De børn, der går i danske og norske skoler, har aldrig oplevet deres land i fred. Siden den ældste årgang blev født, har vore lande deltaget i den tilsyneladende endeløse ødelæggelse af landene i Mellemøsten.1 Europa er ved at gå i opløsning under vægten af flygtninge fra disse områder. Var disse krige lovlige? Det juridiske grundlag for de oprindelige beslutninger har aldrig været identificeret.
Den danske regering under Lars Løkke Rasmussen rekvirerede i 2016 en historisk udredning fra Københavns Universitet af beslutningsprocesserne forud for Danmarks deltagelse i krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak.
Rapporten udkom d. 5. februar 2019 med titlen: «Hvorfor gik Danmark i Krig?» Den består af fire bind, der frit kan hentes på internettet.2 Anden halvdel af bind 2 handler om angrebet på Afghanistan med den underordnede titel: Med hele vejen.
Artikel 5
Beslutningsprocessen, der førte frem til udsendelse af danske soldater, blev indledt d. 12. september, 2001, hvor Det Nordatlantiske Råd blev hasteindkaldt i Bruxelles. Det er højst bemærkelsesværdigt, at også EU’s udenrigsministre deltog i NATO-ambassadørernes møde. Mødet mundede ud i en beslutning om at aktivere artikel 5 i NATO-traktaten som reaktion på terrorangrebet i USA mindre end 24 timer forinden.
Artikel 5 i NATO-traktaten kaldes også musketér-eden, fordi det er her, medlemmernes kollektive ansvar for områdets sikkerhed kommer til udtryk:3
«Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.»
Efter mødet udsendtes en pressemeddelelse,4 hvor der bl.a. stod:
«… hvis det kan fastslås, at dette angreb på USA blev styret fra en magt uden for alliancen, skal angrebet betragtes som en handling omfattet af artikel 5 i NATO traktaten, som stadfæster, at et væbnet angreb på én eller flere af de allierede i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb på dem alle.»
Frank Taylors rapport og referatet af mødet var hemmeligstemplet …
Denne beslutning kræver enstemmighed blandt medlemslandene. Men da efterforskningen af gode grunde ikke var afsluttet, var vedtagelsen ledsaget af et forbehold («provided the attack was directed from abroad»). Man havde åbenbart en mistænkt i kikkerten, og de afgørende beviser ville blive fremlagt senere.
Disse beviser blev formelt forelagt Rådet d. 2. oktober, 2001, af en diplomat ved navn Frank Taylor. Han havde titel af rejsende ambassadør og var koordinator for kontraterrorisme i det amerikanske udenrigsministerium.
Beviserne
NATOs generalsekretær Lord Robertson holdt efterfølgende en pressekonference, hvor han forklarede, at Frank Taylors rapport og referatet af mødet var hemmeligstemplet. Lord Robertson kunne kun viderebringe hovedkonklusionen:5
«Beviserne er klare og overbevisende. Den information, der blev præsenteret, peger entydigt på Al-Qaeda’s rolle i angrebene d. 11. september. Vi ved, at de personer, som udførte disse angreb, var en del af det verdensomspændende Al-Qaeda netværk, som ledes af Osama bin Laden og hans næstkommanderende, og som beskyttes af Taleban.»
Endvidere meddeltes: «På baggrund af denne rapport er det nu blevet fastslået, at angrebet mod USA d. 11. september blev dirigeret fra en fremmed magt (‘directed from abroad’), og at handlingen derfor er dækket af artikel 5 i NATO-traktaten.»
Lord Robertson oplyste også, at der ville ske «briefinger» i NATOs nationale hovedstæder. Det skete også i København, hvilket fremgår at fodnote 257 på side 407 i krigsudredningsrapporten,6 der lyder:
«Mundtlig briefing af herværende amerikanske forsvarsrådgiver […]» (2. oktober 2001, dok.nr. 801, j.nr.99-2755-3, FMN. Om indholdet i briefingen se U.S. Department of State 2001, «September 11: Working Together to Fight the Plague of Global Terrorism and the Case Against Al-Qa’ida», 2. oktober 2001.). 2. oktober 2001, dok.nr. 801, j.nr.99-2755-3, FMN. Om indholdet i briefingen se U.S. Department of State 2001, «September 11: Working Together to Fight the Plague of Global Terrorism and the Case Against Al-Qa’ida», 2. oktober 2001.»
Den danske regering og de 17 andre NATO-lande må have taget tilsvarende briefinger til efterretning, thi man vedtog aktiveringen af artikel 5 ved et møde i Bruxelles to dage senere, d. 4. oktober. I det efterfølgende kommuniké og den tilhørende pressekonference meddelte Lord Robertson, at Det Nordatlantiske Råd havde godkendt Frank Taylors rapport.7
Artikel 5 var nu formelt tiltrådt af NATO. Det var aldrig sket før i NATOs 51 års historie. Det er heller ikke sket siden.
Artikel 5 var nu formelt tiltrådt af NATO. Det var aldrig sket før i NATOs 51 års historie. Det er heller ikke sket siden.
Tre dage senere – den 7. oktober – faldt de første bomber i Kabul.
Den 14. december, 2001, vedtog Danmarks Folketing at sende tropper til Afghanistan. Det skete med Folketingsbeslutning B-37,8 der var meget kort: «Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for den amerikansk ledede internationale indsats til bekæmpelse af terrornetværk i Afghanistan.»
I bemærkningerne til Folketingsbeslutningen står:8 «NATO-rådet fandt det den 2. oktober 2001 godtgjort, at terrorangrebene mod USA den 11. september, 2001, var af udenlandsk oprindelse. I overensstemmelse med NATO’s tidligere erklæring af 12. september, 2001, anså man derfor terrorangrebene for omfattet af Washington-traktatens artikel 5.»
Det var altså indholdet af Frank Taylors rapport, der afgjorde, hvorfor det lige netop var Afghanistan, der skulle angribes.
Et talepapir
Iflg. den danske ministeransvarlighedslov §5, stk.2,9 er bemærkningerne til et lov- eller beslutningsforslag i Folketinget ansvarspådragende. Det betyder med andre ord, at den daværende udenrigsminister Per Stig Møller er ansvarlig for, at det skrevne er korrekt.
Men d. 19. maj, 2008, deklassificerede USA’s udenrigsministerium et direktiv, der i 2001 udgik til alle USA’s ambassader og repræsentationer vedr. terrorangrebet d. 11. september.
Det hedder: «September 11: Working Together to Fight the Plague of Global Terrorism and the Case against Al-Qa’ida».
Som det ses (fodnote 257, nævnt ovenfor6), så er det simpelthen dette dokument, som dannede grundlaget for briefingen af den danske regering d. 2. oktober, 2001!
Dokumentet er adresseret til alle USA’s ambassader og diplomatiske repræsentationer. Teksten indledes med en instruks til alle adressater om at underrette højtstående politiske personer i de respektive lande om indholdet i dette dokument og at sætte Al-Qaeda-terrorist-netværket, Osama bin Laden og Taleban-regeringen i forbindelse med terrorangrebet d. 11. september.
Det fremgår endvidere, at dokumentet ikke må videregives eller efterlades i skriftlig kopi. Det er et «talepapir». USA’s diplomater m.fl. instrueres i at bruge indholdet i den mundtlige fremstilling («the oral presentation»). Man indskærpes at lægge vægt på det overordnede trusselsbillede og på præsident George W. Bush’s plan om at angribe de stater, der er hjemsted for terrorismen. Herefter følger 28 sider med selve teksten.
Lord Robertsons udtalelse ved pressekonferencen efter NATO-mødet d. 2. oktober er citeret i dansk oversættelse ovenfor.5 Enhver kan ved selvsyn konstatere, at generalsekretæren citerer «cut´n-paste» fra nævnte dokument.
Konklusionen er uomgængelig: Dette dokument er manuskriptet – ikke blot til Frank Taylors orientering af Det Nordatlantiske råd – men også til de briefings, som de nationale regeringer modtog samtidigt d. 2. oktober fra de respektive, amerikanske ambassader.
Der er ikke nogen rapport fra Frank Taylor. Der er kun dette manuskript.
Selvforsvar?
Men NATO traktatens artikel 5 giver jo kun mulighed for et individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers Pagt! Den lyder:10
«Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb mod et medlem af de Forenede Nationer, indtil sikkerhedsrådet har truffet de fornødne forholdsregler til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Forholdsregler, taget af medlemmerne i udøvelsen af denne ret til selvforsvar, skal uopholdeligt indberettes til sikkerhedsrådet og påvirker på ingen måde dettes myndighed og ansvar i henhold til nærværende pagt med hensyn til iværksættelse, når som helst af sådanne skridt, som det anser for nødvendige til opretholdelse eller genoprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed».
Danmark og Norge blev ikke angrebet af Afghanistan
Danmark og Norge blev ikke angrebet af Afghanistan. Lovligheden af NATO-landenes krigsdeltagelse er derfor fuldstændigt betinget af det faktuelle indhold af Frank Taylors manuskript.
Hvad står der så i dette dokument, der kunne tjene som juridisk grundlag for, at Danmark og de andre NATO-lande deltog i angrebet på et ludfattigt land på den anden side af jordkloden? Intet! Ingenting!
Kun en mindre del af teksten handler om 11. september i form af lodrette, summariske officielle påstande om denne dags begivenheder. Der er ingen beviser. Den største del af teksten handler om Al-Qaeda’s og Taleban´s formodede gerninger i 1990erne.
De europæiske landes deltagelse i angrebet på Afghanistan er derfor ulovlig iflg. FN-traktaten.
En «briefing» er noget, man tager til efterretning. Den 2. oktober, 2001, tog NATOs medlemslande til efterretning, at vi var i krig.
Det er vi stadig – fem ødelagte lande, titusindvis af døde, millioner af flygtninge, og milliarder af kroner senere.1
25. maj, 2017, indviede NATO sit nye hovedkvarter i Bruxelles. Ved den lejlighed afslørede man også et «Mindesmærke for 9/11 og Artikel 5». Foran NATO’s regeringschefer med Donald Trump i spidsen, kunne generalsekretær Jens Stoltenberg genoplive historien om aktiveringen af Artikel 5. Men de magtfulde politikere ser ikke særligt begejstrede ud.11
1 Costs of war. https://watson.brown.edu/costsofwar/costs
2 Hvorfor gik Danmark i krig? https://krigsudredning.ku.dk/
3 Artikel 5: http://www.nato.int/cps/en/natolive/official_texts_17120.htm
4 Lord Robertsons pressemeddelelse 12. September, 2001. http://www.nato.int/docu/pr/2001/p01-124e.htm
5 Lord Robertsons pressemeddelelse, 2. oktober, 2001. «The facts are clear and compelling. The information presented points conclusively to an Al-Qaida role in the 11 September attacks.We know that the individuals who carried out these attacks were part of the world-wide terrorist network of Al-Qaida, headed by Osama bin Laden and his key lieutenants and protected by the Taleban.» http://www.nato.int/docu/speech/2001/s011002a.htm
6 https://krigsudredning.ku.dk/ Side 407, fodnote 257
7 NATO møde 4. oktober. Implementering af artikel 5. http://www.nato.int/docu/speech/2001/s011004b.htm
8 Danmarks Folketing vedtager at sende soldater til Afghanistan http://www.ft.dk/samling/20061/almdel/FOU/bilag/54/334861.pdf
9 Ministeransvarsloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=59299
10 Artikel 51. http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/treaty/fn51.htm
11 Indvielse af «9/11 and Article 5 memorial» ved det nye NATO-hoverkvarter 25. maj, 2017. https://www.youtube.com/watch?time_continue=3&v=augh1WqTqFs
