Dyster dystopi, spinkelt håp

Danmarks tidligere utenriksminister Per Stig Møller har forfattet en bok om verdens utfordringer. Den er dypt dystopisk, men Møller kommer også med forslag til løsninger.

Steffen Moestrup
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 03.12.2018

De fire isbjerge: Om verdens største udfordringer

Per Stig Møller

Gyldendal

Danmark

Kulturer kommer og går. Ligesom folkeslag kommer og går. Et øjeblik er de her, storslåede og dominerende – for derpå at drive bort. Som sneen der tør eller blade der fyger bort i vinden. Sådan gik det Romerriget. Sådan gik det egypterne, osmannerne og de øst-
rig-ungarske kejserriger. Sådan gik det Hitlers tusindårsrige og det britiske imperium. Også mægtige Sovjetunionen forsvandt. Og Kina forsvandt – for blot en tid senere at rejse sig på ny. Alt har sin tid, synes den dominerende pointe at være i de første sider af tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers seneste bog, der handler om de største udfordringer verden står overfor i dag. Men hvis alt har sin tid, bør vi så bare lade stå til? Et rungende nej lyder svaret, thi udfordringerne er nu af et omfang hvor ikke blot kulturer og folkeslag er i fare, men hvor hele kloden og dermed menneskeheden stirrer ind i en mulig undergang.

Europeisk utgangspunkt

Møller tager udgangspunkt i Europas stagnerende position og ændrede rolle i verdenssamfundet. Med dette i tanke går han så ind i de fire «isbjerge» som han ser som de største udfordringer, verden står overfor.

Det første isbjerg er demografien. Møller forsøger at tegne en tydelig sammenhæng mellem befolkningstilvækst og storhedstid. Vokser befolkningen, ja, så vokser idérigdommen, kreativiteten og med den teknologien, udviklingen, militæret og tankevirksomheden. Mange mennesker bliver lig med lange, gode tider. Omvendt gør en dalende befolkning kun ondt værre og skaber mismod og armod. Set med europæiske øjne er folketallet fortsat i vækst, men den primære vækst kommer fra immigrerede folk der får flere børn end de etnis-
ke europæere, påpeger Møller og understreger dermed at ikke alle befolkningstilvækster er lige gode. For hvis de immigrerede folk ikke integreres, kommer store konflikter til følge.

Endvidere er Europas befolkningstilvækst marginal sammenlignet med territorier som Nordafrika og Mellemøsten, hvilket sandsynligvis vil øge immigrationspresset på Europa. En lignende situation står USA overfor, for selvom også USA’s befolkning tager til i styrke, sker det ikke med samme kraft som i landene i Latin- og Sydamerika. Og da verden ikke længere byder på tyndt befolkede territorier, hvor især de unge fyldt med udlængsel og måske drevet af fattigdom og mangel på udsigter kan tage til, vil det være Europa og USA der skal rumme dem. Det er den slags udsigter der får Trump til at bygge mure og til at proklamere at nu må Europa klare sig selv. Det er temmelig dys-
topisk læsning, da Møller stort set afholder sig fra komme med bud på løsninger.

Efter at have læst om første isbjerg kunne man forledes til at tro at Møller var (endnu) en gammel knark med hang til fremmedhad, men dette bliver gjort til skamme under læsning af andet isbjerg, som er økonomien. Her indleder Møller nemlig med at rose indvandrere for stort set at have reddet både Europas og USA’s økonomier. Møller har også en stærk pointe når han understreger at vi ikke både kan kræve assimilering af egne indvandrere, mens vi kræver at eksempelvist styret i Myanmar beskytter sit muslimske mindretal. Den slags dobbeltbogholderi går altså ikke. Men en god integration kræver en balance i mængden af indvandrere, og her er vi så landet i det økonomiske. For uden en god økonomi og dermed bare nogenlunde fremtidsudsigter vil indvandringen eskalere fra især de afrikanske lande. Og her er Møller mere løsningsorienteret end tilfældet var ved første isbjerg. Han plæderer således for store samarbejdsaftaler med EU og AU (Den Afrikanske Union) at europæiske virksomheder skal flytte deres produktion fra Asien til Afrika samt at tilskynde til inddragelse af kvinderne, da dette får fertiliteten til at falde og dermed mindsker den demografiske skævhed mellem Europa og Afrika.

Økologi og vekst

Økologien er næste omdrejningspunkt i bogen og bliver fremskrevet i en naturlig forlængelse af det økonomiske isbjerg. Således er økonomisk vækst påkrævet for at løse de økologiske problemer, lyder parolen fra Møller. Og her vil en del nok være uenige. For er det evige krav om vækst ikke netop en del af det økologiske problem? I udgangspunktet ja, siger Møller, men dette ændrer ikke ved at vi må søge væksten – om end i mere bæredygtig form – for at kunne mobilisere de nødvendige investeringer i teknologi, uddannelse og innovation der skal til for at mønstre en grøn revolution og dermed bare nogenlunde håndtere de klimaforandringer som alt andet lige synes at være i al fald delvist menneskeskabte.

Afslutningsvist gælder det demokratiet. Møller tager fat i Edmund Burkes formulering fra det 18. århundrede om at mennesket bør indgå en kontrakt mellem de levende, de døde og de endnu ufødte. Altså skal vi tænke flere generationer frem. Tænke på at have en planet der også er beboelig for oldebørnene og deres børn. Derfor er opbakningen til demokratisk valgte regeringer essentiel, og derfor er det ekstremt nødvendigt at tænke langsigtet. Og det er netop med inddragelsen af dette demokratiske element at Møller styrker sin analyse. Den langsigtede tænkning er netop i den grad udfordret af populistiske politikere og ikke mindst af vælgermasserne der ønsker at se resultater her og nu, og det vil fremdeles sige at de ønsker at se deres egen livssituation forbed-
ret og indvandringen formindsket. Det bliver derfor slaget mellem det populistiske og det langsigtede der i den grad kommer til at afgøre udfaldet af vor tid.

Innsiktsfull lesning

De fire isbjerge er en kortfattet bog med meget på hjerte. Den er skrevet i et veloplagt og til tider poetisk, næsten sanseligt sprog. Man fornemmer med al tydelighed at politikeren Per Stig Møller også er en litterat. Bogen kunne dog have haft godt af en lidt mere stram redigering. Eksempelvist virker det som om bogen påbegynder sig selv to–tre gange i løbet af de første 30 sider med nogle temmelig ensartede afsnit om verdenshistoriens udvikling i grove træk. Dette ændrer dog ikke ved at værket er indsigtsfuld læsning der kan anbefales til de af os der har denne verden og dens fremtid på sinde.

Kommentarer