DESTITUSJON / Den nationale frigørelses, antiimperialismens og socialismens triumferende narrativer er blevet udmattede. I dag ser vi nye masseprotester som destitutive handlinger. De finder ikke længere sted med henvisning til arbejderbevægelsens modeller for social transformation, hverken socialdemokratiske, leninistiske eller eurokommunistiske. Modstanden samles ikke i et genkendeligt og indløseligt politisk krav, det vokser i stedet til et had mod hele det politiske system.
Efter mere end et årti med riots, opstande og revolter er det muligt at gøre sig visse foreløbige iagttagelser, der forankrer den nye protestcyklus i et længere historisk forløb. Der er noget andet på færde i de seneste 10–15 års masseprotester. De finder sted i opløsningen af et tidligere vokabularium om samfundsmæssig transformation. Det 19. og det 20. århundrede var kendetegnet ved en forestilling om revolution, eller forskellige forestillinger om en revolutionær . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement
