans protagonist bliver mere udtalt. Vi får en række backstageindblik i Brüggers metode, alt fra hvordan en kuffert pakkes til hvordan han erkender at have spillet fallit efter et endt interview. Det er muligt at Brügger er træt af jegformen, men hold da op hvor er der mange sætninger der begynder med «jeg» i denne bog.

Sprogligt sprudler Brügger kun momentvist. Han er effen udi de små, men væsentlige detaljer, som når han beskriver en maltesers sprogkundskaber som en der «taler britisk engelsk med strittende lillefinger» eller når han alene på en bar grubler: «Snart tænker jeg kun i datid, som jo er selvhadets og fortvivlelsens tempus.» Men meget af bogen er temmelig tør refereren af den og den kilde eller de og de omstændigheder.

Holder ikke. Flere gange tager man seg i at tænke om Brügger måske for ihærdigt vil overbevise os om at denne historie er fantastisk og fascinerede. Der er ingen tvivl om at Brügger nærer en dyb beundring for sin egen beretning – endda i en sådan grad at temmelig meget sund fornuft, kritisk sans og andre vigtige journalistiske arbejdsredskaber tilsidesættes.

Men er historien om Pierre Flensborg nu så fandens interessant? Jeg må bekende at jeg flere gange undervejs tænkte at nu må den fortælling altså godt få ende. Ligesom sagen og granskningen af den nok ikke kan klare en streng journalistisk lødighedstest, så er jeg i tvivl om hvorvidt Flensborgs tilfælde egentlig kan bære en hel bog.

---
DEL