Dømt til fængsel for sin digtning

TEL AVIV: Den palæstinenske poeten Dareen Tatour blev anholdt og sat i husarrest av israelske myndigheder i oktober 2015. På grund av et digt. Nå er hun ude af husarresten. 3. marts kommer hun til Oslo (på Vega, Salongen).
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.03.2019

Hun blev anholdt den 11. oktober 2015. En uge forinden havde hun skrevet et digt og lagt det på sin Facebook-side. Dareen Tatour skriver på arabisk, men i den engelske oversættelse av poeten Tariq al Haydar hedder digtet «Resist, My People, Resist Them», og det indeholder linjer som «I will not succumb to the ‘peaceful solution’ / Never lower my flags / Until I evict them from my land».

«Jeg har ingen anelse om, hvorfor netop dét digt var farligere end de mange andre, jeg har skrevet», siger hun, da vi mødes på en café i Tel Aviv. Dareen Tatour er palæstinenser; det understreger hun flere gange under vores samtale. Men hun er født og opvokset i landsbyen Reineh, som ligger lidt nord for Nazaret, i dagens Israel. Som sådan har hun også israelsk statsborgerskab og burde have den samme ret til at ytre sine meninger og deraf følgende retsbeskyttelse som landets jødiske borgere, men digtet er i sig selv en tilkendegivelse af, at det har hun bestemt ikke. Anholdelsen førte til halvandets års husarrest, og i forlængelse heraf blev hun i juli sidste år idømt fem måneders fængsel.

«Folk der kommer til vores forestilling, møder en virkelighed, som normalt ligger skjult.»
Weizman

Hele sagen har gjort hende til et vigtigt symbol på, hvor vanskeligt det er for kunstnere at udtrykke sig frit i dagens Israel. Som hun selv formulerer det, er det ikke hver dag en forfatter bliver fængslet for sine ord, og det er en af grundene til at hun i begyndelsen af marts kommer til Oslo, hvor Norsk PEN vil tildele hende en pris.

Politiske fanger

Hun er sammen med Einat Weizman, da vi mødes. Einat er jødisk israeler, skuespiller og teaterinstruktør, og hun deler til fulde Dareens synspunkter. Under den halvandet år lange husarrest gjorde en fælles bekendt hende opmærksom på Dareen og hendes sag, og da hun blev bedt om at arrangere en solidaritetsaften for Dareen, sprang hun til med det samme. «Jeg var i husarrest og så ingen mennesker, så det var vidunderligt at nogen opsøgte mig,» smiler Dareen.

Udover forberedelserne til solidaritetsaftenen førte deres første møde imidlertid også til et frugtbart samarbejde. Dareen tilbød at hjælpe med et teaterstykke om politiske fanger, som Einat arbejdede på. Det resulterede i Prisoners of the Occupation, som aldrig er blevet opført og dermed er blevet til endnu et vigtigt symbol for kampen mod det repressive miljø, som Benyamin Netanyahus højrenationalistiske regering har skabt for at lukke munden på kritiske kunstnere. «Prisoners of the Occupation var sat på programmet i Akka,» fortæller Einat og refererer til en velanskrevet årlig teaterfestival i byen i det nordlige Israel. «Men så forbød ledelsen stykket af politiske grunde. De kiggede på min Facebook og så at jeg støtter politiske fanger, så de besluttede at forbyde det.»

Som resultat trak de øvrige kunstnere deres bidrag tilbage, hvorved hele festivalen faldt sammen. Einat bemærker at dette på en absurd måde gav hele hendes projekt noget af et løft. Sagen fik en del presseomtale, så mange mennesker, der normalt ikke ville interessere sig for politisk kunst af den type, fik pludselig et indblik i denne verden. «Blandt andet førte det til en stor debat om, hvorvidt vi skal kalde dem sikkerhedsfanger eller politiske fanger, så i et vist omfang har jeg nået mit mål. Scenen blev meget større,» siger hun.

Terrorist

Dareen har oplevet sin verden ændre sig på samme vis, siden den dag for godt tre år siden, hvor hun blev anholdt. Hun og hendes sag er blevet kendt på en anden måde, og det er et af budskaberne i et stykke, som de to har skrevet sammen. Det hedder I, Dareen T, og vil også blive opført i forbindelse med at de gæster Norge i marts måned.

«Jeg er blevet mødt af en racisme, som jeg aldrig havde forestillet mig.»
Tatour

Mens vi taler, kommer en kvinde hen til vores bord. Hun har genkendt Dareen og vil bare gerne udtrykke sin beundring. Dareen smiler. Men hun tilføjer hurtigt, at den negative effekt af berømmelsen er langt større end den positive. «Ja, jeg er fri. Jeg er ude af fængslet, og jeg bevæger mig omkring, men spørgsmålet er jo hvordan. Der er sket ændringer, og spørgsmålet er om jeg er fri eller ej?» siger hun med alvorlig mine.

Da hun atter havde sin fysiske bevægelsesfrihed, tog hun direkte til Tel Aviv, hvor hun regnede med at finde et fristed. Israels liberale åndsliv holder til i byen, der også skiller sig ud ved at være mere venstreorienteret end landsgennemsnittet. Men selv dette er ikke nogen sikker vej til accept. «Jeg har det svært ved at gå på gaden, selv her i Tel Aviv. Ligesom jeg bliver standset og værdsat, får jeg også blikke, som om jeg er en farlig person. Jeg hører folk hviske om at jeg er terrorist, og det sker alle vegne,» siger hun.

Dareen studerer fotografi og har derfor brug for at finde et sted at bo i byen. Men efter tre måneders aktiv jagt står det hende klart, at det er en nærmest umulig opgave. «Hver gang får jeg at vide, at de søger en lejer, som ikke volder problemer. Jeg ved ikke, hvilke problemer jeg skulle kunne forvolde? Jeg kan heller ikke finde arbejde. Det er fordi jeg er palæstinenser, men også som følge af hvad jeg har været igennem,» siger hun. «Selv her i Tel Aviv er jeg blevet mødt af en racisme, som jeg aldrig havde forestillet mig.»

Einat oplever noget af det samme. Tidligere var hun meget benyttet som tv-skuespiller, men bliver ikke længere taget i betragtning til auditions, og selv skolen, hvor hun underviser i skuespil, har modtaget opfordringer til at afskedige hende på grund af hendes støtte til de politiske fanger. «På de sociale medier bliver jeg truet med mord og voldtægt,» forklarer hun. «På den måde kan det virke lidt kynisk at sige, at affæren i Akka gavnede min sag. Det gjorde den, ja, men samtidig får jeg sværere og sværere ved at finde arbejde. Hvad jeg udsættes for, er dog småting i forhold til hvad Dareen oplever. Det er et godt eksempel på hvad der sker en israeler, der gør modstand, og en palæstinenser, der gør nøjagtig det samme. Dareen betaler en langt dyrere pris for at have de samme holdninger. Fordi hun er palæstinenser, er hendes status skrøbeligere end min.»

Kamp om narrativer

Men hvad er det da, I håber på at opnå? «Vi fører en kamp om narrativer,» siger Einat efter en tænkepause. «Slagmarken er den debat, det finder sted omkring uddannelse, i medierne og bestemt også i det kunstneriske udtryk. At det er en vigtig kamp, understreges kun ved at (kulturminister) Miri Regev er blevet så markant en person. Hun forsøger at lukke munden på kunstnerne, og for mig er det en understregning af kunstens vigtige rolle i denne debat. Jeg ved ikke om det kan lave grundlæggende om på det helt store, men folk der kommer til vores forestilling, hører mange ting for første gang. De møder en virkelighed, som normalt ligger skjult. Det er en lille forestilling, men jeg tror på, at den har en vigtig rolle at spille.»

Det er noget af det samme, der holder Dareen i gang. Hun har skrevet siden hun var syv eller otte år gammel, og så snart hun kunne komme til det, begyndte hun at publicere. Hun lægger mængder af tekster op på sin blog, og hun bliver ved, selv om hun kender konsekvenserne. «Min familie er helt uforstående,» fortæller hun. «Mens jeg var under husarrest, lagde de voldsomt pres på mig, og da jeg kom ud fra fængslet, spurgte de mig om jeg ikke snart var kommet til fornuft. Men nej, det her er min måde at udtrykke mig på, og jeg bøjer mig ikke, så længe jeg skal gå og føle mig fremmed i mit eget land.»

Hun har allerede et forlag, som er klar til at udgive et udvalg af hendes digte. Hun så gerne at de kom på hebraisk eller, endnu bedre, på engelsk, for dermed når hun et bredere publikum. Men hun vil også være tilfreds med en arabisk udgave. Og alligevel tøver hun. Det er som om hun ved, at en bogudgivelse vil øge hendes berømmelse, og dermed også hendes problemer. «Som noget af det første spurgte forlaget om digtet, som førte til anholdelsen, stadig er med,» siger hun. «Det er det, og jeg har heller ikke fjernet det fra nettet. Det vil jeg ikke acceptere.»

Å arrestere bokstave
AV DAREEN TATOUR GJENDIKTET AV HANAN BAKIR OG ERLING KITTELSEN

Det var en dag
de stoppet meg
tok på håndjern
bandt kroppen min, sjelen min
alt på meg
de beordret: Let her
vi finner en terrorist på innsida
de vrengte hjertet mitt
øynene også
ransaket alle mine følelser
tok fra øynene en pulserende inspirasjon
fra hjertet mulighet til å skissere meninger
så sa de: Behold det
hun gjemmer våpnene dypt i lommene
grav fram eksplosiver
ja, de ransaket meg
til slutt sa de anklagende:
Vi fant ingenting
i lommene annet enn bokstaver
ingenting annet enn et dikt.

Kommentarer