Drømmere søkes til verdens viktigste jobb

Verdenssamfunnet trenger en stor visjon for menneskehetens fremtid. Evnen til refleksjon og drøm kan bli vår viktigste ressurs.

How Soon Is Now. From Personal Initiation to Global Transformation

Daniel Pinchbeck

Watkins

UK

Fravær af livsmening kombineret med det omgivende samfunds krav om dygtiggørelse til at blive «soldat» for konkurrencestaten – det er vilkår som unge mennesker i dag lever med. I en sådan verden bliver evnen til at reflektere, drømme og skabe rum for en selvstændig aktivitet livsnødvendig hvis mennesket ikke skal «glide i ét med tapetet», hvis demokratiet skal overleve, ja, dybest set hvis civilisationen skal klare den udfordring der i dag møder os fra fremtiden.

Imperativet om vedvarende økonomisk vækst der dominerer vore samfund som en religion, medfører at der skal tænkes i kategorier hinsides højre/venstre, offentlig/privat, lokal/global hvis civilisationen skal undgå en enorm miljøkatastrofe. Udfordringen i dag er at udvikle et systemisk svar og en sammenhængende strategi.

Fra sykdom til kur. Daniel Pinchbeck har i ti år forsket i hvorledes man kan annoncere det økologiske kollaps som vi i dag styrer imod på en sådan måde at verden forstår hvor alarmerende situationen er. Resultaterne fremlægges i bogen How Soon Is Now. From Personal Initiation to Global Transformation. Her viderefører Pinchbeck refleksionerne over Jorden som den smukke lille planet som Neil Armstrong’s billeder fra månen i 1969 har givet anledning til – men nu set i et udviklingsperspektiv, hvor menneskets virke og aktivitet på planeten har medført en art kræft, virus eller rust. Et sådant abstraktionsniveau kan ifølge Pinchbeck være nødvendig hvis en identitet som en planetarisk skabning skal udvikles og fæstne sig – og dermed en ansvarlighed for teknologier og deres indflydelse på planeten erkendes. Herfra vil yderligere kunne vokse en ansvarlighed for den menneskelige familie som en del af en integreret helhed. Fremfor at fortsette som Jordens kræftceller, må vi på bevidsthedsplanet underlægge os en slags mutation, så vi i stedet kan bli dens immunsystem. Den erkendelse kan betragtes som en slags indvielse.

Risiko. Private virksomheder har helt tilbage til udskibningerne fra Venedig og Lisabon i 1500-tallet kendt til risikoanalyser når lasten skulle vurderes og forsikres. I dag er området udviklet som business continuity med avancerede analysemetoder og -teknikker som grundlag for at kortlægge fremtidens bevægelser på markedet og behovet for arbejdskraft.

I takt med udviklingen på verdensmarkedet har også myndighedernes risiko- og sårbarhedsanalyser undergået ændringer. Samfundskritisk infrastruktur, herunder kommunale og regionale myndigheder, underkastes nu også kontinuitetskrav når samfundskritisk infrastruktur skal sikres. Godt nok har kommuner et ansvar for risiko- og sårbarhedsanalyser i eksempelvis egne bygninger, ligesom man skal ha et responsberedskab med ambulancer og brandbiler. Men at forholde sig generelt til fremtidstruslerne, således som private virksomheder søger at forholde sig til udviklingen på markedet og sådan fastholde/udvide sikkerheden med nye markedsandele, kommer ikke på tale for den offentlige virksomhed, som kun eksponerer the commons.

Fremfor å fortsette som Jordens kreftceller, må mennesket underlegge seg en slags mutasjon og isteden bli dens immunsystem.

Via offentlighedens pres kan privat virksomhed politisk reguleres via staten. Men effekterne af den private virksomhed på (arbeids)miljøet er åbenbare: De overlades fortsat til borgere og samfund. Forsigtighedsprincippet, eller blot at «forureneren betaler», er i virkeligheden aldrig kommet videre end til skåltalerne.

Hertil kommer at isolerede og fragmenterede reformer ikke rækker, da vore nuværende samfund har en evne til at absorbere, neutralisere eller assimilere næsten alting som truer det. Eksempelvis så foregiver retorikken om bæredygtighed at det er muligt at opnå dette uden en systemændring. Og det kan i øvrigt være vanskeligt at forstå hvordan vi kan gennemføre en sådan hurtig systemisk omstilling uden at vi oplever en masseopvågning eller en bevidsthedsrevolution.

Til kunsten. Evnen til at drømme og reflektere bliver derfor livsnødvendig. Kunsten har fortsat en vigtig rolle at spille i det 21. århundrede. Den kan – med Joseph Beuys ord – udligne de repressive effekter af et senilt system. Men hvor kunsten længe har været udtrykt i contemporary art og måttet acceptere og underlægge sig hastigheden i altings udvikling, må den nu i stedet tage sit udgangspunkt i de store linier – the big picture.

Pinchbeck kan udpege tre fokusområder i omstillingen: den tekniske infrastruktur (energi, landbrug og industri), det sociale system (ledelse og økonomi) og bevidsthed (tro, værdier og ideologi som vi får indprentet via medier og medier).

Forfatteren udtrykker kort at det paradigme vi nu er i, er en proces mod en nedbrydning af økosystemet. I løbet af to årtier skal vi gå over til vedvarende energi og et regenerativt landbrug som fastholder CO2 i jorden.

Beredskap. Myndighedernes risikoanalyser har i særlig grad udviklet sig i forbindelse med det militære og civile beredskab under den kolde krig. Hvor alverdens business havde proaktive risikoanalyser med relation til fremtidsudsigterne på markedet, var myndighedernes ditto reaktive i form af responsberedskab og et udvidet civilt beredskab ved eventuel krig og besættelse.

Med Berlinmurens fald reduceredes beredskabet næsten umiddelbart til kun at omfatte redningsberedskabet (brand og ambulance), hvortil kom atomberedskabet. Kun langsomt blev det kortlagt hvor sårbare vore samfund i virkeligheden er. I skyggen af koldkrigen og dens fjendebilleder havde nye risici og sårbarheder udviklet sig, understøttet af institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Dette viste sig på en lang række områder, herunder stress, øget dehumanisering, fragmentering/opløsning af fællesskaber og tivolisering/markedsgørelse af det offentlige rum (fake news).

Fremtidsvisjon. Som 9/11 var et nedslag der stillede nye udfordringer til beredskabet, blev Fukushima-tragedien i 2011 en hændelse som udfordrede al hidtidig beredskabstænkning. Myndighedernes og businessverdenens tanker om sikkerhed havde spillet fallit. En isoleret miljøsektorindgang med den traditionelle sektorfiksering med statslig regulering, som var miljøbevægelsen bedste svar, udgjorde heller ikke nogen løsning.

Å forholde seg generelt til fremtidens trusler kommer visst ikke på tale for offentlig virksomhet. 

Så hvis der stadig er borgere tilbage der kan drømme og reflektere, så må en systemisk tilgang med en sammenhængende strategi på banen, hvor man forholder sig til teknisk infrastruktur, det sociale system og bevidsthedsspørgsmålet. Med et økologisk beredskab – forstået som et system – som indebærer design af en regenerativ kultur.

At skabe en positiv bevægelse med en vision om fremtiden er vigtig. For verden behøver en bevægelse, som tilbyder en rummelig og bæredygtig vision for vores fælles fremtid, ikke mindst af hensyn til de kommende generationer.

Indtil en radikal ændring af samfundets orientering kan sammenlignes med USA’s omstilling i 1941 af fabrikkerne til krigsproduktion (en helt relevant sammenligning med behovet for en omstilling i dag), så er det vigtigt at der lokalt videreudvikles på initiativer der dels udtrykker en vision om et liv indenfor planetens grænser og dels udtrykker en vision om et nyt og bæredygtigt samfund.

---
DEL