DOROTHEA TANNING: A LITTLE NIGHT MUSIC, 1943. TATE

Det samfundsomstyrtende projekt


AVANTGARDE: Mikkel Bolt rammesætter avantgardens projekt som distinkt fra den kunstneriske modernismes kontinuerlige æstetiske form-opbrud.

Routhier er fast kritiker i Ny Tid.
Email: q.routhier@gmail.com
Publisert: 2019-04-01

Efter sigende skulle den nys udkomne antologi Avantgardemanifester have været næsten tyve år undervejs. Tyve år er selvfølgelig lang tid for en bog, men relativt kort tid hvis man, som bogens redaktør, kunsthistorikeren Mikkel Bolt, anlægger det helt store historiske perspektiv på avantgarden og dens foretrukne udtryksform: manifestet. I det perspektiv kunne man lige såvel sige, at bogen har været godt 110 år undervejs, fra den italienske futurist Filippo Tommaso Marinetti på forsiden af avisen Le Figaro i februar 1909 udbasunerede sin uforbeholdne kærlighed til den mekaniske tidsalders nye skønheds- og fartsymbol, den «brølende automobil», der som bekendt smældede «som en maskingeværssalve» når den kørte.

Næsten samtlige større danske dagblade,fra Information til Børsen, har haft bogen Avantgardemanifester til gennemsyn, og skabelonen kan siges at være den samme.

Med udgivelsen af Avantgardemanifester er avantgarden for alvor selv kommet til orde i en række velvalgte og veloversatte manifester, der giver mulighed for et samlet indtryk af radikaliteten af det samfundsomstyrtende projekt, som samtlige grupperinger i antologien kan siges at have været engageret i. Antologien har stort set alle de klassiske avantgardemanifester med: futurismen (både den italienske og den russiske), dadaismen, surrealismen og, fra tiden efter anden verdenskrig, deklarationer fra grupper som COBRA og Situationistisk Internationale. Dertil kommer, mest spændende måske, en hel del fra randen af kanon: den engelske afdrift fra futurismen kaldet vorticisme, en uskøn blanding af engelsk charlataneri og industritilbedelse («Den Moderne Verden skyldes næsten helt og holdent det angelsaksiske geni»), de forskellige grene af den russiske Komfut-bevægelse (kommunister-futurister), for eksempel Kunstens Venstrefront, der ville lade «kunstens lille ‘vi’ opløse i kommunismens kolossale ‘vi’» og omskabe dagligdagen. Efter anden verdenskrig er det lettristerne der først får ordet, en relativt overset avantgardegruppering centreret omkring den excentriske, rumænsk-fødte jøde Isidore Isou, der så sig selv som avantgardens forløserskikkelse, en kunstens messias.

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)