Djevelen i distraksjonene

Solitude er en tidvis interessant refleksjon over ensomhetens mange kvaliteter, i en tid der vi nesten alltid er forbundet med andre. 

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Solitude. In Pursuit of a Singular Life in a Crowded World

Michael Harris

Penguin

UK

Hvornår har du sidst været alene? Sådan rigtig alene. Uden mennesker omkring dig, og uden alle de virtuelle forbindelser vi bestandigt står i. Hvor længe pågik da denne alenetid? Nogle enkelte timer, måske ligefrem et helt døgn?

Vi er ikke længere alene. Næsten altid befinder vi os i flokke, hvad enten det er sammen med mennesker af kød og blod eller i de forskellige udgaver på sociale medier. Vi kommunikerer endeløst via de lysende skærme vi har med os i offentlige såvel som private rum. Vi deler, kommenterer, liker vores og alle de andres liv i en stor fælles masse hvor ensomhed nærmest synes tabuiseret. I enhver pause der indtræffer, fylder vi noget ind. Ventende på bussen, på at lyset snart skifter til grønt, på at hustruen skal komme ud af arbejdslokalet; alle disse tidslommer som egentlig kunne være tomme, fyldes med en eller anden form for indhold.

Hvad er så problemet med denne mangel på alenetid? Flerfoldige, hvis man skal tro Michael Harris, forfatter af den ved første øjekast dybt interessante bog Solitude. In Pursuit of a Singular Life in a Crowded World.

Teknologiens skyld. Harris sætter sig for at undersøge dels hvorfor vi ikke længere kan finde ud af at være alene, dels hvad vi har tabt uden ensomheden – og dermed kan vinde hvis vi genfinder den. Solitude synes at være en hetz mod teknologien. Længe har man som læser indtryk af at Harris, som givetvis også selv er storforbruger af teknologi, inderst inde hader den og synes at den er roden til alt ondt: De sociale medier kræver bestandigt vores opmærksomhed. De små, nuttede spil på mobiltelefoner belønner vores hjerne med et skud dopamin og tvinger os til at spille igen og igen fordi det føles så godt. Apps som Google Maps og Yelp gør at vi aldrig farer vild og altid kan planlægge vores ophold i det fremmede, så også dét kan føles velkendt. Selv naturen er blevet iklædt et spil når Pokémon-jagt bliver hensigten med at gå ud i det fri, og når vi ikke længere blot kan stå og stirre på et træ, men absolut skal have følelsen af at vi udfører noget. «Daydream Destroyers» kalder Harris det på sit antiteknologiske svadasprog. Hvorfor så mange sider går til at udpege teknologien som den store synder, kan man undre seg over, og Harris’ argumentation kan synes lidt letkøbt til tider. Som når han påstår at brugen af en GIF til at kommunikere med fratager os en «personlig stil». For en sådan stil kan vel også tvært imod manifesteres ved en særegen anvendelse af en GIF?

Som bogen skrider frem, kommer der dog flere nuanceringer på banen. Harris redegør for at mennesket altid har måttet forholde sig til de opfindelser vi har bragt til verden, og dermed måttet justere sig ind i nye former for liv. Således var Solitude også en forstyrrende form for teknologi, for læsning er i udgangspunktet ingen naturlig aktivitet for hjernen – bøger er noget vi mennesker har måttet lære at navigere i.

Man kan lettere lukke andre inn i sitt liv hvis man først selv er falt til hvile i det.

Selvoptaget sjælefred. Hvad kan ensomheden så bruges til, hvis vi nu kan formå at genfinde den i vor højteknologiske verden? Et virvar af gode ting, konkluderer Harris, blandt andet på sin rundtur i de videnskabelige miljøer. De gode ideer kommer når vi er alene – når tankerne får lov at vandre frit. «Kreativitet og originalitet er ensomhedens følgesvende,» forlyder det. Ligeledes finder der i ensomheden sted en form for genopladning af kroppen. Når vi er alene og ikke skal forholde os til andre, tillader vi kroppen at restituere mere grundlæggende.

Derudover kommer selvindsigten. Det kan lyde som et yderst egoistisk projekt at søge mod ensomheden, men i Harris’ øjne handler det mere om at finde sindsro og sjælefred (serenity) end om selvoptagethed og «migtid». Af ensomhed følger en indre ro der også bliver kollektivet til gavn; man kan lettere lukke andre ind i sit liv hvis man først selv er faldet til hvile i det.

Her og der afbryder Harris sit videnskabelige fokus med udlægninger om sine egne forsøg på at finde ensomheden. Vi hører om hans små vandringer og hans efter hvert antydning til thoreauske forsvinden ind i naturen – dog blot for en uges tid. Disse hverdagsbetragtninger er ofte mere interessante end de mange teknologiangreb og formaninger om ensomhedens værdi.

Der er noget lidt for instrumentelt tænkende over Harris’ forsøg på at «sælge» ensomhed. Man overbevises heller ikke nødvendigvis af forfatterens logik, når han eksempelvis siger at hvis man er alene, bliver man også mere sig selv.

Tankestrømme. Bogen føles aldrig rigtig som en helhed – dertil er den for flagrende og usammenhængende. I lang tid skal vi høre om teknologiens mange synder, for så pludseligt at høre om hvad læsning kan udrette, enten den sker i ensomhed eller i fællesskab. Derpå får vi høre om hvorfor mange unge i dag gerne vil lære at skrive kærlighedsbreve i hånden eller på gammeldags skrivemaskine.

Det er vanskeligt at finde ud af hvor Harris egentlig vil hen. Måske formidler han kun sine flyvske tankestrømme, skabt i momenter af ensomhed – men i så fald er bogen nok mest interessant for Harris selv.

---
DEL