Djevelen i distraksjonene

Solitude er en tidvis interessant refleksjon over ensomhetens mange kvaliteter, i en tid der vi nesten alltid er forbundet med andre. 

Steffen Moestrup

Solitude. In Pursuit of a Singular Life in a Crowded World

Michael Harris

Penguin

UK

Hvornår har du sidst været alene? Sådan rigtig alene. Uden mennesker omkring dig, og uden alle de virtuelle forbindelser vi bestandigt står i. Hvor længe pågik da denne alenetid? Nogle enkelte timer, måske ligefrem et helt døgn?

Vi er ikke længere alene. Næsten altid befinder vi os i flokke, hvad enten det er sammen med mennesker af kød og blod eller i de forskellige udgaver på sociale medier. Vi kommunikerer endeløst via de lysende skærme vi har med os i offentlige såvel som private rum. Vi deler, kommenterer, liker vores og alle de andres liv i en stor fælles masse hvor ensomhed nærmest synes tabuiseret. I enhver pause der indtræffer, fylder vi noget ind. Ventende på bussen, på at lyset snart skifter til grønt, på at hustruen skal komme ud af arbejdslokalet; alle disse tidslommer som egentlig kunne være tomme, fyldes med en eller anden form for indhold.

Hvad er så problemet med denne mangel på alenetid? Flerfoldige, hvis man skal tro Michael Harris, forfatter af den ved første øjekast dybt interessante bog Solitude. In Pursuit of a Singular Life in a Crowded World.

Teknologiens skyld. Harris sætter sig for at undersøge dels hvorfor vi ikke længere kan finde ud af at være alene, dels hvad vi har tabt uden ensomheden – og dermed kan vinde hvis vi genfinder den. Solitude synes at være en hetz mod teknologien. Længe har man som læser indtryk af at Harris, som givetvis også selv er storforbruger af teknologi, inderst inde hader den og synes at den er roden til alt ondt: De sociale medier kræver bestandigt vores opmærksomhed. De små, nuttede spil på mobiltelefoner belønner vores hjerne med et skud dopamin og tvinger os til at spille igen og igen fordi det føles så godt. Apps som Google Maps og Yelp gør at vi aldrig farer vild og altid kan planlægge vores ophold i det fremmede, så også dét kan føles velkendt. Selv naturen er blevet iklædt et spil når Pokémon-jagt bliver hensigten med at gå ud i det fri, og når vi ikke længere blot kan stå og stirre på et træ, men absolut skal have følelsen af at vi udfører noget. «Daydream Destroyers» kalder Harris det på sit antiteknologiske svadasprog. Hvorfor så mange sider går til at udpege teknologien som den store synder, kan man undre seg over, og Harris’ argumentation kan synes lidt letkøbt til tider. Som når han påstår at brugen af en GIF til at kommunikere med fratager os en «personlig stil». For en sådan stil kan vel også tvært imod manifesteres ved en særegen anvendelse af en GIF?

Som bogen skrider frem, kommer der dog flere nuanceringer på banen. Harris redegør for at mennesket altid har måttet forholde sig til de opfindelser vi har bragt til verden, og dermed måttet justere sig ind i nye former for liv. Således var Solitude også en forstyrrende form for teknologi, for læsning er i udgangspunktet ingen naturlig aktivitet for hjernen – bøger er noget vi mennesker har måttet lære at navigere i.

Man kan lettere lukke andre inn i sitt liv hvis man først selv er falt til hvile i det.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.