Det svenske akademi mellom litteraturens idealer

Her til aften, torsdag den 12. april 2018, imploderede så Det Svenske Akademi nærmest for åben skærm. Der er 11 av de oprindelige 18 medlemmer tilbage, for få til at uddele litteraturprisen 2018, forklarede STV.

Overgrep og korrupsjon. Det er så følgerne af MeToo og mange års fortielser om seksuel og senest økonomisk misbrug meget tæt på et af akademiets medlemmer. Altså overgreb og korruption, som et flertal af de 18 har villet dække over. Og det er meget skuffende, at forfatteren og litteraturteoretikeren Horace Engdahl har ment at man skulle slutte op om fortielserne og løgnene: Hvad nytter det at have beskæftiget sig med Mallarmés tilfældighedsprincipper inden for digtningen, når man intet forstår af forholdet mellem frihed og nødvendighed i etik og politik? – Fra Beröringens ABC til analfabetisme udi modaliteterne.

Men grundlæggende er dette sammenbrud godt, for store bevægelser står foran os, og det er afgørende at starte «fra oven», fra Hollywood eller fra de socialdemokratiske aristokratier i NordEuropa: Ifølge Washington Post begynder Bollywood så småt at diskutere årtiers misbrug: Indiske børneskuespillere, der blev voldtaget hele tiden, og unge talenter, der uanset køn måtte indlade sig med instruktørernes og producenternes genitalier for at komme videre. Og ifølge Le Monde er situationen på de kinesiske universiteter næsten lige så obskøn; her er det de kvindelige studerende og forskere, der er de udsatte og misbrugte.

Og samtidigt er alt dette også meget ulækkert og viser en verden af magt og slim, som kun opstandene kan få tilintetgjort. At det måtte begynde i USA, altså netop ovenfra, fra det vestlige aristokrati, indeholder sin egen logik. Her er opstandene hverken løbet ud i sandet eller blevet tilintetgjort af russiske bomber og regimers gasning af civilbefolkningen som i Mellemøsten. Så USA måtte vise vejen:

Unntaks-tilstandene er i ferd med å sette seg som konvensjonell legalitet.

Mot mer autoritet. Men det kan kun være begyndelsen. Og det bliver samtidigt og pludselig meget klart, hvorfor den ene diktator efter den anden ønsker uindskrænket magt i disse år: Erdogan, Putin, Xi Jinping, Orbán og så videre. Selv i Macrons nyligt fremsatte forfatningsudkast skal den udøvende magt styrkes over for den lovgivende: mere stat og mindre parlament i effektivitetens navn. Det er undtagelsestilstandene, der er ved at sætte sig som konventionel legalitet, men uden hele den sammenbrudte «terrorbekæmpelse» som alibi. Statseffektivitet for statseffektivitetens skyld.

#MeToo, Black Lives Matter med flere har således fat i toppen af en magtfuldkommenhed, som tenderer mod mere autoritet og ofte også mod total autoritet (Fastlands-Kina, Saudi-Arabien). Med kønnet og racen har de imidlertid ramt så præcist, at disse bevægelser vil kunne holde sig nogle år endnu, og måske længere, såfremt andre opstande ellers kommer til igen.

Tilbage til Det Svenske Akademi: For en som undertegnede, der har levet ti år i Italien, så mere end aner man de mafiøse intimideringer og en handel med tilbud, som ikke kunne afslås. Skulle skurkinden trække sig, så måtte anklageren det også uanset, om vidnesbyrdene tårnede sig op og bekræftede anklagen. Og ingen ville vel være «fossoyeur» eller snarere «fossoyeuse» for en så «hæderkronet» institution? Og hvad med litteraturen? Ville bedømmelsen af den ikke lide ubodelig skade?

Verk og livsfølelse. Absolut ikke og tværtimod: Priser er ikke godt, og pengepriser er værre. Det siger sig selv, at det er værkerne, det gælder: Skrift og læsning, fortolkning og forståelse, når det kan lade sig gøre. Men atter og med fare for at være patetisk: At skrive og at læse har ingen pris. Den gyldighed, skrift og læsning kan opnå, vedrører kun én ting: livsfølelsen og dens trængsler.

Så det er snarere konflikten mellem litteraturens idealer og misbrugets monstrøsitet, der bliver afgørende i denne sag. Ligesom inden for filmen i USA eller Indien, eller inden for videnskaben som i Kina. Så det der kan bibringe forståelse for denne konflikt, er atter at finde i Amerika, og vi kan ty til landets indfødte og deres myte om tricksteren for at nå dertil. Især Raven-kredsen af myter fra den nordre stillehavskyst og Coyote-kredsen fra de store sletter. Således er Coyote legemliggørelsen af en ubegrænset appetit og samler alle laster i sig: Den er «grusom, svigefuld og liderlig», som den guddommelige Susan Feldman skrev i sin indledning til The Story-Telling Stone – Traditional Native American Myths and Tales. I mange fortællinger gengives Coyote som skørlevneren, der forfører sin egen datter og bedstemoder ved svindel. Og bemærk: Coyote er utaknemmelig, en stor falskspiller, der forråder sine nærmeste for at fortære alt og alle og penetrere dem efter lyst og indskydelse. Så på en måde var en trickster bare alt for meget for den litterære institution i Stockholm. Kun en opstand ville have kunnet gøre kål på coyoten.