Dominans og klanbrødre

Magasinet Vice er noen ganger grensesøkende, og andre ganger temmelig ordinært.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Denne gang vil vi koncentrere os om én specifik medieaktør, nemlig kanadiske Vice. Oprindelsen af Vice går tilbage til midten af 1990’erne, hvor en række journalister og iværksættere gik sammen om at skabe et magasin, der til at begynde med fik navnet The Voice of Montreal. Magasinet var altså mestendels lokalt forankret, men dette ændrede sig hastigt. Snart iværksatte redaktørerne en linje, der bød på mere kulturkritik, behandlinger af populærkultur samt ofte provokerende og politisk ukorrekte skriverier. Navnet blev ændret til Vice, og magasinets hovedkvarter blev flyttet til New York City i 1996, hvor en kanadisk softwaremilliardær investerede i bladet. Og derfra er det gået slag i slag. Den korte fortælling er, at magasinet Vice nu findes i 24 forskellige udgaver landet over, og har fået selskab af en lang række medieprodukter såsom dokumentarfilm, nyhedsindslag samt bogudgivelser. Når de oplyser deres rækkevidde, lyder den på 240 millioner brugere hver måned.
I dag vil vi se nærmere på tre netbaserede produkter fra Vice-«imperiet»:

Veteranerne, der optræder i dokumentaren, er da også særligt søgende. Flere af dem har gennem krigsoplevelser i eksempelvist Irak fået opbygget et dybtsiddende had til muslimer.’

Butt Naked in Liberia. Han ville ønske det hele var en drøm. Sådan siger Joshua Blahyi, der blandt Liberias befolkning og sikkert mange Vice-brugere går under navnet General Butt Naked. Det navn har han vistnok mestendels tildelt sig selv, fordi han engang yndede at gå i kamp uden en trævl på kroppen, ligesom det hedder sig, at generalen gerne fortærede en god luns menneskedkød, inden han skulle ud på slagmarken.
Sådan er det ikke længere. I al fald ikke hvis vi skal tro på de udsagn, vi hører i det syv minutter lange indslag. Indslaget har nærmest karakter af en bekendelse. Generalen har intet problem med at indrømme alt det forfærdelige, han har gjort, og selvom han flere steder kan siges at fortryde og måske ligefrem angre, løber der også en understrøm i indslag, der snarere tyder på, at generalen godt kunne finde på at vende tilbage til blakkede ry. «Jeg kan mønstre tusindsvis af soldater på timer,» lyder det eksempelvis med en vis stolthed i stemmen. Og man tror ham gerne, ligesom man gerne tror, at den amerikanskstøttede Ellen Johnson Sirleaf nok fortsat kan have vanskeligt ved at sikre stabilitet i landet. I indslaget bliver man måske ikke stort klogere på den politiske situation i Liberia, da indslaget tydeligvis helst vil dvæle ved det ry, som Butt Naked har og som han måske gerne vil tilbage til. Derved er indslaget også karakteristisk for Vices typisk personfikserede journalistik, der især gerne dyrker de mere rabiate persontyper

Butt Naked in Liberia, 7 minutter, Tim Freccia og Carly Learson

The Fourth Wave of Ku Klux Klan. Vice Report er et af de længste formater hos Vice, med en spilletid på omtrent 25 minutter. Det er tit en afart af undersøgende eller afslørende journalistik, hvor man forsøger at infiltrere miljøer, der normalt ikke er så åbne overfor pressen. I den nyeste udgave af Vice Report gransker man den stigning, som Ku Klux Klan har formået at mønstre i USA, og som ifølge Vices reporter skyldes en ny strategi, hvor klanen specifikt prøver at hverve krigsveteraner. Disse veteraner, der ofte er kommet hjem fra krigszoner, er måske særlig modtagelige for det klanen har at tilbyde: et sammenhold, en familie, et sted, hvor der er brug for dem. Veteranerne, der optræder i dokumentaren, er da også særligt søgende. Flere af dem har gennem krigsoplevelser i eksempelvis Irak fået opbygget et dybtsiddende had til muslimer, ligesom de ofte føler, at de kommer hjem til et USA, der ikke længere har brug for dem, og hvor den skrantende økonomi gør det vanskeligt at komme på fode igen.
Ku klux klanHistorisk set har Ku Klux Klan da også ofte hvervet medlemmer fra militærets rækker, og da klanen opstod efter den amerikanske borgerkrig var en række generaler fra sydstaterne også involveret direkte i grundlæggelsen. Verdenskrigene har været begivenheder, der har styrket klanens popularitet og især efter anden verdenskrig, hvor klanen også gjorde en målrettet indsats mod borgerrettighedsbevægelsen, kan der spores en stor vækst i antallet af medlemmer fra militæret. Med krigene i Irak og Afghanistan og det enorme fokus på terrorbekæmpelse synes klanen nok engang at være et særligt gunstigt sted for veteranerne.
Vice Report gransker fænomenet på stort set ordinær journalistisk vis med talking heads, reportageelementer og en reporter, der driver fortællingen fremad. Vice-elementet kommer derved primært i spil i forhold til det miljø, der bliver skildret.

The Vice Report, Rocco Castoro, 23 minutter

Confessions of a dominatrix. «Confessions of a …» er ligeledes en fast genre hos Vice. Kort sagt er konceptet, at en person fra gerne et af de mere kulørte erhverv såsom prostitution og våbenhandel, fortæller om alle hemmelighederne i branchen. Dette sker siddende i en sofa og iklædt hættetrøje og en forklædning i form af en ansigtsstøbt maske lavet af avispapir. Der er noget næsten komisk over setuppet, som godt kan være svært at abstrahere fra. Men trods det humoristiske islæt kan man ikke lade være med at lytte til de nogle gange temmelig bizarre ytringer, der kommer fra personen med masken. I «Confessions of a Dominatrix» hører vi således en prostitueret med speciale i dominas fortælle om sine metoder og kundetyper. Ofte er det magtmennesker, der kommer på besøg, fortæller hun og peger eksempelvis på aktiehandlere fra Wall Street, der har så meget kontrol på deres arbejde, at de gerne vil slippe for den, når de har fri og derfor opsøger hende. Dominatrixen deler også diverse detaljer om sine metoder med os og forklarer hvordan hun ofte føler, at hun ved at træde blot en anelse ved siden af faktisk kan destruere et andets menneskes krop.
Det kropslige er et tilbagevendede træk ved meget af det Vice laver. Ofte handler det om mishandlede kroppe, om seksuelle kroppe, den muskuløse krop – og ofte formidles denne kropslighed på en sådan måde, at tilskueren også gerne skal kunne føle og rent kropsligt reagere på indslagene. I Confessions-genren er alt i selve fortællingen. Her er således inden eksplicitte billeder, men via ordene skal man selv forestille sig det fortalte og reagere derpå. Det er et ret interessant forsøg på at gå imod tendensen mod eksemplificering, som nok kun vil fungere ved særligt stærke og illustrative fortællinger. I al fald er Dominatrix-afsnittet ikke så fantasigenererende. I øvrigt berører Confessions-genren også et væsentligt aspekt ved Vice, nemlig diskussionen vedrørende troværdighed og autenticitet. Hvordan kan vi være sikre på, at kilden er den, som han eller hun påstår hun er? En del af den ofte ret grænsesøgende journalistik, der laves ved Vice, kræver ofte anonyme kilder eller adgang til utilgængelige miljøer, hvorfor man ofte kan komme i tvivl, om det vi nu er vidner til, også er autentisk og troværdigt.

Confessions of a Dominatrix, Stephen MacDonald, 4 minutter

---
DEL