Dydens diktatur

Die Neuerfindung der Diktatur. Wie China den digitalen Überwachungstaat aufbaut und uns damit herausfordert.
Forfatter: Kai Strittmatter
Forlag: Piper Verlag,, München 2018. (tysk). 288 sider.

KINA: Kinas kommunistparti praler i dag med, at det er i stand til at genkende enhver af landets 1.4 milliarder borgere inden for få sekunder. Europa må finde alternativer til den stigende polarisering mellem Kina og USA – mellem et statsligt overvågende diktatur og den liberalistiske individualismes hensynsløse selvudlevelse. Måske en form for anarkistisk samfundsorden?

Den 55-årige tyske Kina-korrespondent for Süddeutsche Zeitung, Kai Strittmatters bog Die Neuerfindung der Diktatur («Genopfindelsen af diktaturet. Hvordan Kina opbygger den digitale overvågningsstat og dermed udfordrer os») er et must for alle, der er interesseret i udviklingen i Kina. I oktober 2018 valgte han at forlade landet. Der var sket noget med det land, han havde kendt i over 30 år.

Forfatteren viser i sin bog, hvordan Kinas vækst til sin nuværende position i verden er foregået igennem tre stadier. Først udryddede Mao landets interne fjender. Det skete blandt andet igennem de historiske hændelser, som er kendt som «Det Store Spring Fremad» fra 1958 til 1961 og den såkaldte Kulturrevolution, der varede i ti år fra 1966 til 1976. Historikere er enige om, at den store hungersnød under Det Store Spring Fremad kan have kostet mellem 30 og 40 millioner mennesker livet.

Efter Deng Xiaopengs reformvenlige kurs, der i 1980’erne og 90’erne havde åbnet landet mod den øvrige verden, fulgte så nogle kriseår for Kinas kommunistparti, hvor man for alvor satsede på markedsøkonomi. Men under Xi Jinping, der i 2018 har ophævet begrænsningen for sin regeringstid som generalsekretær for Kinas Kommunistparti og dermed reelt gjort sig til livslang leder for Kina, er landet på vej i to retninger, siger Strittmatter. Tilbage til 50’ernes totalitære formynderstat eller med hastigheden af et overlydsfly ind i en teknologisk fremtid, der for længst har overhalet den udvikling, der finder sted i Vesten.

Det ærlige menneske

- annonse -

Det Kina, som Kinas Kommunistparti under Xi Jinping forsøger at skabe, er paradoksalt nok virkeliggørelsen af det gamle konfucianske ideal om det ærlige menneske, for hvem moralsk fuldkommenhed i forhold til samfundshelheden udgør målet.

Dette dydens diktatur skal skabes ved hjælp af en blanding af digital overvågning, som borgerne så vidt muligt selv skal sanktionere og tage i anvendelse over for hinanden – og en kommerciel markedsøkonomisk baseret underholdningskultur i stil med den vestlige – ganget med 10. Den kinesiske overklasse består af en gruppe ekstremt rige familier, og forskellen mellem rig og fattig er større end i USA. Peking har for længst overhalet antallet af milliardærer i New York.

Tjeerd Royaards. Macbook China. Se Libex.Eu

Internet i Kina har siden 2013 været stærkt censureret, og ansigtsgenkendingssystemer er indført på mange offentlige steder, mens kontant pengebetaling stort set er forsvundet. Kinas Kommunistparti praler i dag med, at det er i stand til at genkende enhver af landets 1.4 milliarder borgere inden for få sekunder. Der er placeret kameraer over alt, og i landets boligblokke er der i opgangene placeret lister, hvor beboerne er rangeret efter et pointsystem. Det er et socialt belønningssystem, som kan sammenlignes med kreditværdighedsundersøgelser i Vesten, men udstrakt til at omfatte alle borgernes sociale aktiviteter. Og pointsystemet involverer kontant afregning her og nu. En «social fejl» – som at man har tømt en spand med vand på et forkert sted eller er gået over for rødt i en fodgængerovergang – medfører et fradrag på et vist antal point.

Man begynder med 1000 point og derefter kan det gå op eller ned.

Et samfund uden erindring

En af de strategier, Kinas Kommunistparti har brugt over for Kinas befolkning, er den systematiske udryddelse af fortiden, der har fundet sted siden Mao og kulturrevolutionen i tiåret mellem 1966 og 1976.

Kina har i dag 120 byer, som er større end Chicago. Inden for de sidste 10 år er mange af dem vokset til den tidobbelte størrelse og har under denne proces fuldkommen skiftet karakter, idet deres historie er blevet udraderet. I de sidste to årtier er hele Kinas boligmasse blevet revet ned og genopført på ny. Alt hvad menneskene var fortrolige med er forsvundet på kort tid. Kinas berømteste arkitekt, Wang Shu, siger, at det er som om nogen har kastet 120 atombomber over Kina.

Europa må skabe et alternativ, en tredje vej mellem et statsligt diktatur, som opretholdes af den lydige borgeres villige selvcensur ved hjælp af teknologisk overvågning – og så den liberalistiske individualismes hensynsløse selvudlevelse i økonomiske processer. Måske en form for anarkistisk samfundsorden?

Målet dengang som nu er at skabe et samfund uden erindring, for erindringen anser Kommunistpartiet for at være en farlig og undergravende kraft. Hvis man fjerner menneskenes ly i fortiden og udsætter dem for traditionsløshedens fredløshed, så søger de nøgne og frysende beskyttelse i partiets moderlige favn. Det er tanken.

Filminstruktøren Jia Zhangkes A Touch of Sin, der fik de gyldne palmer på filmfestivallen i Cannes i 2013, viser resultatet af den umyndiggørelse, det kinesiske folk er blevet genstand for under kommunismen. Et samfund, der har mistet al sammenhængskraft og medfølelse, og hvis nihilisme og tab af traditionelle kulturelle værdier får korruption, magtmisbrug og naturødelæggelse til at eskalere. Kina er det eneste land i verden, der i undersøgelser angiver, at tab af tillid mellem mennesker er det største problem i samfundet. Filmen viser, at mennesker i Kina griber til vold, ikke fordi volden fører til nogen form for løsninger, men fordi volden er udtryk for en sidste form for selvbestemt menneskelig handlekraft.

Kai Strittmatter fortæller den rystende historie om den katastrofe, Maos regeringstid medførte for Kina. Ved hans død i 1976 efterlod Mao sig et land, hvor både natur og samfund var ødelagt. I den schweiziske film Mere end honning kan man høre om, hvordan der under Mao blev der befalet en udryddelse af Kinas sang- og spurvefugle-bestand, fordi fuglene åd befolkningens korn. Milliarder af spurve blev slået ihjel. Følgen var enorme insektplager, der igen blev bekæmpet med pesticider. Bierne bukkede under for denne sprøjtegift. I dag må kineserne hente pollen fra blomsterne i det sydlige Kina som de sælger i nord. Mennesker må selv bestøve blomsterne, fordi der ikke længere er nogen bier tilbage til at gøre det.

På Universitet i Peking forsker man i spørgsmålet: hvem er bedst til at bestøve – mennesker eller bier? Videnskabens svar er entydigt: ikke menneskene.

One Belt One Road (OBOR)-visionen er Kinas moderne «Silkevej» – et geostrategisk bidrag til en ny verdensorden – under kinesisk ledelse. Projektet har til hensigt at forbinde Kina, Centralasien, Europa, Sydamerika og Afrika med stadigt nye handelskorridorer i form af infrastruktur.

Afrika er et kontinent, der har desperat brug for denne infrastruktur, Kina har pengene, og landet er i dag Afrikas vigtigste handelspartner med en vareudveksling, der beløber sig til 200 milliarder dollars årligt.

Det foruroligende er, at Kina i dag ikke bare står «foran Europas porte», det er allerede for længst inden for og sidder for eksempel med ved forhandlingsbordet i EU.

Strittmatter fortæller, hvordan Kina har medvirket til at redde den statsbankerot-truede græske økonomi. Ved hjælp af investeringer på mere end 4 milliarder dollars har kineserne gjort havnebyen Piræus i Athen til den hurtigst voksende containerhavn i verden. I Ungarn vil Kina bygge højhastighedstog. I Tjekkiet fik kinesernes løfte om investeringer på over 8 milliarder euro i 2020 den tjekkiske præsident, Milos Zeman, til at sige, at det var slut med Tjekkiets underkastelse under USA og EU.

Ramses. Donnies Obssesion Kopie. Se Libex.Eu

Polarisering i forhold til USA

Under læsningen af Strittmatters bog blev jeg klar over noget, som ikke nævnes direkte i bogen, der er skrevet af en korrespondent for en avis i Tyskland, der traditionelt betragtes som USA-venlig. Nemlig hvor farligt det vil være, hvis denne udvikling fører til en polarisering i forhold til USA. Især såkaldte «amerikanske exceptionalister» – det er en type politiske tænkere, som mener, at USA har en særstilling i verden – som journalisten Robert D. Kaplan. USA har siden omkring slutningen af 1980’erne talt om en uundgåelig militær konfrontation med Kina – og helst inden 2025, da Kina ellers ville have vokset sig for stærkt rent militært.

Ligeså foruroligende er det, at det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs i sin tid omtalte John Mearsheimers bog The Tragedy of Great Power Politics  (2001) som en af de tre mest indflydelsesrige bøger i verden efter Den kolde Krig (de andre er Huntingtons Sivilisasjonenes sammenstøt (1996) og Fukuyamas Historiens slutt (1992)). For bogen er intet andet end en – modstræbende – indrømmelse til Truman-doktrinens inddæmningspolitik, der var gældende over for det tidligere Sovjetunionen. Med andre ord en koldkrigspolitik, der kan udarte til en varm krig.

I 2021 bliver det afgørende, at svaret på Kinas udfordring til verden ikke bare kommer fra USA. Den franske præsident, Emmanuel Macron var i slutningen af september i en tale i FN inde på, at Europa måtte finde alternativer til den «two-step»-dans, den stigende polarisering mellem Kina og USA, skaber. Men han han kom dog ind på, hvad sådanne alternativer kunne bestå i. Talen blev holdt efter at Donald Trump i samme forum havde opfordret verden til at drage Kina til ansvar for corona-pandemien.

Strittmatter er i sin bog inde på, hvordan Vesten/Europas svaghed, kan blive Kinas styrke. Det handler primært om vor egen svindende bevidsthed om demokratiet som effektiv samfundsform. Hvad skal vi vælge i det kommende år? I Tyskland har jeg selv under corona-krisen på egen krop kunnet opleve, hvor afhængig EU er blevet af import fra Kina, ikke mindst af den digitale teknologi, vi ønsker i vore samfund. Og ved en undersøgelse erklærede 20 procent af tyskerne sig indforstået med at leve i et samfund, hvor den politiske ledelse ikke befattede sig med parlamenter og frie valg. I Spanien var tallet 40 procent, og i Danmark svarede hver 9. ja til at være villig til en eller anden totalitær ledelse af landet.

Europa må skabe et alternativ, en tredje vej mellem et statsligt diktatur, som opretholdes af den lydige borgeres villige selvcensur ved hjælp af teknologisk overvågning – og så den liberalistiske individualismes hensynsløse selvudlevelse i økonomiske processer. Måske en form for anarkistisk samfundsorden, hvor den enkelte har opdaget, at hans eller hendes selvrealisation er en væsentlig del af en større social helhed?

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte

En landbrugsklynge – et topmoderne industrielt kompleks

MAD: Problemet er adgangen til mad. Alle skal spise for at leve. Skal vi spise, må vi købe. For at købe, må vi arbejde. Vi spiser, fordøjer, og skider.

Dydens diktatur

KINA: Kinas kommunistparti praler i dag med, at det er i stand til at genkende enhver af landets 1.4 milliarder borgere inden for få sekunder. Europa må finde alternativer til den stigende polarisering mellem Kina og USA – mellem et statsligt overvågende diktatur og den liberalistiske individualismes hensynsløse selvudlevelse. Måske en form for anarkistisk samfundsorden?

Protest kan koste deg livet

HONDURAS: Nina Lakhanis farlige søken etter sannheten bak drapet på miljøaktivisten Berta Cáceres ender opp i flere spørsmål enn svar.

Det kulturelle bindemiddelet

ROMAN: DeLillo iscenesetter en slags allmenn, paranoid tilstand, en mistenksomhet som har global rekkevidde.

Kreativ ødeleggelse

SØPPEL: Norge er ikke rigget for tekstilsortering. Selv om vi sorterer søppel, er vi ikke i nærheten av steder i Japan, som kan resirkulere i 34 ulike kategorier. Der er målet at kommunene ikke sitter igjen med noe avfall – og uten søppelbiler!

Kontrollsamfunnet og det uregjerlige

SENMODERNE: Mennesker i dag får mer og mer kontroll over omgivelsene – men mister kontakt med verden. Hvor går grensen for målinger, kvalitetssikringer, kvantifiseringer og byråkratiske rutiner?