Da et anonymt kollektiv udgav en bog med titlen L’insurrection qui vient >(Den kommende opstand) på fransk i 2005, var der ikke så mange, der tog notits af bogen og dens analyse.
Den globale folkelige modstand mod invasionen af Irak i 2003 havde hurtigt mistet pusten. Invasionen blev af magthaverne i USA, Storbritannien, Danmark etc. gjort til et symbol på det demokratiske system, som USA og dets allierede ville eksportere til det irakiske folk. Med undtagelse af den kortlivede alterglobaliseringsbevægelse var perioden mellem midten af 1990’erne og frem til 2008 kendetegnet ved fraværet af protester i verden generelt og i Vesten i særdeleshed.
Selvfølgelig fandt der enkelte opstande sted, eksempelvis forstadsoptøjerne i Paris i 2005, men de var som regel kortvarige eksplosioner, der enten hurtigt blev indoptaget eller fungerede som undtagelser – i en epoke kendetegnet ved globalisering og antiterror, kapitaludvidelse og kontrol. Ifølge analysen i Den kommende opstand var det imidlertid blot et spørgsmål om tid, før opstandene ville begynde at bryde ud igen.
Mens nationalstatens biopolitiske karantænepolitik tømmer livet for politisk indhold.
Opstandens tegn
Den usynlige komité fik ret i sin forudsigelse. Tiden efter 2008 har stået i opstandens tegn. Det startede i Grækenland i 2008, efter at græsk politi skød og dræbte en 15-årig studerende. Men det tog for alvor fat i slutningen af 2010 i Tunesien, da en 26-årig gadehandler satte ild til sig selv i protest mod korruption og politibrutalitet. Mohamed Bouazizis selvmord udløste en bølge af modstand mod lokale pjaltedespotier i Nordafrika og Mellemøsten. I løbet af sommeren 2011 spredte dette sig til Sydeuropa, hvor lokale regeringer tvunget af Den Europæiske Centralbank var i fuld færd med at gennemføre den ene spareplan efter den anden i kølvandet på finanskrisen. I Spanien og Grækenland begyndte folk at besætte pladser i protest mod spareplanerne og et korrupt og inkompetent politisk system, der blot tilgodeså banker og erhvervsliv.
Ungdommens depressive internalisering af samfundets psykose ligger imidlertid som
en bombe under den joviale racistiske offentlighed.
Årene siden 2011 har været et diskontinuerligt forløb, hvor den ene opstand har afløst den anden. Næsten uanset set hvor vi kigger hen, har der fundet opstande eller pladsbesættelser sted. De skandinaviske lande og Tyskland er indtil videre de vigtigste undtagelser til denne udvikling – her har staterne lykkes med at opildne til racistisk eksklusion. Ungdommens depressive internalisering af samfundets psykose ligger imidlertid som en bombe under den joviale racistiske offentlighed nord for Alperne. Hvad der kommer til at udgøre dråben, der får bægeret til at flyde over, er endnu uvist. Men spændingerne øges hele tiden, alt i mens de flygtende revolutionære fra Syrien presser sig på. Samtidigt tømmer nationalstatens biopolitiske karantænepolitik livet for politisk indhold
Den usynlige komité
I 2017 præsenterede Den usynlige komité endnu en situationsanalyse, Maintenant. Den foreligger nu i Carsten Juhls glimrende danske oversættelse med titlen Fra nu af. Ligesom Den kommende opstand og den mellemliggende bog, À nous amis fra 2014, er Fra nu af en sondering af mulighederne for kampen mod staten og kapitalen. Den usynlige komité lodder så at sige det revolutionære bruds vanddybe. Hvor langt er vi kommet, og hvordan agerer fjenden? De tre bøger er lige dele revolutionære manifester for dem, der ønsker en analyse af tingenes tilstand, og strategiske manualer til dem, der allerede er gået på gaden og gør oprør.
De var antipolitiske, de var imod hele sammensuriet af institutioner og repræsentationer
Den kommende opstand tog sit udgangspunkt i forstadsoptøjerne og de franske studenters modstand mod arbejdsmarkedsreformer i foråret 2006, og À nous amis var en statusopgørelse efter den første bølge af opstande og pladsbesættelser. Fra nu af er skrevet i tæt dialog med den franske Nuit debout-bevægelsen, hvor der blev protesteret mod Hollande-regeringens El Khomri-lov, der skulle gøre det meget nemmere for arbejdsgivere at fyre ansatte. Som de sydeuropæiske pladsbesættelsesbevægelser og Occupy i USA fandt protesterne i Frankrig i 2016 sted uden for såvel det etablerede partipolitiske system som fagforeningerne. De var antipolitiske, de var imod hele sammensuriet af institutioner og repræsentationer, der udgør det, vi almindeligvis taler om som politik.
Opstandene er kommet, men staten er klar – og den møder opstandene og de subjekter, der opstår i opstanden, med kontrol og militarisering. At regere bliver mere og mere at bekæmpe dem, der gør opstand, og hærde dem, der ingenting gør til frydefuldt at se flygtende revolutionære fra Syrien drukne eller blive voldtaget i lejre.
Statens interpellation og økonomiens identitetsfiks
Udgangspunktet for Den usynlige komités analyse er opstanden, det der sker på gaden i konfrontationen med loven og lovens vold. I mødet med staten og dens krig mod opstanden åbner der sig et rum, hvor der sker en glidning væk fra den kapitalistiske civilisations liv og identiteter, hvor massen forvandles og bliver til en klasse med selvbevidsthed, uanet mod og destruktiv kreativitet.
Opstanden er en subjektivitetsmaskine. I opstanden opstår der en temporalitet ved siden af eller neden under, en fri tid hinsides lønarbejdet, forbrug og valghandlinger. Statens interpellation og økonomiens identitetsfiks afvises af en tværgående kommunikation, hvor borgeren og forbrugeren afløses af et kæmpende fællesskab, hvor subjekt og objekt er opløst i en virtuel indfrielse af såvel menneskelig behovstilfredsstillelse som frihed og kommunikation.
Afsættende og destituterende
Opstandene bliver ved med at finde sted. Efter publiceringen af Fra nu af >blev nattevægter-bevægelsen i Paris afløst af de gule veste, der besatte rundkørsler og demonstrerede mod Macrons benzinafgifter og hele den verden, afgifterne repræsenterer. Som Den usynlige komité skriver, er opstandene ganske vist endnu ikke blevet til en revolution, men konturerne af en ny revolution begynder så småt at blive tydeligere. En revolution der efter al sandsynlighed ikke har ret meget at gøre med det 20. århundredes revolutioner, hvor leninistiske avantgarder og små disciplinerede kadrer tog magten og forsøgte at realisere revolutionen som et program. Den nye revolution står ikke i virkeliggørelsens tegn, men vil blive afsættende. Det er revolutionen som destitution.
Det er en ny revolution på den anden side af arbejderbevægelsens kollaps. Den destitutive revolution bliver hverken en socialisering af produktionen eller proletariatets diktatur. Konfronteret med kapitalens bliven fællesskab og den klimatiske krise bliver det nok en etisk revolution, hvor det er selve livet, der står på spil. Menneskenes liv, men også Jordens og alle de væsner, der bebor den. Det er således en ny slags kommunisme, vi taler om. En kommunisme som Den usynlige komité giver et sprog.
Et anonymt og poetisk sprog uden for statens militariserede offentlighed og økonomiens udhulede varegjorte identiteter.