Diktator for en dag

På overfladen er Tropico 5 blot et kulørt og ironisk anlagt strategispil, men spillet rummer også en række politiske og samfundsmæssige aspekter, der rækker længere ud end værkets bananrepublik.

Ny Tid
Ny Tids arkiv av artikler, skrevet av diverse skribenter. (Se nederst i artikkelen, evt kontakt oss for skribent).

Tropico-spilserien er efterhånden ved at have udviklet sig til lidt af en institution i spilverdenen. Det første spil blev lanceret tilbage i 2001, og siden da er fulgt en række  udvidelser og opdaterede udgaver, hvor det femte spil i serien for nylig udkom til Playstation 4.

Tropico er et simulationsspil, der kredser om konstruktion og management, og spillet er således i familie med spilklassikere som Sim City (1989), hvor man skulle varetage bebyggelsen af en by, og Caesar (1993), hvor Romerriget var omdrejningspunkt for en noget løsagtig historieformidling.

Det særlige ved Tropico er spillets vellykkede blanding af ironi, humor og kompleks simulation med politisk kant. I Tropico skal man varetage udviklingen af en tropeø, hvor den politiske styreform vel bedst kan betegnes som diktatur og stedet nærmest har karakter af bananrepublik i ordets mere farverige betydning. Denne politiske toning er givetvist valgt for at give spillet en særegen dynamik og for at afstedkomme en række humoristiske scenarier, men samtidig giver diktator-vinklen også Tropico en særlig karakter, der virker umiddelbart fængende.

Beslutninger og effekt. Meget er som i andre simulationsspil af denne variant. Perspektivet er set ovenfra. Man har det store overblik, kan kontrollere og styre hvad der skal ske på de store linjer. Som en gud fristes man næsten til at sige, iagttager og kontrollerer man det hele oppefra. Egentlig er termen simulationsspil lidt misvisende og på mange måder en for rummelig betegnelse, idet langt de fleste computerspil jo rummer elementer af simulation, hvad enten de så simulerer de fysiske love, tyngdekraften eller sammenstødseffekten. Flere computerspilsteoretikere, heriblandt norske Espen Aarseth, har da også argumenteret for, at alle computerspil er simulationsspil, der netop organiserer, kommunikerer og videregiver viden på ganske anden vis end mere narrativt bundne medier som bogen og filmen.

Det særlige ved Tropico er spillets vellykkede blanding af ironi, humor og kompleks simulation med politisk kant.

Det særlige ved den type simulationsspil som Tropico er en del af, kan måske siges at være, at de kredser om en granskning af beslutninger- og effekt-samspillet. Spillet tydeliggør således, hvilke konsekvenser forskellige typer beslutninger kan få. Kulturteoretikeren Ted Friedman har beskrevet spil som Civilization, Sim City og dermed også Tropico som «maps-in-time», altså dynamiske kort, der hele tiden udvikler sig i tid. Og når man spiller Tropico, kan man godt følge Friedmans begreb. Med gud-øje-lignende perspektiv har vi overblik over et kort, der bestandigt forandres i takt med de beslutninger, vi træffer som diktator. Vi vælger at bygge særlige konstruktioner og ser dem tage form. Vi vælger at fordele ressourcerne på bestemt facon og ser resultatet af denne ressource-fordeling på længere sigt. Vi sætter ideer i søen og ser de konsekvenser, de måtte have. Som sådan er universet i Tropico 5 semiautonomt. Vi kan forsøge at påvirke det med vores ideer og beslutninger, men vi kan aldrig vide med sikkerhed, hvordan universet reagerer.

Storhedsvanvid. Der er naturligvis målsætninger i Tropico 5, hvoraf mange kredser om bestandig vækst og udvikling (på det punkt adskiller et diktatur sig åbenbart ikke fra et kapitalistisk markedssamfund), men det fascinerende i spillet består ofte i at frigøre sig fra målsætningerne og blot eksperimentere i det forholdsvist åbne univers. At man så sideløbende kan agere diktator med de friheder, det afstedkommer kan jo nok virke dragende på de fleste. Blandt diktatorens værktøjer er en række mere underlødige såsom at true og passivere udvalgte dele af befolkninger, oprette smugleruter for at undgå beskatninger, ligesom man via love og retningslinjer kan sørge for, at en stadig større del af vækstraten kan lande på diktatorens schweiziske bankkonto.

Udviklerne bag Tropico 5 har tydeligvist også muntret sig med at finde vanvittige fakta – eller myter – om nuværende og tidligere diktatorer, som åbenlyst alle lider af storhedsvanvid. Således hedder det sig eksempelvist, at haitianske François Duvalier, også kendt som Papa Doc, troede, at hans værste rival var blevet forvandlet til en sort hund, hvorefter Duvalier beordrede alle sorte hunde i Haiti udryddet. Turkmenistans første præsident, Niyazov, havde åbenbart en stor kærlighed til sin mor, idet han lod ordet for ”brød” erstatte af sin mors navn Gurbansoltan. Og om Muammar Gaddafi hedder det sig, at han betalte et modelbureau i Rom for at levere 500 kvindelige modeller til et foredrag, hvor Gaddafi forsøgte at få dem til at konvertere til Islam.

Udviklerne bag Tropico 5 har tydeligvist også muntret sig med at finde vanvittige fakta – eller myter – om nuværende og tidligere diktatorer, som åbenlyst alle lider af storhedsvanvid.

Til at begynde med er man nu langt fra disse notorisk berygtede diktatorer men blot en skrøbelig ø-leder. Man er dybt afhængigt at fastlandets konge, som dels bringer økonomisk assistance og dels udstikker en retning for udviklingen. Royalisterne, som naturligvis alle hylder kongen og er hans tro støtte, er klart i flertal, men der er også en spæd revolutionær gruppering på øen. Det er denne gruppering, man efter en stund skal give bedre forhold.

Det endelige mål er løsrivelse fra kongemagten, men det kræver en del arbejde at nå dertil, og når det først sker, er nye udfordringer i vælten, og også her bliver det tydeligt, at dine beslutninger har en række konsekvenser på både kort og længere sigt. Ved løsrivelsen skriver man sin egen forfatning, hvor man blandt andet skal beslutte, om alle øboere skal kunne stemme (hvilket givet skøre, liberale ideer), om det kun skal være mænd (chauvinistisk styre), eller om man kun vil lade de rige afgive en stemme og dermed hylde de mere konservative, reaktionære kræfter. Om man går efter et teokratisk, sekulært eller decideret ateistisk styre vil også sætte sine tydelige spor, og således opnår man faktisk – midt blandt al ironien, den kulørte grafik og det latinamerikanske lydtæppe – et forholdsvist komplekst og mangefacetteret strategispil.

Tropico 5 er tidligere udgivet til Playstation 3, Xbox 360 og PC. I april 2015 udkom spillet til Playstation 4. Spillet koster mellem 300 og 450 kroner afhængigt af udgaven.


 

Steffen Moestrup er spilkritiker i Ny Tid.
moestrup@gmail.com

---
DEL