Bestill høstutgaven her

Det politiske programmet finnes i maskinene

Vil den kommende tidens kriger, kriser og katastrofer først og fremst være et designproblem?

Benjamin Bratton:
The Stack – On Software and Sovereignty
MIT Press, 2016

Det er alment kendt at politikken som vi kender i dag er i «krise», forstået på den måde, at tilliden til det parlamentariske demokratis styreform og dets politiske forvaltere er stærkt kompromitteret, ikke mindst i EU, hvor vi i kølvandet på finanskrisen 2008 har oplevet en stadig mere tiltagende fragmentering og politisk desintegration – truende på skift med tvungen Grexit og frivillig Brexit. Det græske venstrefløjsparti Syrizas åbenlyse fallit overfor det teknokratiske spareregimes tvivlsomme agenda (varetaget af den såkaldte trojka, en treenighed bestående af EU, ECB og IMF), er af mange blevet set som symptomatisk for afslutningen på en æra, som afviklingen af selve det moderne europæiske paradigme for politik. En spidsformulering af denne tese finder man hos det venstreintellektuelle makkerpar Julien Coupat og Eric Hazan, som i den franske avis Libération tidligere i år fortolkede Syrizas handlingslammelse som et operativt billede på «politikkens død».

Det kan forekomme at være en radikal konstatering, at politikken som vi kender siden den antikke polis skulle være afgået ved døden, men det er nok ikke helt forkert. I det mindste hvis man ved begrebet «politik» fortsat tænker på beslutningsdygtige statsoverhoveder forsamlet i en barok parlamentsbygning i magtens centrum. Hvis ikke politikken allerede er død, så er den i det mindste døende, men holdt kunstigt i live af et gigantisk respiratorisk apparat – et maskineri så omfattende, komplekst og globalt at det forekommer mildest talt anakronistisk at forestille sig, at det skulle være muligt at lokalisere et centrum. Magtens høje tinde er for længst styrtet i grus, den aura af magtfuldkommenhed der tidligere omgav politiske statsmænd (og ja, det politiske har som bekendt fra begyndelsen til enden været primært for «mænd») synes at fordampe overfor fallerede realitystjerner som Trump, hvis fortsat accelererende retning mod det Det hvide hus – magtens symbolske højborg – kun bestyrkes ved den konstante (og algoritmisk medierede) reproduktion af Trump-memes på sociale medier.

At programmere software er i dag langt hen ad vejen sammenfaldende med at påvirke politiske processer og udøve politisk suverænitet.

I medieteoretikeren Benjamin Brattons stort anlagte og voluminøse bog The Stack – On Software and Sovereignty (2016) kobles «politikens krise» med spørgsmålet om algoritmers funktionelle relation til magten og suveræniteten i vor post-internet æra, hvor distinktionen mellem den virtuelle og den såkaldte «virkelige» verden ikke længere forekommer meningsfuld . . .

Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement (69kr)

Dominique Routhier
Routhier er fast kritiker i Ny Tid.

Gi et svar

Please enter your comment!
Please enter your name here

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

- Advertisement -spot_img

Du vil kanskje også likeRelaterte
Anbefalte