Dommedag er avlyst

Fylt av angst for fremtiden forsøker Kristian Leth å fortelle en alternativ historie om hvordan verden egentlig har det.
Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.
Email: nielsjohan@gmail.com
Publisert: 03.09.2018
Håb – Et forsvar for fremtiden
Forfatter: Kristian Leth
People’s Press, Danmark

De første årtier efter 2. verdenskrig var den dominerende udviklingstendens at genopbygge hvad der var blevet ødelagt og at sikre freden. Som krigens vindere grupperede USA og Sovjet sig i henholdsvis vest og øst, i hver deres interessesfærer og territorier. Med nyliberalismen og udvidelse af markederne ændredes den generelle forestilling om fremtidssamfundet, i første omgang i Vesten. Forbrugerismen indlejrede sig i billederne af morgendagens samfund og blev mere og mere global. Afkoloniseringen afløstes af en neo-
kolonialisme, og nye magtcentre forvandlede en øst–vest-dualisme til et globalt, polycentrisk magthierarki. Forestillingen om en kapitalisme i vedvarende økonomisk vækst affødte mere og mere tydeligt eksistentielle udfordringer som global opvarmning og aftagende biodiversitet, samtidig med at centrum–periferi-problematikken udløste folkevandringer.

Den indbyrdes afhængighed blev med internet og sociale medier yderligere tydeliggjort. Finansielle imperier havde vokset sig større end mange stater, og folkelige fællesskaber var blevet marginaliseret i takt med markedets gradvise kolonisering af bevidstheden, som langsomt havde gjort os alle til isolerede aktører på et globalt marked.

Et oppgjør med pessimismen

Kristian Leth skildrer i bogen Håb hvorledes han en aften ved sengelægning af sin datter blev grebet i en følelse af angst om hvad fremtiden ville bringe, da datteren gav udtryk for en meningsløshed med livet. Ja, tvivlen i hans svar havde utvivlsomt næret hendes angst, skriver han. Gennem årene havde mediernes skiftende historier om verdens elendigheder sneget sig ind på ham og aflejret et samlet indtryk af apokalypse, af at dommedag er nær – et resultat af den alarmistiske udlægning af status på verdensudviklingen. 

Kristian Leths far, forfatteren Jørgen Leth, og vennerne i omgangskredsen havde istemt mediernes konstante indtryk af undergang, men et sådant indtryk ville Kristian ikke videregive til sin datter. Noget måtte ske.

Har kanskje ikke jenter i utviklingsland begynt å gå på skole? Er ikke fattigdommen på retur, og antall konflikter langt færre enn før?

Han begiver sig ud på en to år lang undersøgende rejse, i et forsøg på at genfortælle historien om verden. Fyldt op af mediernes mange enkeltstående udsagn om verdens tilstand bliver læsningen af budskaberne i Stephen Pinkers bog The Better Angels of Our Nature kærkommen til at dulme smerten ovenpå den meningsløse pessimisme som forfatteren ikke kunne stå imod. Var pigerne i udviklingslandene måske ikke begyndt at gå i skole? Var fattigdom i verden måske ikke på retur, og var antal af konflikter i verden måske ikke også faldet drastisk? Også interviews med en klimaekspert, en statistiker, en videnskabsmand og en historiker kunne understøtte «hvorfor der er mere grund til håb end til sortsyn».

Det er velkendt at en opvågnen kan være forbundet med smerte. Desværre er det endnu alt for få der kommer til det punkt at de vover at orientere sig ud af den næsten altdominerende sociale imagination, som blandt andet er beboet af troen på vedvarende økonomisk vækst med dens forbrugerisme. Den danske sociolog Rasmus Willig og den norske filosof Johan Arne Vetlesen har i bogen Hvad skal vi svare? givet ni bud på hvad vi bør si til omverdenen når der bliver spurgt hvordan i alverden vi er kommet i en situation hvor usikkerheden om fremtiden er enorm og også giver plads til den meningsløse pessimisme som bragte Kristian Leth i uføre.

Hva kan vi gjøre?

«Verden er blevet enig om at miljøet skal reddes. Både regeringer, samfund, byer og teknologiproducenter arbejder mod det samme mål: at sikre mennesker og planeten i fremtiden.» Ud over læsningen af Pinker, finder Kristian Leth trøst i Paris-aftalen om klimaet. «Verden er mindre farlig nu end før,» skriver han. Bogen er fuld af den slags unuancerede udsagn i et forsøg på at finde et intellektuelt ståsted til støtte for, ja, en meningsløs optimisme. Her bliver ikke plads til at nævne FN’s vedtagelse af de 17 verdensmål i 2015. Ej heller at omtale UNESCO’s arbejde for en nødvendig ændring af vores tænkning som forudsætning for en ændring af livsstile med nye institutioner til understøttelse af omstillingen – til afløsning af systemet af internationale institutioner der har understøttet den systemiske krise civilisationen befinder sig i.

Alligevel bør der stå respekt om Kristian Leths terapiarbejde, som han selv kalder processen han har været igennem. Opvågning tager også tid. At gøre Mexico til undtagelsen i en «fortælling om en generelt uhørt fredelig periode i vores historie» vidner om at to år til opvågning ikke rækker, i hvert fald ikke i Kristian Leths tilfælde. Irak, Libyen, Syrien, krigene i Afrika og Israel/Palæstina bør ikke ignoreres. 

Men én ting er terapiarbejdet i form af en skriveproces. Noget andet er at kunne anvise en ændret praksis og være forbundet med den bevægelse der skal gøre en anden verden mulig. At alene håbe rækker ikke – handling må der til! Skal «håb» ikke blot være en del af det mainstream fremtidssamfundet, så må «håbet» ledsages af en stræben efter en praksis «ud af boksen». Hvordan viser Kristian Leth her vejen for sin datter? 

Kommentarer