Det samfundsomstyrtende projekt

AVANTGARDE: Mikkel Bolt rammesætter avantgardens projekt som distinkt fra den kunstneriske modernismes kontinuerlige æstetiske form-opbrud.
DOROTHEA TANNING: A LITTLE NIGHT MUSIC, 1943. TATE
Avatar
Routhier er fast kritiker i Ny Tid.
Email: q.routhier@gmail.com
Publisert: 01.04.2019

Efter sigende skulle den nys udkomne antologi Avantgardemanifester have været næsten tyve år undervejs. Tyve år er selvfølgelig lang tid for en bog, men relativt kort tid hvis man, som bogens redaktør, kunsthistorikeren Mikkel Bolt, anlægger det helt store historiske perspektiv på avantgarden og dens foretrukne udtryksform: manifestet. I det perspektiv kunne man lige såvel sige, at bogen har været godt 110 år undervejs, fra den italienske futurist Filippo Tommaso Marinetti på forsiden af avisen Le Figaro i februar 1909 udbasunerede sin uforbeholdne kærlighed til den mekaniske tidsalders nye skønheds- og fartsymbol, den «brølende automobil», der som bekendt smældede «som en maskingeværssalve» når den kørte.

Næsten samtlige større danske dagblade,fra Information til Børsen, har haft bogen Avantgardemanifester til gennemsyn, og skabelonen kan siges at være den samme.

Med udgivelsen af Avantgardemanifester er avantgarden for alvor selv kommet til orde i en række velvalgte og veloversatte manifester, der giver mulighed for et samlet indtryk af radikaliteten af det samfundsomstyrtende projekt, som samtlige grupperinger i antologien kan siges at have været engageret i. Antologien har stort set alle de klassiske avantgardemanifester med: futurismen (både den italienske og den russiske), dadaismen, surrealismen og, fra tiden efter anden verdenskrig, deklarationer fra grupper som COBRA og Situationistisk Internationale. Dertil kommer, mest spændende måske, en hel del fra randen af kanon: den engelske afdrift fra futurismen kaldet vorticisme, en uskøn blanding af engelsk charlataneri og industritilbedelse («Den Moderne Verden skyldes næsten helt og holdent det angelsaksiske geni»), de forskellige grene af den russiske Komfut-bevægelse (kommunister-futurister), for eksempel Kunstens Venstrefront, der ville lade «kunstens lille ‘vi’ opløse i kommunismens kolossale ‘vi’» og omskabe dagligdagen. Efter anden verdenskrig er det lettristerne der først får ordet, en relativt overset avantgardegruppering centreret omkring den excentriske, rumænsk-fødte jøde Isidore Isou, der så sig selv som avantgardens forløserskikkelse, en kunstens messias.

THE TEMPTATION OF ST. ANTHONY. SALVADOR DALI

Den europæiske civilisation

Avantgardemanifester er anlagt i to store hoveddele: En del der samler de klassiske manifester fra den såkaldte historiske avantgarde (ca. 1909 til 1939), og en anden del der samler en række deklarationer fra avantgardestrømningerne efter anden verdenskrig (det vil sige 1945 til ca. 1972). Bolt forsyner hver af bogens dele med et fyldigt og kyndigt bidrag til den nødvendige historiske og politiske kontekstualisering. Her er et uddrag fra bogens første del, hvor Bolt redegør for den turbulente tid omkring århundredeskiftet, hvor teknologiske fremskridt, kapitalakkumulation og militær optrapning affødte de første avantgarde-bevægelser: «Avantgardekunstnerne voksede op under og reagerede på disse stormfulde forhold, hvor den europæiske civilisation bevægede sig ind i 1. verdenskrigs ødelæggelser og blev rystet i verdensomvæltningerne i årene 1917 til 1921: revolutioner i Rusland og Mexico, kortvarige socialistiske republikker i Tyskland, Ungarn, og Nordpersien, opstande mod kolonialisme i Irland, Indien, og Kina og massive strejker og fabriksbevægelser i Italien, Spanien, Chile, Brasilien og USA. […] en række konkurrerende ideologier kæmpede mod den gamle orden og hinanden om retten til at formulere en ny verden.»

FØRSTE INTERNASJONALE DADA FAIR, GALERIE OTTO BURCHARD, BERLIN, 1920 (BILDARCHIV PREUSSISCHER KULTURBESITZ, BERLIN)

Revolution

For dem der kender til Bolts virke som kunsthistoriker og avantgardeteoretiker, kommer det næppe som en overraskelse, at hans omdrejningspunkt for antologien – som den vingestækkede avantgardist Peter Laugesen konstaterede i sin anmeldelse [se avisene over] i danske Dagbladet Information – er revolutionen: At revolutionen som avantgarden forestillede sig den i det tyvende århundrede, imidlertid udeblev, eller blev realiseret med omvendt fortegn som neo-liberal innovationstvang, kan imidlertid næppe være et argument for, at avantgardens ærinde burde have været et andet, mindre bombastisk og mere subtilt «poetisk» projekt. Avantgardens projekt var hvad det var, som enhver der er uenig med Bolts kuratering og rammesætning af det historiske kildemateriale nu kan forvisse sig om ved selvsyn i de mange oversatte manifester og deklarationserklæringer der nu foreligger samlet på dansk. Men Laugesens indvending er egentlig ret konventionel i det, og desuden helt i tråd med den optik, som mange i dag ønsker at anse avantgarden i.

DØDDRUKNE DANSKERE.. ASGER JORN (COBRA)

Næsten samtlige større danske dagblade, fra Information til Børsen, har haft bogen Avantgardemanifester til gennemsyn, og skabelonen kan siges at være den samme, blot med forskellige accenter. Weekendavisens litteraturanmelder og utrættelige ordgøgler Lars Bukdahl kan tjene som eksempel for en bredere tendens til at ville løsrive avantgardens kunstneriske formeksperimenter fra dens politisk-samfundsmæssige, kort sagt revolutionære, engagement. Begejstret for den eksplosive energi som Avangardemanifester medbringer i fødselsgave, må Bukdahl dog alligevel erklære den «generøst bugnende antologi» en kende for politisk til hans smag: «Hvorfor er der uforholdsmæssigt flere manifester (herunder et par ‘tilbageblik’ endog) fra de mere politiske, aktivistiske tyske dadaister end fra løsagtige ikke-tyskere?» spørger Bukdahl, med henvisning til udskejelserne på den berømte natklub Cabaret Voltaire i Zürich, hvorfra Dada-bevægelsen tog sit udspring i 1916 i et miljø af eksilerede centraleuropæiske kunstnere. Det var her, ved den første Dada-soirée den 14. juli 1916, at (den i øvrigt tyske) Hugo Ball på bedste bukdahlsk spurgte: «Hvorfor kan træet ikke hedde plupusch, og pluplubasch når det har regnet? Og hvorfor skal det absolut hedde noget?»

GRUNNLEGGERNE AV SITUATIONIST INTERNATIONAL I COSIO D’ARROSCIA, ITALIA, APRIL 1957. FRA VEENSTRE MOT HØYRE: GUISEPPE PINOT GALLIZIO, PIERO SIMONDO, ELENA VERRONE, MICHELE BERNSTEIN, GUY DEBORD, ASGER JORN OG WALTER OLMO.

Hugo Balls barnligt-naive Spørge-Jørgen-spørgsmål, «hvorfor dit og hvorfor dat, og hvorfor egentlig ikke dada», fremstår om end endnu mere meningsløse end det oprindeligt var intenderet når det, som hos Bukdahl, tages til indtægt for en slags løsrevet modernistisk trang til form- og genremæssig fornyelse af sprogets rammer.

Dadaismen

Tværtimod må det fastholdes, og her er Bolts bidrag en vigtig historisk modvægt, at dadaismen på én gang var et protestskrig mod første verdenskrigs rædsler og et stammende, vaklende forsøg på at lade et ufødt kommunistisk verdensbarn komme til orde med sit eget sprog, en ny begyndelse på de første fundamenter: «Dada stammer fra ordbogen. Det er forfærdeligt simpelt. På fransk betyder det gyngehest.» I en bevidst fordrejning af den franske filosof Descartes’ «metodiske tvivl» ville dadaisterne realisere filosofien i et slags kunstnerisk-politisk program der omfattede og stillede spørgsmålstegn ved hele den vestlige civilisations syntaks, intet mindre: «Jeg vil ikke vide af nogen ord, der er blevet opfundet af andre. Alle ord er blevet opfundet af andre. Jeg vil have min egen uorden – og de vokaler og konsonanter, som svarer dertil.»

Dadaismen var på én gang et protestskrig mod første verdenskrigs
rædsler og et stammende, vaklende forsøg på at lade et ufødt kommunistisk verdensbarkomme til ormed sit eget sprog.

Hvis Avantgardemanifester ud over at være et «festfyrværkeri af lysende meningsfyldt nonsens» (Laugesen) fortsat har en berettigelse i dag, selv med tyve års forsinkelse, så er det fordi den rammesætter avantgardens projekt som distinkt fra, om end naturligvis beslægtet med, den kunstneriske modernismes kontinuerlige æstetiske formopbrud bredere betragtet. Hvis «avantgarden» skal være en meningsfuld historisk term, der siger noget andet og mere end de generiske betegnelser som «modernisme» eller «moderne kunst», så er det altså, som Bolt med et imponerende historisk overblik argumenterer for, nødvendigt at bringe disse kunstneriske stormløb mod himlen i forbindelse med det tyvende århundredes revolutionære traditioner, kommunismen især.

Gratis prøve
Kommentarer