Da Bini Adamczaks lille bog om kommunisme udkom i USA i 2017, under titlen Communism for Kids, vakte den stor opstandelse. En række reaktionære kommentatorer fra medier som Breitbart talte om «hjernevask» af den amerikanske ungdom. Kombinationen af kommunisme og børnebog var for meget.
Det kan godt være at de kapitalistiske nationaldemokratier ikke er omgærdet med den samme selvindlysende naturlighed som de var efter murens fald, men vi ved dog at «kommunisme» i mange sammenhænge har været ensbetydende med massemord og tyranni. Hvordan kan Adamczak så finde på at skrive en historie om hvordan mennesker forsøger at skabe et kommunistisk samfund?
Noget må gøres
I en nordamerikansk kontekst er ordet «kommunisme» behæftet med konnotationer af ondskab og diktatur. Det er måske ikke helt så galt i en skandinavisk sammenhæng, og så alligevel: Tænk blot på de løbende debatter i Enhedslisten i Danmark, hvor partitoppen har forsøgt at undgå kommunisme-termen af frygt for at blive gjort til latter i medierne.
Denne situation har selvfølgelig at gøre med den sovjetiske statskapitalisme, der præsenterede sig som «den faktisk eksisterende socialisme», selvom den kapitalistiske økonomi på ingen måde var blevet afviklet i Sovjetunionen. Staten eksproprierede ganske vist det meste af kapitalen, men kapitalformen (pengeavlende penge) blev aldrig ophævet.
Bogen er en uhyre fin beskrivelse af behovet for at gøre op med kapitalismens lover – som slavebinder mennesker og ødelegger Jorden.
Da Sovjetunionen brast sammen, blev dette fortolket som det kapitalistiske Vestens sejr over den onde kommunisme. På grund af identifikationen mellem det partidiktatur der blev oprettet i Sovjetunionen og kommunisme som begreb, er det svært at bruge termen.
Adamczaks bog er et forsøg på at udfordre denne historie, tilbageerobre kommunismen som idé og give denne samfundsideologi en analytisk og politisk betydning i dag. Bogen er oprindeligt skrevet i 2004, altså på et tidspunkt hvor det var meget svært at få øje på noget andet end den kapitalistiske verden der allerede eksisterede. Kapitalismen fremstod ubestridelig.
I dag, efter finanskrisen og konfronteret med den igangværende klimadestruktion, fremstår den måske ikke helt så ufejlbarlig, men den har til gengæld travlt med at skrue op for repressionen og kontrollen. På den måde forsøger den stadigvæk at lukke ned for at tingene kunne være anderledes.
Derfor er Adamczaks bog vigtig. Den er et bidrag til kritikken af kapitalismen og dens iboende strukturelle vold – og et bidrag til at finde svar på spørgsmålet om hvad der bør gøres.
Vores historie
Kommunisme. En lille historie om, hvordan det endeligt bliver anderledes er en uhyre fin beskrivelse af behovet for at gøre op med kapitalismen og dens upersonlige økonomiske lovmæssigheder – der trælbinder mennesker og ødelægger jorden. Bogen består af to dele og et senere tilføjet efterskift. I den første del redegør Adamczak for de grundlæggende karakteristika ved kapitalismen. Hun beskriver hvordan ideologien opstod, hun analyserer den kapitalistiske økonomi, lønarbejdet og markedet, og hun forklarer hvorfor der hele tiden opstår kriser inden for kapitalismen. I et ligetil sprog beskriver hun «kapitalens herredømme», hvor tingene hersker over menneskene.
Som hun selv skriver, kan det lyde underligt at sige at «tingene hersker». «Det er naturligvis ikke ment bogstaveligt, for selvfølgeligt kan ting slet ikke gøre noget og da slet ikke herske over et menneske, for det er jo kun en ting. Det er heller ikke alle ting, der hersker over menneskene, men kun helt bestemte, eller mere præcist: en helt bestemt form for ting.» Nemlig de ting «som menneskene selv har fremstillet, for at de skal gøre deres liv lettere».
Ændring er muligt
Adamczak beskriver hvordan menneskene glemmer eller ikke kan gennemskue denne udvikling – hvor de ting de selv har skabt, ender med at tage magten. Der sker en omvending, og snart hersker vareformen.
Adamczak illustrerer løbende denne forandring ved at sammenligne kapitalismen med ånden i glasset, hvor en gruppe mennesker sidder og holder en finger imod et glas der står op-ned på et bord, med bogstaver i en cirkel rundt glasset i midten. Selvfølgelig er det kun fordi alle menneskene sitrer en lille smule at glasset bevæger sig, men det ser ud som om glasset af sig selv flytter rundt på bordet. Menneskene tror derfor at der er en ånd i glasset der giver dem hemmelige budskaber.
Selv da Park Geunhyes støtte i befolkningen falt til fem prosent, nølte opposisjonen med
å krhennes avgang.
Som Adamczak skriver, «er det menneskene selv, der rykker glasset, men de kan ikke gøre det alene, kun alle tilsammen. Kun gennem deres samspil, deres relation til hinanden, bevæger glasset sig. Og med det her samspil er det sådan, at menneskene slet ikke rigtig bemærker det. Det sker på en måde hemmeligt eller bag deres ryg.»
Pointen er selvfølgelig at der ikke er nogen ånd, men menneskene selv der gør arbejdet. Ligesom med kapitalismen, som menneskene også selv har skabt – og derfor også kan ændre og ophæve.
At tage magten tilbage
I den anden del af bogen beskriver Adamczak hvordan man kan forsøge at skabe et kommunistisk samfund, altså «det samfund, der afskaffer alle de onder, som menneskene lider under i det kapitalistisk samfund». Adamczak gennemgår forskellige forsøg på at ophæve kapitalismen fra en anden distribution af dét der produceres, over selvstyring, hvor arbejderne selv styrer produktionen, til automatisering og videre til maskinstorm, hvor maskinerne ødelægges.
Til sidst afbrydes forsøgene, da de små, tegnede figurer der illustrerer Adamczaks bog, råber op og selv tager kontrollen og afsætter forfatteren. «‘Hey, hallo! Du der!’ ‘Hvad, hvem … mig?’ Og rent faktisk, nederst på papiret står der nogle mennesker, og andre kigger op til mig fra computerskærmen. Og de fægter med armene og råber, og nogle ser vældigt vrede ud. ‘Ja, præcist! Dig! Dig, mener vi. Hold op med at foreskrive os vores historie. Vi beslutter alene, hvordan det går videre. For det er vores historie – og nu laver vi den selv.’»
Sådan slutter Adamczaks bog: Menneskene tager affære. Der er ikke nogen andre der skal skrive deres historie, det vil de gøre selv. Kommunismen er ikke bare ophævelsen af kapitalens herredømme, den er også selvkonstitution, begæret efter og realiseringen af en anden verden.
