Bestill sommerutgaven her

Efter corona – en teknokratisk, planetær orden

The Revenge of the Real: Politics for a Post-Pandemic World
Forfatter: Benjamin Bratton
Forlag: Verso, (USA)
COVID-19 / Det er svært at læse Brattons positive biopolitik som andet end en form for teknokratisk autoritarisme
– der subjektet er et punkt i et biopolitisk netværk.

Den produktive amerikanske filosof og medieteoretiker Benjamin Bratton har skrevet en bog, hvor han forsøger at drage en lære af corona-pandemien og den måde, stater verden over håndterede den pludselige spredning af en ny dødelig influenza-virus i februar 2020. Som det fremgår af titlen – The Revenge of the Real: Politics for a Post-Pandemic World – forstår Bratton covid-19 som det reelle, der dukker op og hævner sig på en for størstedelens vedkommende uforberedt verden. Bogen er skrevet i foråret 2021, så tingene udvikler sig selvfølgelig stadigvæk, men for Bratton er en tydelig lære, at asiatiske stater som Taiwan, Sydkorea og til dels Kina har formået at beskytte deres befolkninger langt bedre end de fleste lande i Vesten, ikke mindst USA og Storbritannien. Det har de ikke mindst takket være en anden og meget mere omfattende brug af teknologi, skriver Bratton. De asiatiske lande har meget mere information om deres borgere og har derfor formået at inddæmme virussen langt mere effektivt. Det må få politiske konsekvenser, mener Bratton, der sætter sin lid til hvad han kalder en «positiv biopolitik», hvor stater eller bedre en overstatslig institution, en art verdensstat, hele tiden indsamler data om sine borgere, nu konceptualiseret som punkter i et netværk, med henblik på at håndtere uforudsete begivenheder som en pandemi.

Vi skal holde op med at gentage indsigter fra den vestlige marxisme og franske poststrukturalisme.

Brattons corona-analyse ligger i forlængelse af bøgerne The Stack (anmeldt af Dominique Routhier i NY TID august 2016) og The New Normal, hvor Bratton overbevisende argumenterer for, at der er sket et skifte med måden, moderne samfund reproducerer sig på. Fremkomsten og implementeringen af nye teknologier har ikke blot påvirket, men decideret transformeret måden, samfundet fungerer på. Vi lever i en post-suveræn verden, hvor varer, penge og viden cirkulerer i komplekse infrastrukturelle netværk, der overskrider skel mellem menneskelig, teknologisk og biologisk. Udfordringen er at komme på højde med denne ændring. Bratton tænker og skriver hurtigt. Den nye bog er, som de andre han har skrevet, fyldt med skæve indfald, tankevækkende observationer og overraskende sammenligninger. Det er en særlig form for soft-filosofisk samfundskommentar, vi har at gøre med, hvor præmisserne for analyserne sjældent ekspliciteres og konklusionerne med vilje forbliver en anelse opake.

Bratton

Positiv rationalisering

Den nye bog The Revenge of the Real er dog klarere i mælet end de tidligere. Nu er Bratton fortaler for intet mindre end en «positiv biopolitik på planetær skala». Hvis The Stack var et forsøg på at udvikle en analyse af den nye situation, hvor seks sammenvævede teknologiske systemer fra bruger, by og planet, analytisk blev inkluderet i forestillingen om en gigantisk planetær computer, The Stack.  Den nye bog er mere konkret, om end ikke handlingsanvisende. Ifølge Bratton skal vi holde op med at gentage indsigter fra den vestlige marxisme og franske poststrukturalisme, der viser de uhensigtsmæssige effekter af en omsiggribende videnskabeliggørelse af verden. Der Michel Foucault, Gilles Deleuze og især alle deres efterfølgere bliver ved med at påpege de problematiske sider af en rationel udformning af livsvilkår, skal vi i stedet se det positive ved denne rationalisering. Og corona-pandemien viser os at evnen til at håndtere enorme datasæt og bruge dem, er helt essentiel for enhver kommende politik.

Bratton kaldet det et «epidemologisk syn» på samfundet, hvor vi mindre betragter hinanden som subjekter end som objekter – og i tilfældet med corona-pandemien selvfølgelig som potentielt farlige objekter. Vi skal forstå samfundet som et netværk af punkter, der transmitterer smitte, men også idéer, skriver Bratton. Mennesket er et objekt eller en node og vektor, der potentielt kan smitte og sprede en virus, men altså også dele viden. Det epidemologiske perspektiv gør det muligt at gå fra et moderne politisk, økonomisk og kulturelt domineret perspektiv til et biokemisk perspektiv, hvor subjektet er et punkt i et biopolitisk netværk.

Populister og senfascister

Corona-pandemien har vist, at det ikke er en løsning af forsøge at vende tilbage til nationalstaten. De lande, der har håndteret corona-pandemien dårligst, er lande som USA, Indien og Brasilien, der er ledet af, hvad Bratton kalder populister, der undsiger eksperter og giver bestemte befolkningsgrupper skylden for pandemien. Populisterne blev klædt af, og pandemien viste nødvendigheden af en teknokratisk, planetær orden. Brattons kritik af de nationalpopulistiske ledere er desværre meget kort, og det kan synes en anelse paradoksalt, at svaret på de senfascistiske fantasier er at revitalisere og intensivere forestillingen om en overnational IT-rationalitet. Senfascismens mobilisering af utilfredshed over social og kulturel deroute og mediering af had til et udhulet politisk system, der er smeltet sammen med finanskapitalen, lader sig vanskeligt overvinde gennem IT-logistik og ekspertvælde, skulle man tro.

Brattons korte analyse af senfascismen kan kun lade sig gøre, fordi han slet ikke interesserer sig for politisk-økonomiske udviklinger, ikke mindst det forhold at det tidligere centrum for den kapitalistiske verdensøkonomi – USA, Vesten og Japan – i mere end fire årtier har haft svært ved at skabe profit. Bratton er helt blank, når det drejer sig om de politisk økonomiske præmisser for de populistiske politikeres sejrsgang. Vi får en tynd idéhistorie om hvordan neoliberale idéer bliver hegemoniske. For ham er det et spørgsmål om ekspertise versus metaforer. Hvis man skal håndtere en pandemi, kræver det kompetence og ekspertise, skriver han. Modsvaret på populismens anti-neoliberalisme er således en bedre brug af teknologiske innovationer og mere stat. Det er en underligt ahistorisk genkomst af det 20. århundredes planlægningskapitalisme nu som en altomfattende top-down-planlægning orkestreret af en elite-kadre af designere og programmører.

En global Leviathan

Det er svært at læse Brattons positive biopolitik som andet end en form for teknokratisk autoritarisme, hvor asiatiske stater og IT-firmaer er den skjulte model for en ny politik ledet af en ny global designer-ingeniør-klasse. Vi skal have mere styring ikke mindre. Opgaven er at designe et system, der eliminerer uhensigtsmæssige former for adfærd. Bratton virker meget lidt nervøs for de negative konsekvenser ved at abstrahere livet fra dets substantielle bærere og partikulære individuelle livserfaringer. Der skal fuld fart på automatiseringen.

Modsvaret er en bedre brug af teknologiske innovationer og mere stat.

Vi er alligevel ikke menneskelige subjekter, men «biokemiske assemblager», så det er bare at give den fuld gas med dataindsamling (Bratton skriver, at overvågning er et forkert ord at bruge), kunstig intelligens og logistik. Det tenderer til en fornyet naiv, kybernetisk ideologi, hvor IT-logistik forstås som en «sansende instans», der styrer verden gennem pandemier og klimakaos.

Vi skal med andre ord administrere kriserne, ikke løse dem. Det er perspektivet: En teknokratisk, global eviathan.

Avatar photo
Mikkel Bolt
Professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.

Du vil kanskje også like