Dominans og klanbrødre

Magasinet Vice er noen ganger grensesøkende, og andre ganger temmelig ordinært.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Denne gang vil vi koncentrere os om én specifik medieaktør, nemlig kanadiske Vice. Oprindelsen af Vice går tilbage til midten af 1990’erne, hvor en række journalister og iværksættere gik sammen om at skabe et magasin, der til at begynde med fik navnet The Voice of Montreal. Magasinet var altså mestendels lokalt forankret, men dette ændrede sig hastigt. Snart iværksatte redaktørerne en linje, der bød på mere kulturkritik, behandlinger af populærkultur samt ofte provokerende og politisk ukorrekte skriverier. Navnet blev ændret til Vice, og magasinets hovedkvarter blev flyttet til New York City i 1996, hvor en kanadisk softwaremilliardær investerede i bladet. Og derfra er det gået slag i slag. Den korte fortælling er, at magasinet Vice nu findes i 24 forskellige udgaver landet over, og har fået selskab af en lang række medieprodukter såsom dokumentarfilm, nyhedsindslag samt bogudgivelser. Når de oplyser deres rækkevidde, lyder den på 240 millioner brugere hver måned.
I dag vil vi se nærmere på tre netbaserede produkter fra Vice-«imperiet»:

Veteranerne, der optræder i dokumentaren, er da også særligt søgende. Flere af dem har gennem krigsoplevelser i eksempelvist Irak fået opbygget et dybtsiddende had til muslimer.’

Butt Naked in Liberia. Han ville ønske det hele var en drøm. Sådan siger Joshua Blahyi, der blandt Liberias befolkning og sikkert mange Vice-brugere går under navnet General Butt Naked. Det navn har han vistnok mestendels tildelt sig selv, fordi han engang yndede at gå i kamp uden en trævl på kroppen, ligesom det hedder sig, at generalen gerne fortærede en god luns menneskedkød, inden han skulle ud på slagmarken.
Sådan er det ikke længere. I al fald ikke hvis vi skal tro på de udsagn, vi hører i det syv minutter lange indslag. Indslaget har nærmest karakter af en bekendelse. Generalen har intet problem med at indrømme alt det forfærdelige, han har gjort, og selvom han flere steder kan siges at fortryde og måske ligefrem angre, løber der også en understrøm i indslag, der snarere tyder på, at generalen godt kunne finde på at vende tilbage til blakkede ry. «Jeg kan mønstre tusindsvis af soldater på timer,» lyder det eksempelvis med en vis stolthed i stemmen. Og man tror ham gerne, ligesom man gerne tror, at den amerikanskstøttede Ellen Johnson Sirleaf nok fortsat kan have vanskeligt ved at sikre stabilitet i landet. I indslaget bliver man måske ikke stort klogere på den politiske situation i Liberia, da indslaget tydeligvis helst vil dvæle ved det ry, som Butt Naked har og som han måske gerne vil tilbage til. Derved er indslaget også karakteristisk for Vices typisk personfikserede journalistik, der især gerne dyrker de mere rabiate persontyper

Butt Naked in Liberia, 7 minutter, Tim Freccia og Carly Learson

The Fourth Wave of Ku Klux Klan. Vice Report er et af de længste formater hos Vice, med en spilletid på omtrent 25 minutter. Det er tit en afart af undersøgende eller afslørende journalistik, hvor man forsøger at infiltrere miljøer, der normalt ikke er så åbne overfor pressen. I den nyeste udgave af Vice Report gransker man den stigning, som Ku Klux Klan har formået at mønstre i USA, og som ifølge Vices reporter skyldes en ny strategi, hvor klanen specifikt prøver at hverve krigsveteraner. Disse veteraner, der ofte er kommet hjem fra krigszoner, er måske særlig modtagelige for det klanen har at tilbyde: et sammenhold, en familie, et sted, hvor der er brug for dem. Veteranerne, der optræder i dokumentaren, er da også særligt søgende. Flere af dem har gennem krigsoplevelser i eksempelvis Irak fået opbygget et dybtsiddende had til muslimer, ligesom de ofte føler, at de kommer hjem til et USA, der ikke længere har brug for dem, og hvor den skrantende økonomi gør det vanskeligt at komme på fode igen.

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here