Det politiske programmet finnes i maskinene

Vil den kommende tidens kriger, kriser og katastrofer først og fremst være et designproblem?

Benjamin Bratton:
The Stack – On Software and Sovereignty
MIT Press, 2016

Det er alment kendt at politikken som vi kender i dag er i «krise», forstået på den måde, at tilliden til det parlamentariske demokratis styreform og dets politiske forvaltere er stærkt kompromitteret, ikke mindst i EU, hvor vi i kølvandet på finanskrisen 2008 har oplevet en stadig mere tiltagende fragmentering og politisk desintegration – truende på skift med tvungen Grexit og frivillig Brexit. Det græske venstrefløjsparti Syrizas åbenlyse fallit overfor det teknokratiske spareregimes tvivlsomme agenda (varetaget af den såkaldte trojka, en treenighed bestående af EU, ECB og IMF), er af mange blevet set som symptomatisk for afslutningen på en æra, som afviklingen af selve det moderne europæiske paradigme for politik. En spidsformulering af denne tese finder man hos det venstreintellektuelle makkerpar Julien Coupat og Eric Hazan, som i den franske avis Libération tidligere i år fortolkede Syrizas handlingslammelse som et operativt billede på «politikkens død».

Det kan forekomme at være en radikal konstatering, at politikken som vi kender siden den antikke polis skulle være afgået ved døden, men det er nok ikke helt forkert. I det mindste hvis man ved begrebet «politik» fortsat tænker på beslutningsdygtige statsoverhoveder forsamlet i en barok parlamentsbygning i magtens centrum. Hvis ikke politikken allerede er død, så er den i det mindste døende, men holdt kunstigt i live af et gigantisk respiratorisk apparat – et maskineri så omfattende, komplekst og globalt at det forekommer mildest talt anakronistisk at forestille sig, at det skulle være muligt at lokalisere et centrum. Magtens høje tinde er for længst styrtet i grus, den aura af magtfuldkommenhed der tidligere omgav politiske statsmænd (og ja, det politiske har som bekendt fra begyndelsen til enden været primært for «mænd») synes at fordampe overfor fallerede realitystjerner som Trump, hvis fortsat accelererende retning mod det Det hvide hus – magtens symbolske højborg – kun bestyrkes ved den konstante (og algoritmisk medierede) reproduktion af Trump-memes på sociale medier.

At programmere software er i dag langt hen ad vejen sammenfaldende med at påvirke politiske processer og udøve politisk suverænitet.

I medieteoretikeren Benjamin Brattons stort anlagte og voluminøse bog The Stack – On Software and Sovereignty (2016) kobles «politikens krise» med spørgsmålet om algoritmers funktionelle relation til magten og suveræniteten i vor post-internet æra, hvor distinktionen mellem den virtuelle og den såkaldte «virkelige» verden ikke længere forekommer meningsfuld eller brugbar. Et centralt argument i bogen er således, «at det ’politiske program’ ikke længere blot er at finde i den juridiske konsensus (eller dissensus) og i den traditionelle ’politiks’ formaninger men også findes direkte i maskiner». Siden anden verdenskrig har det politiske konnoterede ord «program» således fået en helt ny og uomgængelig semantisk dimension, den software-relaterede. At programmere software er i dag langt hen ad vejen sammenfaldende med at påvirke politiske processer og udøve politisk suverænitet. Men overgangen fra en model for suverænitet til en anden skal ikke forstås som om at magthaverne blot har skiftet parlamentets strategi ud med interface-design, men snarere at den måde de forskellige teknologiske interfaces konvergerer på, har krystalliseret sig i en ny, langt hen ad vejen tilfældigt opstået global monstrøsitet kaldet stakken (The Stack): «Stakken er en enorm software/hardware formation, en proto-megastruktur […] en maskine der virkelig omslutter hele planeten, der ikke kun penetrerer og forstyrrer den Westphalske model for statsterritorier men også skaber nye rum i dens eget billede: skyer (clouds), netværk, zoner, sociale grafer, økologier, megabyer, formel og informel vold, mærkværdige teologier, der alle trænger sig ind på hinanden.»

Stakken – der består af seks sammenvævede lag – Earth, Cloud, City, Address, Interface, User – er ikke at forstå som en undertrykkelsesmaskine med et skjult cockpit bemandet af onde despoter der søger at sikre sig verdensherredømmet, men er ifølge Bratton nærmere en decentraliseret platforms-logik, der beskriver overgangen fra ét suverænitetsparadigme til et andet, fra det politiske til det infrastrukturelle, fra en suveræn regering til en «algoritmisk regerings» multiple suverænitetsprocedurer.

Brattons betoning af dette afgørende skifte – decentreringen af den politiske magt i retning af et upersonligt kybernetisk maskineri med bo i denne verdens komplekse logistiske kredsløb af varer, penge og energier – er langt fra en særlig original tese, men kan tydeligvis spores tilbage ad post-marxistisk vej til Foucault over Deleuze og videre til Tiqqun samt Den usynlige komité. Især sidstnævnte gruppering – og i særdeleshed dennes sidste bog À nos amis (Til vores venner) fra 2014 – ville ellers have været en oplagt reference for Bratton, da der heri netop sættes kritisk fokus på de kybernetiske kommunikationsteknologiers opkomst i kølvandet på anden verdenskrig, og på hvordan disse teknologiske innovationer afdækker «en art regeringsførelse, hvis tilblivelsesakt næsten er gået i glemslen, men hvis begreber har en underjordisk forbindelse til de kabler der trækkes, det ene efter det andet, over hele klodens overflade, såvel som til den informationsstrøm der i lige høj grad ses løbe gennem biologi, kunstig intelligens, management eller de kognitive videnskaber.»

Bratton redegør desværre ikke særlig samvittighedsfuldt for det forudgående idéhistoriske forløb for sin egen – alt for stort –opslåede tese, men vælger i stedet at positionere sig i eksplicit opposition til analyser af denne mere negative type, der i stedet afskrives som udtryk for «perpleks» og «forvirret melankoli».

Heroverfor stiller Bratton sig – helt i tråd med tidens tekno-avantgarde – an som posthumanismens forløser, designeren der skal stable stakken anderledes og indfri de latente arkitektoniske potentialer for en bedre verden, hvor de forskellige interface-regimer er «mere effektivt inklusive og mere præcist repræsentative». Det er visionen. Designspørgsmålet er således – som Bratton flere gange selv skriver – bogens centrale ærinde. I den post-politiske æra der her fremskrives som en software/hardware-fusion, præsenteres design simpelthen som løsningsmodellen der skal bevirke at stakken stabiliseres, snarere end undergraves.

Vi befinder os ifølge Bratton hinsides alle forestillinger om «et kommende fællesskab» – som han skriver med henvisning til titlen på en bog af den italienske filosof Giorgio Agamben fra 2004 – og det er derfor ikke længere muligt at være «pro- eller anti-stakk», ifølge Bratton. Med ethvert substantielt alternativ således udgrænset, og det reformistiske fikspunkt fast forankret i det beståendes vertikale orden, stakken, lyder «design» utrolig meget som et lidt smartere ord for «reform». Det er imidlertid stærkt tvivlsomt, om den kommende tids krige, kriser og katastrofer – fra klimaforandringer over atomkatastrofer til masseflugt- og armod – kan adresseres som et blot «designproblem»? Overfor en suverænitetsanalyse som Brattons vil enhver kapitalismekritisk gestus, à la den Coupat og Hazan synes at pege på med deres timelige diagnose af «politikkens død», nødvendigvis fremstå som en hund i et spil kegler. Men sommetider kan selv det mest graciøse dansetrin antage en Klodshans’ positur: Uanset hvad, må stakken bringes til fald – inden det hele vælter ned over ørene på os.

---
DEL